SMILE! It's Free ((1D))

Josephine Engberg. Navnet på en pige. En helt almindelig pige. Men ikke alligevel. Hendes søster, mor og far døde i en bilulykke, for 1 år siden. Hendes venner mistede hun. Siden da gik hun ned med flaget. Men hun holdt hovedet koldt. Intet druk. Intet misbrug. Hun ville ikke ende som alle de andre. Men da hun bliver tvangs-flyttet til London, hos hendes moster bliver der vendt om på alt. Hendes moster er vokal-teacher for boybandet One Direction. Hun er hård. Kold. Men så bliver hun svag. Hun bliver tvunget med på deres Tour. Der går det helt anderledes. Hun føler kærligheden. Men kærligheden viser sig også fra mørke sider.

14Likes
22Kommentarer
1744Visninger
AA

3. Innocent Enemies

3 Mit tøj var allerede gennemblødt og jeg rystede meget. Jeg ville ikke hjem. Ikke når de var der. De var underlige. Skræmmende. Jeg kunne mærke min krop blev svagere af kulden. Mine hænder var helt blå og min læbe dirrede. Jeg kunne ikke blive herude. Der var gået 5 sekunder, 5 minutter eller 5 timer. Jeg vidste det ikke. Men jeg blev nød til at komme ind, ellers ville jeg falde om af kulde. Jeg slentrede hjem til huset. Lyset vat tændt, og den sorte bil var der stadig. Jeg gik hen til døren. Den var låst. Jeg bankede kort på, men mærkede så at jeg blev helt lam, jeg faldt sammen på jorden og mærkede alt blive sort. *** Jeg mærkede noget varmt blev lagt over mig. Jeg åbnede mit øje. Jeg var indenfor igen. Jeg lå på en sofa. Jeg trak vejret dybt. Rummet var helt tomt. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Der var mørkt. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde fået nyt tøj på. pludselig huskede jeg det hele. Jeg mærkede vreden steg i mig. Jeg havde det ikke så dårligt, kun lidt ondt i halsen. Jeg rejste mig og gik langsomt ned i køkkenet. De sad der alle 5. De kiggede overraskede og glade på. "Du er vågen!" udbrød ham med de svage krøller. Jeg trak på skuldrene. De rejste sig alle og gik hen til mig. Jeg gav dem dræberblikket. De stod lidt foran mig og vidste ikke helt hvad de skulle gøre. "Kan du ikke fortælle os hvad der er med dig?" Spurgte ham med krøllerne. Hvad der er med mig? Det er da ikke normalt at løfte en helt fremmed op?. "Hvorfor? Jeg gider ikke have at I skal vide noget om mig. Jeg kan ikke lide jer!" Hulkede jeg pludseligt. Jeg var blevet skrøbelig. Ham med de grå øjne lagde en hånd på min skulder. Hans berøring var dråben der fik glasset til at flyde over. Jeg brød sammen på gulvet. Jeg græd og græd. Alle de tåre jeg aldrig havde fået ud. Jeg begravede hovedet i hænderne. Jeg mærkede nogle nogle arme løfte mig op. "Slip mig nu!" hulkede jeg. Armene tilhørte ham der ikke var helt engelsk. Han lagde mig i hans favn. Jeg bankede ham svagt i brystet, men han ignorerede det. Han bar mig ind i sofaen med de andre i trop. Han aede mig ned ad ryggen. Jeg var for ked af det til at gøre nogen form for modstand. Jeg var lidt ligeglad hvem det var der holdte mig lige nu. Jeg ville bare føle tryghed. Han satte mig ned i sofaen. De satte sig alle sammen nede på gulvet foran mig. De kiggede trøstende på mig. "Det er okay" Trøstede den lyshårede mig. Men jeg hørte det knap nok.

 

***

 

Efter ca. 10 minutter stilnede gråden ud. Jeg kunne ikke se dem i øjnene. Jeg tørrede de sidste tåre væk. "Fortæl det hvis du har lyst" Kom det fra ham med krøllerne. Sandheden måtte jo komme ud. Og de ville tydeligvis plage mig resten af mit liv, hvis jeg ikke sagde det. Jeg sukkede og mærkede endnu en tåre glide ned ad min kind. Jeg nikkede sammenbidt. Jeg rettede mig op og fortalte alt. Det med min familie. Myndighederne. Overfaldene. Alt. Da jeg var færdig lukkede jeg øjnene. De kiggede chokerede på mig efter jeg var færdig. Jeg havde bare løst til at smide dem ud og være alene. "Undskyld, det var ikke for at skræmme dig da jeg løftede dig. Jeg vidste jo ikke, du ved" Sukkede ham med krøllerne og rødmede. Jeg trak på skuldrene. "men vi ved slet ikke hvad du hedder" Sagde ham med de svage krøller. "Josephine" Svarede jeg kort og kiggede væk. De smilede. "Niall" Smilede ham med det lyse hår. "Zayn" Sagde ham den ikke helt engelske. "Louis her" Sagde ham med de grå øjne og smilede opmuntrende. "Liam til tjeneste" Sagde ham med de svage krøller. Jeg nikkede og kiggede på ham med krøllerne. "Harry" Sagde han og smilede stort. Jeg nikkede sammenbidt. "Hvorfor kan du ikke lide os?" Spurgte Harry efter lidt stilhed. Jeg trak på skuldrene. "I er underlige" Svarede jeg. De grinede. Det gjorde jeg ikke. De skulle ikke tro jeg kunne lide dem, bare fordi jeg havde fortalt dem sandheden. "I skal vel hjem?" Sagde jeg og kiggede på uret. Klokken var ved at være 23. De nikkede. Jeg fulgte dem ud til døren. De stod og tog sko på. Jeg snøftede. "Jeg tror du er blevet forkølet." Sukkede Liam og kiggede ned på sine sko. Jeg sukkede. "Farvel" Sagde jeg kort og åbnede døren. "Får man ikke et farvel kram?" Spurgte Harry og grinede. Jeg himlede med øjnene. "Øh Nej?" sagde jeg surt og vendte øjne. De så sårede ud. "Jeg kender jer ikke?" Undskyldte jeg. "Det kommer du nok til" Smilede Niall. "Nahej!" Sagde jeg og skubbede dem ud af døren. De grinede men gik. "Farvel" Råbte de og satte sig ind i bilen. Jeg stod og kiggede efter bilen. Til sidst kunne man kun lige ane lygterne. Det var halvmørkt og selvfølgelig regnede det stadig. Jeg lagde hovedet op ad dørkarmen. Sådan stod jeg lidt og så ud på regnen. Det var udviklet sig til en syret dag. Alt det der var sket. Jeg var besvimet. Blevet forkølet. Nået at hade nogen drenge så inderligt. Men alligevel fortælle dem hele mit liv. Det havde også været en utrolig lang dag. Jeg rystede på hovedet og lukkede døren. Da jeg kom ind i køkkenet opdagede jeg hvor lidt jeg havde fået at spise, men jeg var endelig ikke sulten. Jeg gik op på mit værelse. Der lå en fremmed guitar på sengen. Det måtte være ham der Niall der havde glemt den. Jeg lagde den fint ovre i et hjørne. Jeg havde fundet ud af hvor irriterende det var at ens guitar var blevet bulet. Min stilede jeg fint på mit stativ ved siden af. Den bule kunne ikke rettes ud. Jeg trak i nattøjet og faldt i søvn med det samme. Det havde været en underlig dag.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...