The Unknown - One Direction

Amanda skal til London med sin klasse, pigerne fra klassen mobber hende og drengene vil ikke have noget med hende at gøre. Hun bliver tvunget til at gå med pigerne, men da de efterlader hende uden for en butik prøver hun at finde tilbage til hotellet, men for vild. Hun vælger at sætte sig på en bænk og venter på nogle kommer forbi.

* Dette er vores første novelle - Der kan også være frastødende ord og handlinger så det er på eget ansvar *

18Likes
20Kommentarer
2475Visninger
AA

3. London

Nattøj -tjek. Undertøj -tjek. Tøj -tjek. Toiletting -tjek. Mobiloplader -tjek. Okay det var vidst det! Jeg retter mig op og kigger ud mod vejen, vi var der næsten. Jeg sukker højt så min mor kan hører at jeg er meget utilfreds, hun ved at jeg ikke vil med men hun ved ikke hvorfor. Mor kigger på mig og siger: "Skat, det skal nok blive hyggeligt. Det kan være at du lærer pigerne bedre at kende og så ser du jo også landet hvor jeg kommer fra".  Jeg kigger bare op på hende uden at trække en mine. Mor stopper bilen, klikker selen op, stiger ud af bilen og tager min kuffert. Jeg sidder her lidt for at vise at jeg stadig ikke vil med, men min mor råber: "UD!" Jeg sukker lydløst men stiger så ud. Jeg træder ind i lufthavnen hvor de andre står, og mærker alles blik på mig.  Jeg har virkelig lyst til at råbe noget provokerende som: 'Har i fået glosuppe eller hvad?'. Men jeg lader vær' da forældre og lærer står lige ved siden af. "Farvel skat" siger mor og giver mig et tante kys på kinden, jeg hører de andre fnise men jeg ignorer det. 

 

***

 

Jeg får sat mig ned i flyet, og finder mine ipod frem. Jeg kigger lidt på de forskellige numre og vælger så sangen 'Dance With Me Tonight - Olly Murs'. Jeg elsker hans sange, de får mig til at glemme alle mine problemer. Jeg vender mig om og kigger på pigerne bagved, de sidder og snakker om Justin Bieber og et eller andet boyband kaldet One Direction. Pigerne hader mig også fordi jeg ikke lytter til det samme musik som dem. Jeg vender mig om og kigger ud af mit vindue, og ser at vi skal til at lette. 

Flyveturen tog cirka halvanden time og nu står vi og venter på bussen der skal kører os til hotellet. Hmm, pudsigt nok så kommer bussen nu... "Alle sammen ind i bussen! Husk jeres kufferter og hinanden!"  Jeg rejser mig og giver min kuffert til chaufføren som ligger den ind til de andres. Jeg går ind i bussen, sætter mig alene og tager igen min Ipod frem. Vi har fået af vide at det godt kunne tage en halv time inden vi var ved hotellet. 

 

***

 

Jeg sidder på min seng, i mit, Michelle og Christinas værelse. De andre piger var gået ind til Jennifer og dem hun nu delte værelse med. Jennifer var min bedsteveninde før jeg blev deprimeret. Nu er hun en af dem der mobber mig mest og 'lederen' af pigerne i klassen. De har rum ved siden af og jeg kan hører at de høre One Direction. Jeg ved ikke noget om One Direction. Eller jeg kan genkende deres sange... Ikke at jeg har noget imod dem, men det falder ikke i min smag. Jeg hører pigerne slukke musikken og to sekunder efter kommer min lære ind. "Der er mad. Nu." Siger hun og vender med det samme om igen. Jeg rejser mig fra sengen, går ud af hotelværelset og ind i spisesalen. Jeg sætter mig imellem Christina og Nikolaj. Christina er den pige som mobber mindst. Jeg tror hun mobber med fordi hun er bange for at hun selv bliver mobbet. Maden kommer på bordet. Jeg rækker frem mod lasagnen og tager for mig. Jeg spiser mit lasagne, selvom  det er sten hårdt. Jeg sukker så og går hen mod skralde spanden, jeg kigger ned mod den klamme paptallerken og smider den så ud. Jeg kigger hen mod bordet og ser at næsten alle er gået fra. Jeg krydser fingre for at de ikke er gået ind på vores værelse, jeg vil virkelig ikke høre på alt deres tøsefnidder!

Nogle gange ønsker jeg mig at alt og alle bare kan forsvinde. Jeg er træt af livet, jeg er træt af mennesker, hvorfor sker der aldrig noget godt? Jeg sidder i sengen indtil jeg hører min mobil's SMS tone, jeg fisker mobilen op af lommen og ser en SMS fra mor #Hej skat, hvordan går det? Mor#. Jeg orker virkelig ikke at svare lige nu så jeg gemmer den bare til senere. Lige da jeg ligger mobilen fra mig kommer Michelle og Christina ind af døren. Jeg kigger op mod dem og smiler, men siden de ikke engang vil kigge på mig giver jeg bare op. Jeg går ud mod badeværelset efter et kort stykke tid, jeg finder min tandbørste og børster tænder. Jeg kommer i tanke om min mors SMS og svarer hurtigt: #Fint nok.#. Jeg orker ikke noget lige nu så jeg ligger mig under dynen og slukker lyset, mens jeg falder i søvn til en masse hviske lyder fra det andet værelse. 

 

   ***

 

"Så er det op og det er lige nu! Jeg er træt af at i alle bare sover videre. OG DET ER NU!". Argh, jeg hader min lære hun har den værste stemme som skærer igennem alt, og som en lille bonus er hun 57! Christina og Michelle er allerede oppe for jeg kan høre at de står inde på badeværelset og snakker højt om klassens 'hotte' fyr Mathias. Mathias er næsten ligesom Jennifer bare i en drenge version. De to ville være det perfekte 'leder-par'. Jeg tager mig endelig sammen og rejser mig, jeg går nærmest som en zombie hen mod min kuffert. Jeg har valgt en af mine ynglings kjoler, jeg føler mig utrolig afslappet i den (link i kommentar). Jeg halv løber hen mod badeværelset da jeg høre en af pigerne sige til mig at vi skal til at gå ned. Jeg skynder mig at finde min tandbørste og børste tænder. Jeg smider tandbørsten fra mig da jeg er færdig, og vælter det lille glad med tandbørster i. Jeg er nede ved fællesrummet på 0,5. Vores lærer sender mig et modbydeligt blik, og begynder så at tælle os alle sammen. "Heldigvis var der nogle der kunne komme tid tiden, og så var der dem der ikke kunne." Begyndte hun så at sige. Jeg er så træt af hende, hun skal altid være sådan over for sine elever, men istedet for at sige noget flabet som jeg normalt ville gøre, kører jeg bare min hånden gennem håret og smiler. "Som i alle nok ved skal vi da også lave noget imens vi er her. Så jeg har bestemt mig for at i skal ud og shoppe og hygge jer så i kan falde lidt til. Og så i kan finde tilbage igen får i et kort. Pigerne er sammen og drengene er sammen." Siger vores lærer så. Yes! Udflugt, lige det jeg ønskede. Kan i mærke ironien? Men jeg vil nu prøve at være så positiv som muligt. Jennifer har fået kortet og vi er nu begyndt at gå. Vi har lige fundet en kæmpe gå gade, og jeg må sige. London er en smuk by, min mor havde ret det var måske ikke så slemt igen. Pigerne stopper op foran en butik, med en masse leopard og zebra trøjer. De kigger lidt på hinanden og bliver enige om at det er lige noget for dem. Men jeg siger bare at jeg sidder ude og venter, da jeg synes sådan noget tøj er forfærdeligt. 

Jeg har siddet her i en halv time.. Hvor bliver de af? Suk. Hvor lang tid kan det tage at købe en zebra trøje??? Jeg kigger lidt omkring mig. Ingen, kun en klam gammel mand der har stået og kigger på mig i de sidste 5 minutter. Jeg begynder at gå ind i butikken, for at se om de stadig er der. Der var ikke nogle af pigerne fra klassen. Flot. Jeg er blevet væk fra dem! Elller... Så er de gået fra mig? Jeg, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det var jo Jennifer der havde kortet. UDEN KORTET KAN JEG JO IKKE FINDE TILBAGE! Jeg ri nger bare til vores lærer, selvfølgelig. "Hej det Tina" Hører jeg henne fra den anden side af røret. "Hej det er Amanda, de andre piger har" Mere noget jeg ikke at sige før jeg hørte en bib tone. Fuck fuck fuck fuck. Min mobil er gået ud! Så må jeg bare finde hotellet selv... 

 

***

Jeg har gået alene i måske to timer! Jeg kan virkelig ikke finde frem til hotellet. Jeg kan ikke mere, to timer og mine ben er smadret. Jeg kigger rundt og ser at der næsten ikke er nogle mennesker, jeg kan højest få øje på 2-3. Jeg går højest 200 meter mere og så sætter jeg mig ned! Lige da jeg tænkte det så jeg en bænk. Jeg løber så hurtigt jeg kan mod den og sætter mig ned. Mine ben sviger og jeg er farret vild, i LONDON. Først der går det op for mig at jeg ikke kan komme videre. Jeg kan aldrig komme tilbage, aldrig se min mor, aldrig får en kærester eller det perfekte liv jeg ønsker! Jeg mærker noget saltet mod min mund og finder ud af at jeg sidder og græder. Eller jeg græder ikke bare, jeg stor tuder! Jeg græder som jeg nærmest aldrig har grædt før. Jeg folder mig sammen til en klump og bliver siddende der for at vente på nogle kommer og finder mig, men mens jeg venter vil jeg bruge tiden på at græde. Indtil, jeg hører nogle komme gående imod mig. Jeg ved ikke hvem, men han sætter sig ved siden af mig. Han spørger efter lidt tid hvor jeg bare har siddet og hulket: "Er du okay?". Jeg kunne tydeligt høre han ikke var fra England, han havde mere en sød accent. Men jeg hulker videre, indtil han spørger om det samme igen. Jeg vender hovedet som jeg kan se hvem der overhovedet sidder ved siden af mig. Med det samme ser jeg ind i det smukkeste blå øjne. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld jeg er VIRKELIG ked af det over at der først kom et nu. Men jeg håber i nyder det, undskyld hvis der er nogle stavefejl, jeg har ikke lige rettet det igennem. I kan regne med der kommer et søndag eller mandag :-). Xx Camila F. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...