Accept who i am ☠ One Direction

16-årige Angelica Payne er anderledes end mange af de andre piger på sin alder. Angel - som de fleste kalder hende - er ved at blive uddannet soldat eller faktisk er hun ved at blive udannet Præmierløjntant, og drømmer om at komme i slagmarken. Grunden til drømmen om slagmarken, er på grund af to ting; Hun vil gerne gøre en forskel og så vil hun også gerne dø. Hun føler ikke hun er til nogen nytte i verden, da hendes forældre har droppet hende og Liam ikke har taget kontakt til hende siden han kom på 3. plads i x-faktor for to år siden. Da Angel endelige er klar til at tage til Afganhistan som den yngste præmiere løtnant i historien, må hun ikke for sine forældre, fordi de har andrer planer; hun skal hen til Liam. De vil sende hende hen til Liam, for at få hendes tanker væk fra slagmarken. Whats happening da Angel møder drengene? og hvad sker der når liam der intet har vidst opdager sin søsteres karriere?? Plitiet siger aldrig nej til en Præmierløjtnant, så hun får hrtigt et job.

42Likes
57Kommentarer
4245Visninger
AA

9. No!

NEJ! Hun lyver! Det kan ikke være rigtigt!

Det skal være løgn! Sophia lyver! Inderst inde ved jeg jo godt at det er løgn, at hun lyver for mig. Hvorfor skulle hun dog også det?! Lydløst begynder tårene at trille ned af mine kinder. Jeg var der ikke engang til at siger farvel.

Undskyld Lasse.

"Jeg bliver altså nød til at løbe. Undskyld Angel." Sofia lægger på. Da jeg hører lyden der fortæller at jeg ikke længere har forbindelse, kaster jeg af al kraft min telefon ind i væggen. Hulkene baner sig vej fra halsen og ud i det virkelige liv. Stadig stærkt grædende åbner jeg døren for at gå ud og hænge min jakke op og tage mine sko af. 

"Angelica?" lyder en stemme da jeg er på vej tilbage til mit værelse. Jeg vender mit blik mod den dreng der sidder i Liams sofa. Han kigger spørgende på mig. "Hvor er Liam?" spørger jeg ham og ignorerer hans spørgsmål. "Han skulle ud at købe ind, så han bad mig komme og se efter dig." lyder hans svar. "Jeg er altså ikke noget barn." på trods af mit humør, for jeg alligevel svaret igen på en mere eller mindre flabet måde. Min vrede på drenge der bare sidder der, har stoppet tårene.

"Vil du ikke ikke nok droppe det der, Angelica? Du er ikke klar over hvor ked af det Liam er. Jeres forældre blev ved med at fortælle Liam at du rigtig gerne ville herhen. Liam vidste ikke hvad du havde lavet i de to år han ikke har set dig og hvada dit mål med livet var." sukker drengen der stadig sidder i sofaen. 

"ER. Hvad mit mål med liver ER." retter jeg ham stædigt. "Drop det nu, Angelica. Det hjælper ikke om det var eller er, for du kommer sandsynligvis aldrig til at gøre det." "Liam er da bare også en kylling, hvis han sætter en af sine venner til at prøve at snakke mig til noget andet. Hvis jeg ikke var taget i hæren, kan jeg love dig for at jeg var et læst kapitel i Liams liv. Jeg er lige for nogle minutter siden startet på et kapitel, som jeg sandsynligvis aldrig bliver færdig med." "Hvad handler kapitlet om?" spørger drengen og kigger på mig på en måde, som er dyt irreterende. "Hvad nu hvis Niall døde? Han er den lille nuttede, der altid smiler i jeres gruppe. Sådan en er der i enhver gruppe. Ham der spillede den rolle i vores gruppe har vi lige mistet til et skud i maven. Vi har alle en rolle i dette liv. Lasses rolle var at være den der altid smilede og var positiv." tårene begyndte at trille allerede efter anden sætning og jeg vil tro at drengen der sidder i sofaen, knap fik halvdelen af det med, på grund af mine højlydte hulk. 

Jeg gemmer ansigtet i hænderne og lader gråden og hulkene komme ordenlig til. I det samme mærker jeg nogle arme omkring mig.

"Undskyld, Louis." 

***

Det er mørkt da jeg vågner igen. Jeg sætter mig op og et suk skiller mine læber fra hinanden. Jeg var åbenbart faldet i søvn i Louis' arme, da jeg havde grædt ud. Er Liam virkelig så ked at det, som Louis sagde? Stille rejser jeg mig og lister over til døren og åbner den på klem. Ingen Liam. Ingen Louis. Stille åbner jeg døren helt og tripper ud. Er her ingen? Pludselig føler jeg mig meget alene. Jeg vil ikke være alene! Hvor er Liam? Lydløst lister jeg hen til køkkendøren og åbner den stille. Jeg ånder lettet op da jeg ser Liam stå ovre ved komfuret i færd med at lave noget mad af en slags, men alligevel danner der sig en knude i maven.

"Liam?" min stemme er lille og skrøbelig, men alligevel hører Liam den. Liam vender sig om og kigger på mig uden af foretrkke en mine. I det samme begynder tårerene at løbe ned af mine kinder.

"Undskyld Liam! Jeg har været så dum og egoistisk og ikke tænk på andre end mig selv! Jeg er et fjols. Jeg burde bare være glad for at se min bror igen! Je.." Jeg bliver afbrudt af at Liam lægger sine arme omkring mig. 

"Undskyld Liam! Undskyld!" bliver jeg ved med at  hviske hulkende ind i Liams brystkasse. Liam bliver bare stående og vugger mig blidt frem og tilbage mens han stille tysser på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...