Accept who i am ☠ One Direction

16-årige Angelica Payne er anderledes end mange af de andre piger på sin alder. Angel - som de fleste kalder hende - er ved at blive uddannet soldat eller faktisk er hun ved at blive udannet Præmierløjntant, og drømmer om at komme i slagmarken. Grunden til drømmen om slagmarken, er på grund af to ting; Hun vil gerne gøre en forskel og så vil hun også gerne dø. Hun føler ikke hun er til nogen nytte i verden, da hendes forældre har droppet hende og Liam ikke har taget kontakt til hende siden han kom på 3. plads i x-faktor for to år siden. Da Angel endelige er klar til at tage til Afganhistan som den yngste præmiere løtnant i historien, må hun ikke for sine forældre, fordi de har andrer planer; hun skal hen til Liam. De vil sende hende hen til Liam, for at få hendes tanker væk fra slagmarken. Whats happening da Angel møder drengene? og hvad sker der når liam der intet har vidst opdager sin søsteres karriere?? Plitiet siger aldrig nej til en Præmierløjtnant, så hun får hrtigt et job.

42Likes
57Kommentarer
4249Visninger
AA

4. Who i am

Angels P.O.V.

 

Dagene er begyndt at flyde sammen. Liam er ikke så ofte hjemme, hvilket passer mig fint. Han spørger mig hver gang om jeg vil med men jeg takker nej. Der jeg for det meste ser ham er når han tvinger mig ud i køkkenet og spise aftensmad. Jeg har ikke spist særligt meget siden jeg kom, og det er nok omkring en måned siden jeg kom. Det er omkring 2 uger siden at min patrulje tog til Afghanistan. Jeg har ikke modtaget nogen sms'er om at nogen fra min patrulje er kommet til skade, hvilket er et lille lyspunkt, men alligevel trænger jeg til at høre fra dem. 

Liam er ofte hos de andre drenge eller hans kæreste, Danielle. Jeg er på mit værelse 24/7 og fordriver tiden med at sove, kigger på min telefon i frygt om at få en sms fra en fra patruljen, spille nedern spil på den computer jeg har fået af Liam og høre Part of me om og om igen. 

I det samme banker Liam på min dør. "Hvad vil du?" spørger jeg ham da han træder ind, uden at kigger på ham. "De andre drenge kommer her om en halv time. Vil du i der mindste ikke bare komme ud og hilse på dem? De vil rigtig gerne snakke med dig." Jeg kigger op på ham og han kigger tilbage. "Måske." mumler jeg og kigger igen på computeren foran mig. Jeg sidder og stirrer på videoen til Part of me, som jeg har gjort en million gange før. Den sang og den video passer bare så perfekt til mit liv.  

Liam sukker og forlader mit værelse. Jeg rejser mig og går over til mit skab og finder det normale sæt tøj og fortsætter ud på badeværelset og går i bad. 

Jeg trækker i mit tøj og reder mit hår. Mit hår sætter jeg op i den normale hestehale og så trækker jeg min cap ned over hovedet. I det samme ringer dørklokken. Åh nej. Liams venner er har og vil snakke med mig. Med et suk forlader jeg badeværelset og fortsætter ind på mit eget værelse uden at sige hej eller noget. 

Lidt efter banker Liam på min dør. 

"Vil du ikke godt komme ud og snakke med de andre drenge?" "Nej. Jeg gider ikke." "Helt ærligt Angel! Du har ikke gidet snakke med mig i over en måned og du har ikke haft lyst til at komme med over til drengene den sidste måned! Hvad er der galt?" Liam har hævet tonefaldet og lyder vred, men det hindrer mig ikke i at flippe ud på ham; 

"Tror du ikke at der r en grund til at jeg knapt nok forlader mit værelse? Er det bare fordi at jeg er doven, eller er der måske en grund?" skriger jeg ad ham. "Så fortæl mig dog hvad jeg kan gøre for at du bliver glad?! Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis jeg ikke ved hvad jeg skal hjælpe med!" råber han igen. "Jeg er f*ndme træt af di, Liam! Det er for sent at hjælpe mig. De beslutninger der skulle tages for at ingen kunne hjælpe mig, blev taget for flere uger siden! Af mine forældre!" Tårerne er begyndt at strømme ned af mine kinder i raseri. "Forstil dig at en pige har er storebror der er 2 år ældre. Storebroderen er Ih, så perfekt, mens at lillesøsteren tilbringer alle sine eftermiddage efter skole alene på sit værelse. Den eneste der viser omsorg for hende er hendes, Ih så perfekte, storebror. Men storebroderen deltager i et show, får nogle fantastiske venner og glemmer lykkeligt alt om sin lille uperfekte lillesøster. Han efterlader sin søster kun med nogen forældre, knap nok vil have noget med hende at gøre. Søsteren melder sig ind i hæren, i håb om måske en dag at få opfyldt sit største ønske, og i håb om t finde bare en, der vil have noget med hende at gøre. Hun finder hele 6, og sammen har de tænkt sig at  tage til Afghanistan og kæmpe side om side og gøre en forskel. Men kun de seks tager der ned, for pigen for ikke lov. Hun skal i stedet forlade de 6 personer som er de der vil have noget med hende at gøre, for at skulle bo hos sin bror, der var grunden til at hendes liv blev til et helvede, i flere måneder. Hvordan tror du pigen har det? Prøv at sætte dig i hendes sted, så ved du hvordan jeg lever mit liv!" skriger jeg i hovedet på Liam. Han står bare bare og kigger mig i øjnene og jeg kigger tilbage med lynende øjne. Jeg skal til at træde væk fra ham da han tager fat i min arm.

"Er du medlem af hæren?" spørger han og kigger på uroligt på mig. "Ja! Jeg var f*ndme premierløjtnant og patruljeleder! Er det slet ikke faldet dig ind at der print der er på min jakke, mine bukser og min cap, er camouflage-print?" hvæser jeg ad ham. "Hvad var 'pigens' ønske.?" "Pigens ønske er at dø! At udrette noget og dø derefter! Hun ville dø derefter, fordi hun ikke føler at der er noget at leve for bag efter. Jeg havde nogle venner der forstod mig. De forstod hvordan jeg havde det, for f*nden! Endelig havde jeg fået nogle fantastiske venner, der snakkede med mig når jeg var trist, de kan tænke konstruktivt under pres og så er de der f*ndme når jeg har brug for dem, i modsætningen til dig! Jeg ville være død for længst, hvis ikke at de havde været der for mig. De er tættere på at være min familie, end du nogensinde har været og nogensinde vil blive."

Jeg træder forbi ham og går ud af døren. Liams fire venner kigger på mig da jeg træder ud. "Jeg gider ikke have en af jer løbende efter mig om lidt, okay?!" hvæser jeg surt af dem. Hvis blikke kunne dræbe, var de alle sammen faldet døde om på stedet. Jeg trasker ud i gangen og tager mine sko og min jakke på. Lige før jeg smækker døren efter mig hører jeg dem alle sammen rejse sig. Sikkert for at gå ind og snakke med Liam. Jeg løber ned at trapperne og ud på gaden.

Jeg har brug for at køle lidt af. Jeg aner ikke hvordan, men der må være et eller andet i en by som London. Jeg kigger mig lidt omkring på gaden. En dame i fyrrerne er det nærmeste menneske. Jeg går hen mod hende og smiler til hende. 

"Undskyld, men kan de fortælle mig hvor den nærmeste politistation ligger?" spørger jeg hende. Hun nikker og forklarer mig vejen. Jeg takker og løber den vej hun fortalte mig. Stille og roligt går jeg ind på stationen og hen til en skranke hvor en dame sidder og tygger tyggegummi. 

"Har i en skydebane jeg kan låne en times tid?" spørger jeg hende. "Du skal være medlem af politiet eller hæren for at kunne låne en bane." svarer hun uden at kigge på mig. I min jakkelomme finder jeg en slags pas, med mit job. Jeg smækker det op på skranken og hun tager i mod det. Hun kigger for første gang på mig. "Ned af gangen. tredje dør til højre." siger hun og afleverer mit pasting. Jeg takker og går ned mod lokalet. 

Der er en masse andre der står og øver sig på at ramme. Nogen kan knap nok ramme. Jeg går hen til en mand ved en skranke og får udleveret en pistol. Jeg lægger min jakke på gulvet ved siden af den bane jeg skal skyde på. 

Efter jeg har stået og skudt et kvarters tid er jeg efterhånden faldet til ro igen, da jeg har glemt alt om mit skænderi med Liam.  En mand iført politiuniform, på omkring de 25 kommer over til mig. 

"Jeg syntes ikke jeg har set dig her før? Er det rigtigt?" spørger han mig. "Angelica Payne. 16 år." fortæller jeg ham mellem to skud. "Du skyder godt." siger han og kigger ned på den efterhånden meget hullede dukke. "Det bliver man nødt til når man er premierløjtnant." siger jeg igen uden at kigger på ham. "Er du premierløjtnant? Hvorfor er du ikke i Afghanistan?" spørger han og kigger forundret på mig. "Spørg mine forældre." Jeg vender mig væk fra banen, tager min jakke og går hen for at afleverer pistolen. 

Efter at have afleveret pistolen fortsætter jeg igen uden for. Solen daler langsomt ned i det fjerne og det begynder stille at regne. Et lydløst suk forlader mine læber. Skænderiet med Liam dominerer igen mine tanker. Jeg overreagerede måske en lille smule, men jeg havde brug for at fortælle ham at han var med til at gøre mit liv til at helvede. Jeg begynder stille at gå tilbage mod den vej Liam bor på.

I det samme ringer min telefon. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...