Life as different 13+ NY TITEL

Brooke som historien handler er en helt almindelig teenager med skole, job, masser af venner, men når ja så er der lige det at hun er havfrue. Brooke er vildt forelsket i Jake, men han ved ikke noget om hende, det er der ingen udover familien der gør. Hvordan vil det gå når de begynder at se en del til hinanden. Vil Brooke kunne holde på hemmeligheden eller....

16Likes
37Kommentarer
1808Visninger
AA

6. Snakken med Kristen

Brooke´s synsvinkel

 

Jeg Smed bilen ind i indkørselen og løb op til hoveddøren, fumlede med nøglen i låsen og da jeg endelig fik den op, smækkede jeg den op, så den ramte hårdt ind i væggen.

Jeg sparkede skoene af med en voldsom bevægelse og med ét kom min søster Kristen løbende ud i gangen

”Hvad sker der dog!” Spurgte hun med et forvirret udtryk i ansigtet

”Jeg.. Jake..Vand…Sår..Væk..!” Jeg prøvede virkeligt, at tale sammenhængende, men det var det eneste der ville over mine læber, sammen med en masse halvkvalte paniske græde lyde.

”Rolig, kom med ind i stuen og sæt dig ned” foreslog hun med et bekymret udtryk i ansigtet

Jeg fulgte tomt med og satte mig i vores dejligt bløde lysegrå sofa, eller den plejede i hvert fald at føles sådan, lige nu lagde jeg slet ikke mærke til det, fordi jeg var så oprevet.

”Okay fortæl mig så helt stille og roligt hvad der er sket” hun havde sat sig ned over for mig og så ærligt talt meget skræmt ud, hvilket nok også havde noget at gøre med, at hun og alle andre var vant til at det var mig, der havde styringen og det var mig, der trøstede de andre, når de var kede af det.

Jeg tog en MEGET dyb indånding og begyndte så stille roligt og forklare hvad der var sket:

”Jeg var ovre hos Jake her til eftermiddag og vi sad og så film, men så skulle jeg tisse og gik derfor op på toilettet.”

Jeg tog endnu en dyb indånding, inden jeg fortsatte og Kristen sad bare og kiggede koncentreret, men medfølende på mig.

”Da jeg skulle til at vaske fingre, kom Jake Løbende op af trappen, fordi han havde glemt at sige, at vandhanen sprøjtede, men der var det allerede for sendt. Da jeg pga. vandet fik hale, væltede jeg ned i et lille bord at træ og det splitrede selvfølgelig i tusinde stykker.”

Kristen sørgede for at nikke og sige ”Mmm” på de helt rigtige steder og det beroligede mig faktisk så meget, at jeg nu kunne tale i hele sætninger igen.

”Pga. Larmen fra det splintrende træ, kom Jake selvfølgelig op for at se om jeg var okay, han hentede en nøgle og låste sig ind. Da han kom ind, sad jeg på gulvet med hånden oppe til baghovedet, fordi jeg havde slået mig, Jake kiggede og der var en dyb flænge, som sikkert havde krævet flere stæng.” Fortsatte jeg indtil Kristen afbrød mig.

”Hvad mener du med, Sikkert havde krævet, er du ikke blevet syet” Spurgte hun uforstående og gjorde tegn til at rejse sig for at se, men jeg gjorde bare tegn til, at hun skulle sætte sig ned igen.

”Det er netop her det bliver mærkeligt, for da Jake kom tilbage, efter han havde været ude, for at hente en håndklæde at ligge på, var det helet i mellem tiden” sagde jeg og ved de sidste ord, kom alt frygten op i mig igen og jeg brød ud i grød igen.

Kristen sad bare helt uforstående og kiggede på mig med forvirring i blikket, det var som om, hun var forstenet.  Efter noget tid, havde jeg fået kontrol over mig selv igen.

”Jeg ved virkeligt ikke hvad der er sket, men jeg er virkeligt skræmt over det, men på en måde også ligt taknemmelig, for jeg hader at være på hospitaler, de er bare så skræmmende hvide og stirille og alle mennesker går rundt med så alvorlige miner i ansigterne.”

”Ja også mig, altså det med hospitalerne, har du oplevet det her før” Spurgte Kristen med et alvorligt blik.

”Nej det er første gang, men det er også rigtigt længe siden, jeg har slået mig”

”Ja også mig, men vi kan jo kun finde ud af, om det er noget der sker hver gang på en måde” Sagde kristen i et mærkeligt energisk tonelege og spang op og begyndte og gå med hastige skridt ud i køkkenet. Jeg sad lidt og kiggede uforstående efter hende, indtil det gik op for mig, hvad hun havde tænkt sig. Jeg løb efter hende, for at stoppe hende.

”Du har da vel ikke tænkt dig, at gøre skade på dig selv, bare for at finde ud af, om det sker hver gang” Spurgte jeg i et nervøst tonefald.

”Nej da ikke sådan rigtigt, jeg vil bare teste det”

Selvom jeg ikke var vild med det, var jeg også nysgerrig og jeg viste også at når Kristen havde noget for, så var det meget svært, at overbevise hende om noget andet, så jeg så bare stille til mens hun gik over i køkkenskuffen og tog en kniv op, hun stak spidsen af kniven ind i blommen på hendes venstre tommelfinger, så en skindende mørkerød blodråbe lige så stille piblede frem. Derefter gik hun over og tog en stykke køkkenrulle og tørrede dråben væk, jeg gik nærmere for bedre at kunne se og der hvor blodet var kommet ud fra, var der nu ingeting at se. Denne gang var det ikke lige så skræmmende at være vidne til, fordi det ikke skete på mig krop.

”Sejt, vi helet når vi har slået os” Sagde Kristen med fascination i stemmen og ærefrygt i øjnene.

”Ja, det ser sådan ud” sagde jeg bare som en anden bøv, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige, for hvad siger man lige, når man har fundet ud af, at man som havfrue, kan hele når man slår sig, selv i menneske skikkelse?

Mig og Kristen gik hver til sit, jeg gik op på mit værelse og hun gik ind i stuen. Resten af aftenen så vi ikke meget til hinanden, kun lige da vi skulle have noget at spise, men ellers ikke for vi havde begge to en del der skulle fordøjes.

                                                                                                                                      

Kunne godt tænke mig at høre om der overhovedet er nogle der læser med. så kan i ikke lige skrive om jeg skal ligge mere ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...