SMILE! It's Free ((1D))

Josephine Engberg. Navnet på en pige. En helt almindelig pige. Men ikke alligevel. Hendes søster, mor og far døde i en bilulykke, for 1 år siden. Hendes venner mistede hun. Siden da gik hun ned med flaget. Men hun holdt hovedet koldt. Intet druk. Intet misbrug. Hun ville ikke ende som alle de andre. Men da hun bliver tvangs-flyttet til London, hos hendes moster bliver der vendt om på alt. Hendes moster er vokal-teacher for boybandet One Direction. Hun er hård. Kold. Men så bliver hun svag. Hun bliver tvunget med på deres Tour. Der går det helt anderledes. Hun føler kærligheden. Men kærligheden viser sig også fra mørke sider.

14Likes
22Kommentarer
1755Visninger
AA

5. Grabbing The Opportunity.

Jeg lagde mit hoved mod den kolde rude.

 

Klokken var 5 om morgenen og mig og moster var på vej ud til de der busser. Jeg havde sovet uroligt hele natten. Moster havde insisteret på at jeg skulle tage Niall's guitar med og give ham den. Th, hvis det stod til mig, kunne den stå der og rådne op. Men som sædvanlig var min mening lige meget. Jeg hadede tanken om at at bo i deres klamme drenge-stinkene bus. Bare det rod og den lugt der ville være. Nej. Det var slet ikke min stil. Nu måtte vi da håbe jeg fik mit eget værelse, det fik jeg sikkert ikke engang. Jeg fik sikkert lov til at sove på toilettet eller hvis jeg var rigtig heldig i deres værelse. Jeg fnyste og trak på næsen. "Hvad fnyser du over?" Smilede min moster og kiggede ud på den mørke vej. "Hvad tror du?" Svarede jeg mut og kiggede ud på vejen igen. "Jeg skal nok gøre det godt igen" Sukkede hun. Jeg trak på skuldrene. Vi ankom til en hal af en slags. Min moster steg ud af bilen og tog min ting ud. Ellers løb hun hen og krammede en masse. Der var over 30 mennesker, De stod alle og halvfrøs mens de ventede på alle.

Jeg tog fat i min kuffert og tog min guitar. Niall's guitar tog jeg hårdt fat i. Jeg lukkede bagagerummet og lænede mig op bilen. Solen var langt fra stået op. Der var bare mørkt. Kun nogle få bitre gadelygter var tændte. Det var en slags beton bygning vi stod udenfor og der var kun beton bygninger rundt om os. Intet andet. Helt gråt. Lidt deprimerende. Jeg lagde mærke til drengene stod over i et hjørne. De havde tydeligvis ikke lagt mærke til mig. Jeg bevægede mig faretruende hen mod dem. "Du glemte noget" Sagde jeg hårdt til Niall og skubbede guitaren ind i maven på ham. Han tog forskrækket fat i den. De andre smilede overlegent. Jeg himlede med øjnene og gik tilbage til bilen. "Kom her Jose, kom og hils på de andre" Råbte min moster overglad og viftede ivrigt med armene. Jeg sukkede stille og bevægede mig hen mod dem. Det var alle kvinder der stod og grinede over lykkeligt. Har de glemt at kigge på hvad klokken er eller hvad? Den er halv 6 om morgenen! "Nej hvor er hun kær!" Hvinede en af dem. Jeg stirrede på hende. Hun havde utrolig meget make up på og meget kort nederdel på og nedringet trøje. Og så talte hun til mig som om jeg var en på 7 år. I det mindste så hun mig ikke som en ting. Men jeg kunne ikke helt finde ud af hvad der var værst. "Det er hende der står for tøj og make up" Smilede min moster. Jeg bed min læben for ikke at grine. Make up? Skal de drenge have Make up på? Men inderst inde vidste jeg det jo godt. Jeg kunne vel godt lide at der var noget mere at hade dem for. "Sasha" Smilede damen og rakte hånden ud. Jeg tog langsomt imod den. Hendes lange rødlakerede negle borede sig ned i min hud. Det sved. Jeg blev præsenteret for en masse andre, som jeg slet ikke kunne huske navnene på. Efter en time blev vi delt op i busserne. Jeg skulle som forudset bo alene sammen med drengene. Jeg sukkede alligevel. Der var totalt kaos.

Moster førte mig hen til den største bus af dem alle. "Farvel, vi ses jo snart" Smilede hun og krammede mig. Jeg krammede hende også svagt. Jeg kiggede såret på hende. Hvordan kunne gøre det her mod mig. Jeg gik modvilligt op i bussen. Den var utrolig stor. Det var underligt den største bus, blev tildelt i alt 6 personer. I de andre skulle de bo 10 sammen eller mere. Drengene sad i en sofa eller på et af værelserne. "Du skal sove derinde" smilede Zayn og nikkede hen til en dør. "nåå! det er toilettet eller hvad?" Sagde jeg med pokerface. Niall grinede højt, men rystede på hovedet. "Det er jo et helt kollektiv var?" Sagde jeg irriteret og fumlede med kufferterne. Niall grinede stadig. Jeg himlede med øjnene. Jeg slæbte alt hen til døren og åbnede den. Det var et ret så stort værelse med en dobbeltseng og et skrivebord.

Jeg satte min kuffert over i et hjørne sammen med min guitar. Så smed jeg mig sengen. Det er løgn! I loftet hang en plakat med drengene på. Hvor dybt kan man synke? One Direction, stod der på den. Nå det var dem 7. Klasserne altid gik og savlede over. Seriøst. Heldigvis var der ikke så højt til loftet, så jeg fik med lethed den pillet ned. Jeg krøllede den sammen og smed den i skraldespanden. Efter et par minutter begyndte bussen at køre. Så begyndte det hele. Nu var der ingen vej tilbage. Som om der nogen sinde havde været det. Jeg sukkede og kiggede ud af de små plastic ruder. Regnen silede endnu engang ned. Jeg lagde hovedet ned og lukkede øjnene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...