SMILE! It's Free ((1D))

Josephine Engberg. Navnet på en pige. En helt almindelig pige. Men ikke alligevel. Hendes søster, mor og far døde i en bilulykke, for 1 år siden. Hendes venner mistede hun. Siden da gik hun ned med flaget. Men hun holdt hovedet koldt. Intet druk. Intet misbrug. Hun ville ikke ende som alle de andre. Men da hun bliver tvangs-flyttet til London, hos hendes moster bliver der vendt om på alt. Hendes moster er vokal-teacher for boybandet One Direction. Hun er hård. Kold. Men så bliver hun svag. Hun bliver tvunget med på deres Tour. Der går det helt anderledes. Hun føler kærligheden. Men kærligheden viser sig også fra mørke sider.

14Likes
22Kommentarer
1756Visninger
AA

4. Just Leave Me Alone.

 

 

Jeg vågnede ved at jeg landede hårdt nede på gulvet.

"Av for Fanø da!" Skreg jeg og tog mig til hovedet. En hovedpine bredte sig i mit kranie. Starten på endnu en møg da. Tak Gud. Jeg satte mig op i sengen og kiggede ud ad vinduet. Der var overskyet, men det regnede ikke. Det måtte næsten være her i England det regnede hele tiden. Én ting jeg kunne lide ved England. Jeg tog nogle stramme bukser og en stor hættetrøje på. Jeg gik ned i køkkenet hvor min moster sad og arbejdede på sin computer. "Hej Jose, Hvordan gik det igår? De er søde ikke?" Smilede hun uden at kigge op fra computeren. "Nej" Sagde jeg kort. Jeg ville ikke nævne det med at jeg besvimede. Godt nok, hadede jeg dem, men de skulle ikke komme mere i knibe end de allerede var ved at kende mig. "Nå, det er jeg ked af, det skal nok komme" Sagde hun trist og kiggede op på mig. Jeg rystede irriteret på hovedet. Hun sukkede nedtrykt og kiggede tilbage på computeren. Jeg fandt et stykke ensomt toast bagerst i skabet. Jeg smurte noget marmelade lignende noget på. Jeg spiste det hurtigt, da jeg fik en idé. "Jeg tror jeg vil ud og kigge lidt på London" Sagde jeg og kiggede på moster. Hun nikkede fraværene og kneb øjnene sammen mod computerskærmen. Jeg satte tallerknen i opvaskemaskinen og gik ud i gangen. Jeg fandt mine gummistøvler og en let regnjakke. "Vi ses" Råbte jeg og smækkede døren efter mig. *** Det var næsten helt mørkt og overskyet. Jeg valgte at gå ind mod centrum. Jeg orkede ikke at tage en bus. Det tog nok en en time at gå ind til centrum. Der var proppet med afslappede mennesker og travle mennesker. Store mennesker. Små mennesker. Sure mennesker. Glade mennesker. Alle mulige mennesker. En ting havde de tilfælles: de skubbede og maste. Jeg kiggede lidt på den høje bygninger da jeg fik øje på noget. Tower Bridge! Den havde jeg tit ønsket at stå midt på da jeg var mindre. Bare stå og kigge ned i vandet. Jeg løb ud og stilede mig midt på den. Vinden rev i mit rød-gyldne hår. Jeg lukkede øjnene og lænede mig op af hegnet. Det var bidende koldt. Men jeg var ligeglad. Bare leve i nuet. "Hun ser faktisk ret rolig og nuttet ud med lukkede øjne" Lød det et stykke længere væk fra. Ej, det var da løgn. Kan man ikke bare få et sekunds fred. Jeg åbnede øjnene og kiggede over på de 5 drenge der stod op af hegnet ligesom mig. De havde store hættetrøjer på og solbriller på. Hvor latterligt. "Ja jeg ved godt hvem I er og jeg hørte dig godt Niall!" Hvæsede jeg og vendte mig op og begyndte at gå ind til centrum. Der var stærk modvind og jeg kneb øjnene sammen. Jeg kunne mærke de fulgte efter mig, men jeg valgte at ignorere det. Jeg vendte hjemad og de blev ved med at følge efter mig. Regnen begyndte stille med støvregn. Jeg kunne ikke lide at de fulgte efter mig. Jeg gik ned på stranden. Bølgerne var store og vilde og regnen stod ned. Hårde dråber landede i mit allerrede våde hår. Jeg trak hætten op, selvom det var lidt ligemeget. Jeg gik helt nede ved vandkanten og sparkede til nogle sten. Jeg satte mig oppe i det våde sand. Jeg kunne mærke de betragtede mig langt væk fra. De turde vel ikke komme tættere på. Jeg fnøs og kiggede ud på vandet. Bølgerne kunne ramme mig når som helst, hvis de altså gad. Regnen havde skyllet vær form for glæde væk, skyllet det ud til havet der ivrigt prøvede at give mig det tilbage. Jeg vendte mig om og så drengene sidde lidt længere væk bag nogle sten. Jeg rystede på hovedet. Jeg tog en sten og kastede den ud i havet. Bølgerne slugte den. jeg rejste mig og børstede sandet af bukserne og begyndte at gå hjem. Drengene rejste sig også. "Gå nu væk!" Råbte jeg da jeg var kommet op på vejen igen. "Hvorfor?" Råbte de. "Fordi det gør mig utryg, når nogle følger efter mig." Råbte jeg tilbage. "Men så kommer vi da bare op til dig" Råbte Harry og grinede. Jeg sukkede højt og slog mig selv i panden. Hvorfor tier jeg ikke bare stille? Lidt efter stod de på række ved siden af mig. De snakkede løs med hinanden. "Jamen så hold dog mund og gå" Mumlede jeg højt. De stoppede med at snakke men blev ved med at gå. "Glæder du dig til Touren?" Smilede Niall. Jeg standsede brat. Touren? Hvilken Tour? "Har din moster ikke sagt at du skal med på vores Tour, ford du ikke må være alene hjemme så længe?" Mumlede Liam og så uskyldigt på mig. Jeg gav dem dræber blikket og løb så de sidste kilometer hjem. "Ej bliv nu! Det bliver fint!" Råbte Zayn efter mig. Men jeg lukkede alt ude. Jeg skulle ikke med på en eller anden Tour, og i hvert fald ikke med dem. Aldrig. Det skulle være det sidste jeg skulle her i livet. Og Moster Dorthe havde ingenting sagt.

 

Jeg bed tænderne sammen og åbnede døren ind til huset. "Jeg skal ikke med på nogen Tour! Jeg kan sagtens være alene hjemme! Er du med?! Jeg skal ikke være sammen med en flok opblæste idioter der ikke har andet end piger og penge i hovedet!" Skreg jeg lige da jeg var kommet ind i køkkenet. Min moster kiggede forskrækket og såret op fra computeren. "Jamen Jose dig! Du skal bare lære dem at kende. De er de sødeste drenge på hele kloden. To af dem har en kæreste så de tænker ikke kun på piger!" Sagde min moster febrilsk og så undskyldene på mig. "ja de har sikkert givet de stakkels piger penge for at rende rundt med dem, så de ikke bliver opdaget! Jeg tager ikke med!" Råbte jeg og løb op på mit værelse. Jeg kiggede på Niall's guitar og skubbede den ned på gulvet. Fjolser. Jeg nægtede, men jeg vidste godt at jeg havde tabt. Jeg tog min guitar op på skødet og spillede Im Only Here For A Moment. Guitar spillet var hårdt i den sang, og det passede meget godt til mit humør. Efter sangen lagde jeg mig forpustet ned på sengen. Jeg knyttede mine hænder og pustede ud. Jeg havde virkelig lyst til at slå på noget. Jeg satte mig op og slog løs på min pude. Tilsidst kastede jeg den hårdt ind i væggen. Det gav et alt for lavt klask, efter min mening. Den gled ned og landede på gulvet. Der lød et kort bank på døren. Lidt efter åbnede min moster døren og stak hovedet. "Jeg er ked af det, men vi rejser allerede i morgen tidlig, så du skal nok til at pakke!" Sagde hun lavt og kiggede nervøst hen på mig. Med et fortrød jeg jeg havde kastet puden væk. Jeg kiggede ondt på hende. "Og der er noget der nok ikke gør der så glad: Du skal bo sammen med dem i deres bus. Jeg og andre skal være i andre busser" Sagde hun og lukkede døren hurtigt for ikke at høre mit vredesudbrød. Jeg Knurrede højt og slog hånden hårdt ind i væggen. Det gjorde ekstremt ondt, men jeg var ligeglad. Bo sammen med dem? Nej. Jeg rejste mig og smed alt hvad jeg ellers for 2 dage siden havde pakket ud ned i min kuffert. Guitaren pakkede jeg også ned. Og så var værelset ellers tomt igen. Jeg rystede trist på hovedet. Hvad skulle mit liv ikke ende med? Rejse rundt. Uden at have lyst. Jeg havde lige troet at det ville blive bedre her i England, men intet var anderledes. Jeg var stadig en ting. Ingen spurgte om min mening. Jeg var bare ligemeget.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...