Life as different 13+ NY TITEL

Brooke som historien handler er en helt almindelig teenager med skole, job, masser af venner, men når ja så er der lige det at hun er havfrue. Brooke er vildt forelsket i Jake, men han ved ikke noget om hende, det er der ingen udover familien der gør. Hvordan vil det gå når de begynder at se en del til hinanden. Vil Brooke kunne holde på hemmeligheden eller....

16Likes
37Kommentarer
1798Visninger
AA

7. Tabet af Jake

Næste morgen vågnede jeg og var helt færdig, jeg havde ikke sovet det meste af natten, fordi jeg lå og tænkte på det der var sket i går og om hvordan det ville påvirke Jake og min situation.

Mit vække ur havde endnu ikke ringet, så jeg tog min mobil, der lå på mit natbord, for at se hvad klokken var. Den var kun halv fem og jeg skulle først rigtigt op klokken 7, jeg overvejede at ligge mig til at sove igen, men kunne mærke på mig selv, at jeg alligevel ikke ville kunne sove mere, så jeg valgte at stå op. Jeg besluttede mig for, at jeg vil gå ned til stranden, som ligger under 1 kilometer fra vores Hus. Jeg vælger ikke at ligge make-up eller sætte hår, da det alligevel bare ville blive ødelagt, da jeg skal ud og svømme. Da jeg kommer ned på stranden er der ingen mennesker, dels fordi det er så tidlig og dels fordi det er en lidt kølig og overskyet dag i dag. Jeg elsker denne strand, der er så fredfyldt og her er heller aldrig overbefolket om sommeren, fordi den er så stor.

Jeg gik hen over det bløde tørrer sand i bare tæer og nyder hvordan, hvert enkelt lille sandkorn kærtegner mine fødder. Da jeg når ned i enden af stranden, går jeg om bag et lille klippefremspring, som er mit hemmelige sted, det er ikke til at se, omme fra resten af stranden, så det er det ideelle sted, at gå ubemærket i vandet. Jeg kiggede mig om, for at være sikker på, at der ikke er nogle. Jeg løber ud i vandet, til jeg når det dybe vand, her hopper jeg forover i luften, ligesom når man laver et hovedspring fra en vippe, i luften inden jeg kommer ned under vandet, bliver jeg forvandlet og jeg dykker ned under vandet som havfrue. Jeg elsker at svømmede rundt og udforskede havet, der er så mange skjulte ting, som er fuldstændig fortryllende. Jeg svømmede rundt i en gammel skibsruin, som jeg har gjort så mange gange før. Inde i ruinen er der fuld af dyreliv og fisk i alle mulige farver svømmer rundt om mig. Man kan se at skibet engang har været meget fornemt, der er stadigt flotte forgyldte udskæringer i træet og hele skibets yderside, er præget af prægtige udskæringer, der er en konge værdig. Delfiner svømmer ud og ind af skibet og leger, ja selv hajerne svømmer lige i nærheden, men de gør mig af en eller anden grund ikke noget. Mens jeg svømmer rundt, tænker jeg på Kristen, hun er ikke så vild med at svømme og har aldrig været ude i havet, faktisk ønsker hun slet ikke, at være en havfrue, men har bare affundet sig med det. Tiden flyder når man svømmer rundt i havet og studere rævene og alt dyrelivet. Efter et stykke tid beslutter jeg mig for at svømme mod land, da det sikkert snart er tid til, at jeg skal gøre mig klar til skolen, jeg kunne svømme rundt i havet for evigt, men jeg kan se, at der er blevet lysere, når jeg kigger op mod overfladen, så det betyder, at der så småt snart begynder at komme mennesker på stranden og jeg skulle gerne være væk inden. Jeg svømmer mod land og da jeg er lige ved at være inde, stak jeg forsigtigt hoved op over vandoverfladen, for at se, om der skulle være kommet nogle mennesker på stranden, men stranden er stadig helt menneske tom. Jeg svømmede helt ind til jeg ikke kan svømme mere også trak jeg mig det sidste stykke op på land og ind i ly i klippefremspringet, det er ret besværligt når man ikke har nogle ben, for man kan ikke bare lige løbe væk, hvis man bliver forvandlet et offentligt sted. Jeg vælger at sætte mig i ly af klippefremspringet og få ben på en ”naturlig” måde. Mens jeg venter på mine ben, sidder jeg og tænker for mig selv.

Gad vide hvor lang tid jeg kan holde vejret under vandet? Indtil videre har jeg kun være under vandet i lidt under en time, men en da vil jeg prøve at teste det.

Hvad skal jeg dog gøre, hvis Jake ikke vil have noget med gøre med mig mere?

Hvad nu hvis jeg har skræmt ham væk, ja jeg var da selv ret skræmt og det er endda mig der er havfrue.

Gad vide om det egentligt hedder en havmand, hvis det er en mand, findes der over hovedet havmænd, eller er mig og min søster de eneste havfruer i verden samt vores forfædre, men hvorfor skulle det kun lige være os, der må da være nogle andre der ude et sted.

Jeg var så opslug at mine tanker, at jeg slet ikke lagde mærke til da jeg fik mine ben igen.. Jeg rejste mig op og går om til resten af stranden. Der er begyndt at komme en smule mennesker, men de er langt væk og jeg kunne kun ane dem som silhuetter mod den opstående sol. Jeg træskede hjem i et langsomt tempo. Jeg elskede at gå rundt om morgenen og se på alle fuglende der stod op sammen med solen og begyndte at synge deres smukke sange. Jeg elskede også den fredfyldte stemning på gaderne, uden folk der styrter rundt, fordi de enten har travlt eller er ved at komme for sendt til noget. Inden jeg når at se mig om, er jeg hjemme. Da jeg gik ind at hoveddøren kunne jeg høre at Kristen er stået op og puslede rundt ude i køkkenet. Jeg stak hovedet der ud og sagde:

”Godmorgen”

”Godmorgen, hvordan går det i dag”

”Bedre, men jeg bliver helt knust indeni, når jeg tænker på, at jeg måske har mistet Jake.”

”Det skal nok gå alt sammen, hvis han er den rette vil have prøve at forstå, selvom du ikke kan fortælle ham noget.”

”Jeg ved snart ikke, det er nemt nok at sige for dig, du så ikke hans reaktion” Kristen trak bare på skuldrende så jeg vente mig om og gik op mod mit værelse.

Da jeg sad i billen på vej til skole, begyndte min mave lige så stille og slå koldbøtter af nervøsitet, nu nærmere jeg kom skolen. Jeg parkerede så langt væk fra indgangen som muligt, for at have tid til at tænke, over hvad jeg skulle sige til Jake, når jeg så ham. Selvom jeg havde hele vejen fra bilen af til at tænke, var det ikke nok og da jeg nåede hovedindgangen havde jeg stadigt ikke fundet på noget.

Jeg sukkede og åbnede den store tunge hvidmalede egetræsdør, der udgjorde vores hovedindgang.

På gangen var der elever over alt, der snakkede om hvad de skulle lave i morgen aften, når der var fredag og alle skulle i byen. Jeg vandrede følelseslam rundt, uden rigtigt at registrere omverdenen.

Jeg nåede ned til klasse og lige da jeg kommer ind af døren, sidder Jake bare på sin plads og kigger ud i luften, han ser meget træt ud og jeg gætter på han heller ikke, har sovet i nat. Jeg tog en hurtig beslutning og gik direkte hen til hans plads og sagde.

”Vil du ikke lige komme med mig et øjeblik?” Jake kom med en protesterende lyd

”Please”

Jeg kunne se han tog en dyb indånding

”Okay men, så også kun et øjeblik” han rejste sig modvilligt op og fulgte efter uden et ord.

Jeg gik også bare, uden at sige et ord, førte ham ned at gangen, til vi kom til et stykke af gangen helt nede for enden, hvor der ikke stod andre elever.

Vi standsede og der var pinlig tavshed, hvilket der aldrig havde været før.

”Vil du ikke godt fortælle mig, hvad du tænker” bad jeg med et forpint udtryk i ansigtet.

”Jeg kan ikke fortælle dig hvad jeg føler, når jeg ikke engang selv ved, hvad jeg føler, hvad jeg skal tror” svarede han med et følelses koldt udtryk, som jeg håber skylles at han var bange og usikker og ikke at han var ligeglad med mig.

”Jeg ved godt det er svært, men lad det nu ikke skille os ad”

”SÅ FORTÆL MIG HVAD DU ER, FOR ALMINDELIGE MENNESKERS SÅR HELER IKKE BARE” nærmest halv råbte han

”SHH, dæmp dig lidt, folk kan høre dig” Tyssede jeg i et nervøst tonelege, men det så ikke ud til nogle havde hørt det.

”HVORFOR? ER DER DA NOGET DU SKJULER FOR MIG” fortsatte han bare i samme hårde tone lege, men inden under hårdheden kunne man høre usikkerheden, det sårede og frygten

”Jeg skjuler ikke noget for dig” løj jeg mens jeg desperat prøvede at få ham til at dæmpe sig

”NÅ, SÅ DET GØR DU IKKE, DET ER JO OGSÅ HELT NORMALT AT ENS HUL I HOVEDET PLUDSELIGT ER FORSVUNDET, SOM OM DET ALDRIG HAR VÆRET DER.” Råbte han med en sarkastisk tone.

”J-je-jeg, jeg kan bare ikke fortælle dig mere” sagde jeg med grød kvalt stemme, for jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne fortælle ham det hele, få ham til at forstå mig og lide mig igen.

”HA” jeg kiggede på ham med et forskrækket udtryk.

”SÅ DER ER ALTSÅ NOGET DU SKJULER” han sagde det med en ophidselse og vandvid i øjnene, der grænsede til det sindssyge og jeg kunne ikke bebrejde ham, for hvad ville man ikke selv sige og gøre hvis det var omvendt.  

”J-Jeg er ked af det jeg er nød til at gå” sagde jeg og vente mig om og løb mod toilettet, med tårende trillende ned af kinderne på mig.

”JA, LØB DU BARE LIGE SOM SIDST” han var vred over jeg løj, men jeg kunne jo ikke gøre andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...