The Unknown - One Direction

Amanda skal til London med sin klasse, pigerne fra klassen mobber hende og drengene vil ikke have noget med hende at gøre. Hun bliver tvunget til at gå med pigerne, men da de efterlader hende uden for en butik prøver hun at finde tilbage til hotellet, men for vild. Hun vælger at sætte sig på en bænk og venter på nogle kommer forbi.

* Dette er vores første novelle - Der kan også være frastødende ord og handlinger så det er på eget ansvar *

18Likes
20Kommentarer
2469Visninger
AA

6. Just us Two

 

Amanda's synsvinkel

Jeg hører et velkendt bib, som betyder jeg har fået en SMS. Jeg åbner min taske og fisker min mobil op. Jeg går væk fra gruppen som står og ser på nogle dinosaurskeletter og ser på displayet. 'Niall :-)'. Jeg får lidt for desperat åbnet beskeden og læser: #Hej Amanda ! Skal i noget idag? Hvis ja hvornår kommer i så tilbage? Jeg kunne godt tænke mig at møde dig igen :-) Hvis altså du har lyst og tid?#. Jeg bliver helt varm i kinderne og skynder mig at kigge op for at sikre mig ingen har set det. #Jeg er lige på museum, som jeg fortalte vi skulle ;-) Jeg vil meget gerne se dig igen! Vi er snart tilbage, jeg ved ikke helt hvornår men måske om et par timer. Jeg skriver når vi er tilbage :-)# Jeg skynder mig tilbage til gruppen som er på vej hen og spise.

 

* * *

 

 

Vi er kommet hjem fra turen og jeg er igang med at gøre klar til Niall og min "tur". Hvis man kunne kalde det det. Jeg havde skrevet til ham da vi var kommet tilbage og at han bare kunne hente mig ved tre tiden -hvilket var cirka nu. Jeg hørte igen Det velkendte Bib og jeg så straks det var en besked fra Niall #Hej :-) håber du er ved at være klar for jeg kommer lige om lidt ! :-)# Jeg glæder mig til at se Niall igen, han virker så sød og meget imødekommende. Jeg ser mig i spejlet en sidste gang og retter på min kjole som er sort med hvide prikker(link i kommentaren). Jeg sætter håret op i en løs knold. Jeg har ikke gjort meget ud af mig men lidt pæn er jeg da..

Jeg tager min taske og løber ud af døren. Uheldigvis løber jeg lige ind i min lære og lander lige på røven. Smerte. Jeg rejser mig og ser på min lærer der i samme øjeblik spørger: "Og hvad skal du?" Væk.. "Jeg skal bare ned på en cafe.. Du ved sådan slappe af og studere folk" Studere folk? Hvor fanden kom det fra? "Studere?" spørger hun skeptisk. Jada det er da lige mig! Nej.. "Jaah" Svarer jeg usikkert. "Nå, men det var faktisk en god ide. Der er mange forskellige typer i sådan en storby som London og det kan være spænende at studere Hyg dig!" Siger hun smilende. Wow, jeg tror det er første gang jeg har set hende smile. Nej, det passer ikke, hun smilede også dengang hun skulle vise klassen et billed af hendes katte! Altså kun nogle af dem. Hun har tretten. Hun er en syg, gammel dame. Altså jeg mener hvordan kan man have tretten katte, i et hus. Og de er alle sammen virkelig tamme og kælne. Og tænk lige på al den katte mad. Hvis de nu får dåse mad! OMFG! Min lære rømmer sig og først der opdager jeg at jeg bare står og glor ud i luften.

Jeg tager blikket fra "Luften" til min lærer og siger lavt tak hvorefter jeg går ned foran hotellet hvor Niall sikkert står efter det jo er lidt tid siden han skrev. Han har sikkert stået der et stykke tid.. Ej, for fanden da Amanda! Jeg trykker på knappen til elevatoren og til mit held åbner den med det samme. Jeg hopper ind og trykker på nul'et som nok står for stue. 

Jeg går ud af elevatoren og hen mod hotellets indgang hvor jeg kan se Niall stå lidt fra dybt begravet i sin mobil. Jeg sætter farten op og kommer udenfor hvor jeg halvløber mod Niall. Jeg står foran ham og endelig opdager han mig. "Hej!" siger han og krammer mig. Jeg krammer kort igen og trækker mig så ud af krammet. "Hej" svarer jeg lavt og ser i hans øjne. Han smukke blå øjne som jeg husker fra igår. "Hvor skal vi hen?" spørger jeg da jeg ligesom ikke ved hvor der er nogle gode eller hyggelige stedder. "Der ligger en lille og hyggelig cafe her i nærheden. Så jeg tænker at vi kan gå der hen?" Han ser spørgene på mig men da jeg jo ikke kender den eller nogle andre svarer jeg bare: "Det kan vi da godt" og smiler. Han smiler hurtigt igen og begynder så at gå efterfuldt af mig. 

Efter fem minutter, hvor vi bare snakkede om turen til det museum vi var på, var vi ved den cafe Niall snakkede om. "Du sagde jo den var lille" siger jeg stille for mig selv men jeg tror at han hørte det for han grinte stille. Har jeg sagt at hans grin er super nuttet og så griner han også ofte, hvilket bare er rart da jeg ikke så tit griner. Jeg har jo ingen at grine med. Eller af. Det lød ondt. Hahah. "Øøøh.. Amanda?" Hører jeg Niall sige. Stod jeg og tænkte i lidt for lang tid? "Undskyld, hvad" svarer jeg, indtil jeg ser at Niall står  inde på cafeén. Jeg åbner døren hurtigt og da jeg rammer noget blødt giver jeg en sjov lyd fra mig. Jeg ser hen på det jeg ramte og det viste sig så at være tjeneren. Ehhhh "excusez-moi" vælger jeg så at få fremstammet. Fransk? Amanda, Fransk! Hvor kom det lige fra!? Jeg kigger hen på Niall, som tydeligvis er ved og dø af grin. Tjeneren ser mærkeligt på mig men går så videre. Jeg ser på Niall og sender ham et ondt blik men han begynder bare at grine højere. "Hvorfor fransk?" spørger han imellem sit grin. Jeg glor bare olmt på ham men bryder så også ud i grin. Det var faktisk virkelig sjovt. Og dumt.

Efter et minut eller to, hvor folk bare har gloet dumt på os, stopper vi dog med at grine og finder et bord. Det blev til et bord helt nede i bunden af cafeen. Der var faktisk virkelig hyggeligt men det undrede mig bare lidt at det blev denne cafe. Der er jo mange andre og bedre cafeer her i London. Altså den her ser ikke ud til at være den bedste cafe man kan finde. Langt fra faktisk. Men den er som sagt hyggelig!

Der kommer en tjener, som nok er omkring de femogtyve hen til vores bor og spøger om det sædvanlige som om vi er klar til at bestille og hvad vi så skal have. Vi beslutter os begge for at bestille en kop kakao hver og tjeneren forsvinder hurtigt igen. Jeg ser på Niall som allerede ser på mig. ”Fortæl mig om dig selv!” siger han pludselig. Hvor fanden kom det lige fra? Nok han mund men altså.. Jeg tænker lidt over hvad jeg skal sige men kan ikke rigtig komme i tanke om noget så jeg spørger bare: ”Som hvad?” Han ser lidt på mig og smiler. ”Jeg kan også bare spørge dig og så skal du svare. Okay?” ”Okay” siger jeg og smiler sødt. 

Han tænker lidt men spørger så: ”Hvor gammel er du?" "Sytten" Han nikker og åbner så munden igen. "Hvad laver du i din fritid?" "Mmh.. Maler og så spiller jeg også lidt guitar" Da jeg nævnte ordet guitar lyste han helt op. "Jeg spiller også guitar!" udbryder han glad. "Fedt" siger jeg og smiler. "Har du nogle søskende?" "Næh, jeg er enebarn" Han nikker og går så videre til næste spørgsmål: "Hvad hedder din mor og far?" Pokkers! Jeg havde virkelig håbet at det ikke ville komme. Men han kan vel lige så godt vide det. Jeg bider mig i læben men siger så: "Min mor hedder Diana og min far hed Michael. Han døde da jeg var ti" sagde jeg stille. "Ej, det er jeg altså ked af" Jeg smiler svagt til ham. Det er ikke så tit, faktisk aldrig, jeg taler om det så det er hårdt men også rart at sige. "Det gør ikke noget, det er jo lang tid siden" Niall smiler opmuntrende til mig.

"Han døde af et pludseligt hjertestop" siger jeg og synker en klump. Jeg ved ikke hvorfor jeg siger alt dette men jeg har bare brug for at komme ud med det. Jeg har aldrig sagt det til nogen før. Ikke engang min mor. Det kan jeg ikke. Jeg mærker at mine kinder bliver våde og kort efter sidder Niall ved min side med armen om mig. Jeg græder lavt og lige nu er jeg glad for at vi sidder helt i bunden af cafeen. Niall vugger mig fra side til side imens han svagt nynner en beroligende sang jeg dog ikke kender. Jeg stopper hurtigt med at græde og trækker mig lidt væk fra Niall så jeg kan se ham. "Det er jeg altså ked af" siger Niall og kigger mig i øjnene. Jeg ser undrende på ham. "Det var da ikke din skyld. Du kunne ikke vide det" "Er du sikker?" "Ja!" siger jeg og smiler.

Jeg trækker mig længere væk fra Niall så han ikke sidder med armen om mig mere. "Nu må det være min tur til at forhøre dig!" Udbryder jeg og ser på Niall som har løftet det ene øjenbryn. "Jeg var ikke færdig" "Det er lige meget. Du spørg' bare senere" Han trækker på skuldrene. "Så forhør mig" "Hvor gammel er du?" "Atten. Jeg fylder snart nitten" Jeg nikker. "Hvorfor er du flyttet hertil?" "Det har noget med min karrierer at gøre" "Hvor boede du før?" Han smiler svagt og siger: "I en lille by der hedder Mullingar. I Irland" Mmh.. "Har du nogen søskende?" "Jeg har en bror. Han hedder Greg og er fireogtyve" "Hvad hedder dine forældre?" " Min mor hedder Maura og min far hedder Bobby" Jeg klemmer et grin inde da han siger Bobby. Jeg har virkelig aldrig hørt om en der hedder Bobby. Niall kigger undrende på mig. "Hvorfor grinede du?" "Ej undskyld, men jeg har aldrig hørt om en der hedder Bobby. Det er ikke så normalt i Danmark" Han griner kort og trækker på skulderne.

Niall ser alvorligt på mig og spørger: "Amanda?" "Ja.." "Jeg synes du virker rigtig flink og jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Jeg vil ikke lyve for dig og du må ikke flippe ud. Jeg kan forstå hvis du ikke vil have noget med mig at gøre efter jeg har fortalt dette" Ikke have noget med ham at gøre? Hvad betyder det? Gisp. Er han stripper?!

 

___________________________________________________________________________________________

Mange mange mange gange undskyld for det meget forsinket kapitel, men vi har ikke haft tid :-( 

Håber i kan lide det nye kapitel :-D Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...