Kærlighed og Tour lotteri - 1D

18årige Vanessa er en helt ordinær pige, indtil hun deltager i drengene fra One Directions lotteri. Drengene har besluttet sig for, at pifte deres kommende tour op ved at lave et lotteri, inden de tager af sted. De to vindere af lotteriet får chancen for, at bo og rejse med drengene igennem hele deres tour. Vanessas liv vendes på hovedet, da hun ender med at blive en af vinderne, og hun kommer ud for sit livs største rejse.

9Likes
10Kommentarer
1397Visninger
AA

6. Kapitel 5.

"Strangers are friends you have yet to meet"

Da jeg vågnede næste morgen, var jeg i intet andet end strålende humør. Godt nok havde Amelia skubbet mig ned af sengen en million gange i løbet af natten, men det kunne være lige meget. Jeg smuttede lydløst ud i køkkenet, for ikke at vække den snorkende ting der lå ved siden af mig.

Vores køleskab var næsten tomt. Jeg lod mine fingre glide ned over de forskellige hylder derinde. Jeg var lige ved at have fundet nogle mulige ting til mit måltid, da min telefon begyndte at ringe inde fra Amelias værelse. Nu slog hun mig med garanti ihjel. Jeg løb derind, knap så lydløst som før, og hentede min telefon. På displayet stod Nialls navn kæmpe stort. Der var noget der fløj let rundt i min mave og lagde sig igen. Skulle jeg kaste op? Det ville han nok ikke elske… Jeg kom hurtigt tilbage til tanken, om den ringende mobil og trykkede på besvar.

Jeg svarede med et standard ”Hej, det’ Vanessa”. Jeg prøvede at sige det med et smil i stemmen, så det ikke ville lyde for køligt. Hvorfor tænker jeg så meget over et simpelt ’hej’?

”Hej Nessa, må jeg godt kalde dig Nessa? det er Niall” svarede han med en hæs stemme. Var han blevet syg? Det var da ret sødt hvis han ringede selvom at han var syg.

”Selvfølgelig! Men er du blevet syg? For så kan vi bare mødes en anden gang?” jeg bed mig i læben. Pludselig kunne jeg høre Nialls grin, som lød ret specielt når det samtidig var hæst. Selvom hans grin var noget for sig, i det hele taget. Hvorfor grinte han?

”Rolig, jeg er ikke syg. Hvis jeg lyder hæs er det fordi at jeg lige er vågnet. Jeg ringede til dig som det første”  

Jeg kom til at fnise og lænede mig op af vores køkkenbord. Det var da endnu sødere. ”Øhm tak tror jeg. Men jeg troede at folk sagde at du altid spiste?” jeg lukkede skuffet øjnene. Skuffet over mig selv selvfølgelig! Hvad var det for et åndssvagt spørgsmål!

”Jo, jeg er også vold sulten! Men jeg ville lige ordne det her med dig!" svarede han sødt og et lille gab kunne høres fra den anden ende.

Endnu engang fniste jeg som en lille pige. ”Irriterende” mumlede jeg og lavede en grimasse af mig selv.

”Er jeg?” kom det nervøst fra Niall.

Åh gud, han kunne sgu da høre det! ”Nej! Det var ikke til dig! Klokken er…” jeg kiggede op på det store sorte ur i køkkenet ”… omkring 10 nu, så måske kunne vi mødes klokken 12?”. Hvis det blev tidligere ville jeg stadig ligne et fugleskræmsel når jeg skulle møde ham. Jeg spejlede mig i køleskabet. Jeps, jeg lignede et fugleskræmsel.

”Helt fint med mig! Du kunne måske give mig din adresse, og så kunne jeg komme og hente dig… måske?” hans ekstra ’måske’ fik ham til at lyde mindre selvsikker, end han ellers havde lydt før.

”Lad os sige det, så kan du også få noget mad” jeg grinede efter lidt. Vi afsluttede samtalen og jeg styrtede ind på Amelias værelse.

Jeg sprang op i hendes seng og hoppede på hende. Uden at løfte sit hoved fra sengen, viftede hun sin hånd rundt i luften, indtil den klaskede ind i mit ansigt. ”Amelia?” jeg prikkede hende på kinden og hun kiggede vredt op på mig.

”Det der ansigt, kommer du ikke langt med hos fotografen”. Amelia er nemlig model. Måske den lidt atypiske af slagsen. Hun feder den med junk, men på den anden side så dyrker hun så sindssygt meget motion. ”Fuck af. Hvad er der så?” mumlede hun og satte sig op af sengekanten.

Jeg smilede stort ”Niall kommer senere”. Hun kiggede på mig med store øjne ”Så skal du da gøre dig klar?”.

Jeg kiggede ned af mig selv. Okay, jeg så forfærdelig ud. Uret på væggen viste 10:21, så der var lidt over halvanden time til Niall kom.

Jeg skyndte mig ind på mit værelse, og kiggede mit tøj skab igennem. Jeg tog et par slidte, sorte jeans på. De var en smule slidte, men de var mine yndlings – og så følte jeg mig heldig med dem på. Jeg trak en hvid og stor, strikket sweater over hovedet, og stak ned i mine bukser, indtil den posede, sådan som jeg kunne lide det. Jeg satte mit kastanje farvede hår op i en knold og tog et kig ind i spejlet.

”Du er ikke til at redde alligevel” mumlede jeg til knolden. Jeg fandt en fugtighedscreme frem og begyndte at smører mit ansigt ind. Jeg hader tør hud. Jeg strøg mascara på mine vipper og smilede tilfreds til mig selv i spejlet.

”25 minutter!” kunne jeg høre Amelia råbe. Jeg gik ind til hende og hun kiggede grundigt på mig.

”Ikke værst” sagde hun grinende. Jeg himlede med øjnene ”Du er den forkerte at spørge. Du er alligevel omgivet af modeller 24/7”.

Hun fnyste og kiggede fornærmet på mig. ”Modeller har følelser, at du ved det” mumlede hun, men havde svært ved at holde masken.”I know?”. Hun kiggede taknemmeligt på mig. ”Jeg er glad for, at du kan se det”.

”Bare ikke dig” sagde jeg og flækkede af grin. Amelia gav mig dræberblikket. Hun blødte hurtigt op igen og kiggede tilbage på mig. ”Har du spist morgenmad?” spurgte hun, imens hun begyndte at tage tøj på. Jeg rystede på hovedet ”egentlig ikke”. Jeg begav mig ud i køkkenet, for at spise noget morgenmad. Lige da jeg havde taget en bid, ringede det på døren.

”Det er jo typisk” mumlede jeg og gik hen for at åbne.

Udenfor stod Niall og smilede så sødt, at jeg var ved at tabe alt min mad ud af munden.

”Kommer jeg for tidligt?” spurgte han, da han så min mad. Jeg kiggede hen på uret ”Nej, du kommer lige til tiden”. Jeg bød ham indenfor og bad ham om, at vente indtil jeg var færdig.

Jeg skyndte mig ind på badeværelset, børstede hurtigt mine tænder og var så ude ved ham igen. Han sad i sofaen og kiggede glad på mig, da jeg kom tilbage. ”Skal vi gå?” spurgte han. Jeg nikkede og vi forsvandt ud af døren.

Jeg er simpelthen så dårlig til sådan noget her. Jeg kunne godt give starten af niende skylden, men jeg havde simpelthen ikke overskud. Men nu vil jeg skrive videre på den med et meget fastere mellemrum end om 3 måneder... Undskyld!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...