SMILE! It's Free ((1D))

Josephine Engberg. Navnet på en pige. En helt almindelig pige. Men ikke alligevel. Hendes søster, mor og far døde i en bilulykke, for 1 år siden. Hendes venner mistede hun. Siden da gik hun ned med flaget. Men hun holdt hovedet koldt. Intet druk. Intet misbrug. Hun ville ikke ende som alle de andre. Men da hun bliver tvangs-flyttet til London, hos hendes moster bliver der vendt om på alt. Hendes moster er vokal-teacher for boybandet One Direction. Hun er hård. Kold. Men så bliver hun svag. Hun bliver tvunget med på deres Tour. Der går det helt anderledes. Hun føler kærligheden. Men kærligheden viser sig også fra mørke sider.

14Likes
22Kommentarer
1746Visninger
AA

1. A New beginning. A Bad One.

1.

 

Jeg lænede mig tilbage i flysædet og kiggede ned på jorden der blev mindre og mindre. Farvel Danmark, Jeg vil savne dig. Jeg bed mig i læben. Min mor, far og søster var døde i et trafikuheld for ca. 2 år siden. Det var en tåget november dag og de skulle ned og købe ind. En modgående billist var smadret ind i bilen. Jeg kunne mærke tårerne samle sig i øjenkrogen. Myndighederne havde bestemt, da jeg jo er under lavalderen for at bo alene, skulle bo hos min moster i England. Hun var noget der hed vokal-teacher eller noget i den retning, for et eller andet snobbet boyband. Jeg fnøs for mig selv. Jeg skulle bo der til jeg blev 18, som så var om ca. 2 år. Jeg ville ikke ned til et eller andet latterligt boyband. De var sikkert totalt opblæste og snobbede, af al den opmærksomhed. Jeg havde kun besøgt min moster få gange, men hende skulle jeg nok få det fint med. Jeg trak mine lange ben op under mig og lukkede øjnene. Det ville blive godt med noget søvn.

 

***

 

"Vi lander om få minutter, vær venlige at spænde sikkerhedsselen. Af sikkerhedsmæssige årsager…" lød det over højtalerne. Jeg åbnede træt det ene øje. Ud af vinduet kunne jeg se det regnede, havde jeg regnet med andet? Nej. Jeg grinede kort over min egen platte joke. Regnet med det! Jeg smilede trist. Men alligevel samlede nervøsiteten sig i maven. Jeg bed mig i inderlæben. Flyet landede lidt efter med et bump. Det gav et sæt i min krop.

 

***

 

Lidt efter fik vi lov til at rejse os og gå ud. Jeg gik med min håndbagage over mod det sted hvor man kunne hente sin bagage. Regnen silede ned, kunne jeg se gennem de store glasruder, som sikkert bare var plastic. Regnede det ikke altid i England? Eller var det Irland? Det var endelig lige meget nu. Min kuffert kom som den sidste. Den var mellem stor, men min guitar var kommet lidt før. Jeg gik meget op i musik. Mit keyboard var blevet taget af myndighederne, ligesom alt andet. Alt jeg havde tilbage lå i min kuffert. Mig og min moster havde aftalt at mødes lige uden for lufthavnen. Jeg åbnede døren ud til der hvor dem der har været i krig, eller bare andre der er ventet kommer ud. Der hvor alle står og vifter med flag. Jeg gik og kiggede ned i jorden. Jeg brød mig ikke om den opmærksomhed. Jeg kunne ikke lide at de folk som stod og kiggede på mig ventede nogle andre. De blev så skuffede når der kom en ud, der ikke var en de ventede. "Josephine! Her ovre" Lød det på dansk, men med en britisk accent. Jeg kiggede med rynket pande op. Midt i flokken stod en dame på ca. 50, der lignede min mor og viftede med et Engelsk og et Dansk flag. Dorthe, hed hun. Jeg smilede helt automatisk ved synet af det danske flag. Det måtte være min moster. Jeg halv løb hen til hende. Hun spredte armene ud. Jeg sprang i dem, selvom det føltes lidt akavet. Men det var længe siden, nogle havde ønsket mit nærvær. De sidste to år havde jeg været en ting. Altså: Få den væk. Hvad skal vi gøre ved det? Hvor anbringer vi den? Det var sådanne ting folk snakkede om mig. Mine venner mistede jeg. Nok fordi jeg blev så indelukket og ville ikke snakke med nogen. "Velkommen til London! Vi skal nok få det rart" Grinede min moster der fremviste nogle mistænksomme hvide tænder. Jeg smilede et lille smil. "Tak" Mumlede jeg. Vi gik ud til hendes store bil og lagde min ting ind i den. "Det var ikke mange ting du har var?" Smilede hun. Jeg trak kort på skuldrene. Regnen stod ned om ørerne på os og jeg trak op i min lette sommerjakke. Hele vejen hjem snakkede hun løs. "Hvordan går det?" "Hvor er du vokset!" "Hvor er du blevet tynd, det skal vi havde gjort noget ved!" Alle sådanne ting. Jeg svarede med kort svar og kiggede for det meste ud på den våde asfalt, der hurtigt strøg forbi. Det tog en time at komme til hendes store villa. Den var stor og hvid. Kæmpe ruder og flot have. Det lignede en kendis hus eller noget i den retning. "Bor du virkelig her?" Halv grinede jeg, af ren overraskelse. Hun nikkede og smilede. "Du får gæste-væreslet, eller nu bliver det jo dit værelse, jeg håber du kan lide det" Sagde hun og tog mine ting ud af bagagerummet. Det var et flot værelse, men jeg var ikke i humør til at juble. Det var en slags sygdom kunne man vel kalde det. Jeg kunne gå fra at være utrolig glad til utrolig trist på få minutter, men aldrig omvendt. Det vidste Dorthe heldigvis godt. Hun smilede bare og lukkede døren efter sig. Det var et stort værelse. En stor dobbelt seng. Et fjersyn. En altan. Jeg gik hen og åbnede døren til altanen. Regnen trommede mod fliserne på altanen. Endelig elskede jeg regn. Det var underligt. Jeg hadede sol og varme, men elskede kulde og regn. Der var en flot udsigt ud over havet. Bølgerne var høje og farlige. Jeg nød synet. Det var flot. Havet var altid som mit humør. Nogle gange stille, andre gange faretruende og koldt. Jeg lagde hovedet op ad dørkarmen. Jeg savnede Danmark. Der hørte jeg hjemme, ikke i England. Jeg talte med meget accent, men havde nemt ved at forstå det. Det der bekymrede mig var om jeg skulle møde det der boyband. For det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg lukkede døren igen og lagde mig på sengen. Jeg begyndte at pakke ud. Jeg havde stor shoppet alle mulige danske ting for mine sidste penge. Matador mix, En masse danske film, Danske bøger, danske cd'er. For de sidste 10 kroner jeg havde haft tilbage, havde jeg købt et wienerbrød. En typisk dansk ting. Jeg sad og nød den ved Roskilde havn. Solen var ved og gå ned. Jeg sukkede. Jeg savnede lille Danmark. Klokken var ved at være ti og jeg var endelig ikke sulten. Jeg valgte at gå i seng. Min moster kom op og sagde godnat. Jeg lagde mig under dynen. Jeg var nervøs for hvad der skulle ske i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...