The Unknown - One Direction

Amanda skal til London med sin klasse, pigerne fra klassen mobber hende og drengene vil ikke have noget med hende at gøre. Hun bliver tvunget til at gå med pigerne, men da de efterlader hende uden for en butik prøver hun at finde tilbage til hotellet, men for vild. Hun vælger at sætte sig på en bænk og venter på nogle kommer forbi.

* Dette er vores første novelle - Der kan også være frastødende ord og handlinger så det er på eget ansvar *

18Likes
20Kommentarer
2478Visninger
AA

7. WTF?

"Men Amanda.. Det er fordi.." Jeg kigger afventende på Niall som nervøst kigger ned i bordet. Han ser op på mig og siger: "Amanda, jeg er med i bandet One Direction" Jeg laver store øjne. Det er det band pigerne fra klassen hele tiden snakker om. Det band jeg ikke lytter til. Det band der er en af de små grunde til at pigerne ikke kan lide mig. Fordi jeg som den eneste der ikke lytter til det. Nu forstår jeg pludselig hvorfor Niall virkede så bekendt. Han er jo for fanden med i et verdens kendt boyband og jeg har ikke lagt mærke til noget som helst. Nu føler jeg mig helt lille. Ej helt ærligt hvordan kunne jeg ikke have lagt mærke til det! Nu jeg tænker over det så har Niall også haft solbriller på. Der også mange der har gloet på os. Men der er da ingen der er kommet hen for at få en autograf. Vent er det ikke kun sådan nogle teenager der er fan af dem? Jo! Så er det derfor. Alle er jo i skole. Kloge Amanda, kloge.

"Er du okay?" Niall's stemme trækker mig ud af mine tanker. Jeg ser på ham stadig chokeret. "Øh. Det er lidt underligt" siger jeg stille. Han griner let sit dejlige grin men stopper og ser på mig "Jeg forstår hvis du ikke vil møde mig igen. Paparazzierne vil tage billeder og medierne vil vide hvem du er. Det skal du vide" Det havde jeg ikke tænkt på. Jeg vil jo gerne møde ham igen men de der blade. Jeg kan allerede se det for mig. Det er nok bare ikke ligeså slemt. Typisk Amanda altid at overdrive. Jeg vil snakke med min mor vil jeg! Og jeg ved jeg får lov. Eller nej. Jeg har ingen anelse. Men hvis jeg ikke må, så gør jeg det!

"Jeg vil gerne snakke med min mor først" Flyver det ud af munden på mig. What the fuck. Hvor er jeg kikset... Nå men Niall nikker bare og smiler som om det er helt normalt. Ej det er det jo også, men det var altså lidt pinligt at jeg bare sagde det. Det var ikke meningen.

"Nu?" Spørger Niall. Jeg tænker lidt men svarer så: "Ja, hvorfor ikke?" og trækker på skuldrene. Jeg rejser mig og går udenfor, hvor jeg finder min mobil og ringer op til min mor. Der kommer tre bib inden den bliver taget: "Det er Diana?" "Hej mor" "Amanda-Boo hvorfor ringer du?" spørger hun forundrende. Ja min mor kalder mig altså ikke skat, eller sådan nogle andre danske kaldenavne, men Amanda- Boo - og alt andet med Boo. Hun er jo englænder. "Jeg ville bare spørge om noget" forsikre jeg. "Så spørg dog" For helvede jeg er spændt. Hvad hvis hun siger nej. Okay ud med det! "Det er fordi jeg har mødt sådan en fyr" "Aha" siger min mor spændt men også bekymret. Hun tror sikkert han har gjort noget. "Han er virkelig flink og jeg vil gerne lære ham bedre at kende. Der er bare et problem" "Hvad er det" "Det er det jeg prøver at forklare men du afbryder hele tiden" Jeg griner lavt. Jeg bliver ikke så nemt irriteret på min mor. "Undskyld" Mumler hun lavt.

"Problemet er at ikke bare er en helt almindelig dreng, mor. Han er kendt.." siger jeg usikkert. Der bliver stille i den anden ende og jeg bliver usikker på om hun stadig er der, men lige da jeg skal til at spørge spørger hun: "Er det en joke?" "Nej mor, det er ikke en joke. Han hedder Niall Horan og er med i boybandet One Direction" "Ehm.. Og du vil spørge om det er okay du ses med ham eller hvad?" Spørger hun og lyder stadig som om hun ikke tror på det. " Jep" "Okay, vil du virkelig gerne møde ham igen?" Jeg tænker kort over det og svarer så: "Ja, men jeg er bare lidt nervøs for de der medier. De opfanger alt!" "Jeg ved det, men du skal ikke være nervøs og hvis du virkelig gerne vil se ham igen så er det okay med mig" Okay hun tror på det. "Tak mor" "Jeg skal altså videre nu. Bye-bye Booboo" "Bye" Jeg ligger på og går så ind igen.

Jeg kommer ned til det bord hvor Niall sidder. Han kigger op fra sin mobil og smiler kort. Jeg smiler igen og sætter mig. "Hva' så?" spørger Niall og ser mig i øjnene. Hans smukke blå øjne der lyser af nysgerrighed.  "Jeg vil rigtig gerne se dig igen" svarer jeg glad. Niall smiler stort. "Godt!" svarer han. -"Skal vi så ikke gå en tur?" "Det kan vi da godt"

 

***

 

-"Og da jeg var fem satte jeg mig på min onkels fødselsdagskage" Siger Niall med et smil. OMG i can't breath, HAHAHHAHAH DET ER ALTSÅ VIRKELIG SJOVT!!! Okay ikke overreger Amanda, han tror sikkert at du er tosset nu da jeg nok ligner en tomat i ansigtet. Jeg laver mit 'pokerface' og Niall kigger mystisk på mig, Niall flækker af grin og jeg kan heller ikke holde masken mere. Niall var nok en af de sjoveste personer jeg kender, og de der blå øjne de er jo helt ufff.

Jeg finder min mobil frem og tjekker klokken, pis. Jeg skal tilbage på hotellet. Låårt. "Ehhh. Niall?" "Ehhh Amanda?" svarer Niall." Altså. Eh. Klokken er sådan... Lidt for. Ja. Eh. Jeg skal tilbage til hotellet...." Niall laver en trist trutmund og jeg er lige ved at flække af grin, men jeg burde holde masken lidt. "Skal jeg... Følge dig 'hjem'?". "Det må du da gerne, altså du skal ikke tvinges", "Jamen! Jeg vil godt" Siger Niall hurtigt. "Så må vi hellere gå" Siger jeg med et glimt i øjet. Okay... Det lyder dumt når man siger 'med et glimt i øjet', nu har du lært det Amanda.

Vi begynder at gå imod hottelet. Vi går egentlig bare i stilhed. Ingen siger noget men det er en behageligt stilhed. Da vi har gået i et stykke tid siger Niall så: "Skal jeg følge dig helt hen til hotellet, eller vil du selv gå der over? For du ved.. Fans..." 

Aww sødt..

"Det er fint nok her" Svarer jeg så.

"Jamen... Eehhh så ses vi jo bare" Svarer han så med et kæmpe smil på læberne. Da han vender sig om  og begynder at gå går jeg helt i panik. "NIALL VENT LIGE" og jeg stormer hen i mod ham.

Tænk lige hvor dum jeg måtte have set ud. Men Niall vender sig om og smiler stort. Det var ikke bare hans øjne der var ufff, for hans smil er da også helt defjamfvkamk. Da jeg står foran Niall bliver jeg nærmest mundlam, især fordi han bare er så.. smuk.. Men jeg får taget mig sammen og krammer ham. det var ikke bare sådan et kort kram, det var mere sådan 'jeg-kommer-til-at-savne-dig-utrolig-meget' kram. "Vi ses snart.. Band medlem" 

BAND MEDLEM, AMEN AMANDA! Det var da det dummeste du nogle sinde kunne sige. 

Han vil synes jeg er mærkelig.

Meget endda.

Niall når lige at grine lidt inden jeg kom i tanke om at jeg skulle skynde mig. "Niall jeg bliver virkelig nød til at løbe nu, det er jeg virkelig ked af..." 

"Amanda... Det er helt fint, jeg ringer senere" Får han sagt i de få sekunder hvor vi har øjenkontakt.

 Men jeg vender mig om, og begynder at løbe hen mod hotellet. Jeg kommer forpustet ind i lobbyen hvor min lærer sidder og læser i en bog. Tydeligvis fordi der også er andre der er ude og shoppe eller sådan noget. Men hun kigger hurtigt op på mig og kigger ned i hendes bog igen. Jeg går ind på mit værelse hvor jeg ser nogle af pigerne sidder og snakker. "Hej" får jeg sagt men de har vist for travlt med at snakke. 

"Ej, nogle siger at Niall Horan er i London lige nu. LIGESOM OS!" 

Lige i det sekund de siger 'Niall' vender jeg mig om. 

"Vil i ikke fortælle mig noget om ham Niall?" Spørger jeg på en sød måde. Måske var det her chancen for at blive venner med dem igen. "Vi troede ikke du var One Direction fan?" siger nogle af dem så. " Jeg har vel lov til at høre noget om dem, ikke?" Svarer jeg så bare en smule flabet igen. 

Det endte faktisk med at de fortalte mig en hel masse om One Direction, indtil min telefon ringede. Det  var Niall, og selvfølgelig skynder jeg mig at tage den. 

"Emhh.. Hej Amanda" Sagde han lidt usikkert. Aww det var da sødt.

"Heeejsa" Svarer jeg så, totalt over glad. 

"Jeg tænkte på om du kunne være sammen med mig i morgen? Sådan. Hjemme hos mig?"

"JA!... Eller.. jeg mener ja." Svarer jeg så med det samme. Vores lærer har jo også sagt at vi ikke rigtig skal lave noget hele ugen, og at det bare var en hygge tur.

"Jamen så ses vi, kan jeg ikke ringe i morgen?" 

"Jo da, men ja... Vi ses" Svarer jeg ham så, og jeg kan virkelig bare slet ikke stoppe med at smile. 

Niall ligger på, og siden jeg stod og så helt vildt mærkelig ud i ansigtet fordi jeg smilede så meget valgte jeg at gå i seng.. Det var måske en dårlig grund til at gå i seng, men altså jeg er lidt over træt....

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Jeg er virkelig helt vildt ked af det over i har fået det her kapitel nu, men der vil komme meget mere fremover.. Men altså det er faktisk min skyld der ikke er blevet skrevet noget for jeg følte lidt at det var stressende. Men bare rolig det synes jeg bestemt ikke mere, og jeg tror at jeg vil starte en movella for mig selv :-).

Jeg håber i ikke er stoppet med at læse. Men jeg kan love jer at der sker en masse spændende ting fremover :-)

Knus BlueBerryPie

Forresten er det ikke rettet igennem. Sorry <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...