Accept who i am ☠ One Direction

16-årige Angelica Payne er anderledes end mange af de andre piger på sin alder. Angel - som de fleste kalder hende - er ved at blive uddannet soldat eller faktisk er hun ved at blive udannet Præmierløjntant, og drømmer om at komme i slagmarken. Grunden til drømmen om slagmarken, er på grund af to ting; Hun vil gerne gøre en forskel og så vil hun også gerne dø. Hun føler ikke hun er til nogen nytte i verden, da hendes forældre har droppet hende og Liam ikke har taget kontakt til hende siden han kom på 3. plads i x-faktor for to år siden. Da Angel endelige er klar til at tage til Afganhistan som den yngste præmiere løtnant i historien, må hun ikke for sine forældre, fordi de har andrer planer; hun skal hen til Liam. De vil sende hende hen til Liam, for at få hendes tanker væk fra slagmarken. Whats happening da Angel møder drengene? og hvad sker der når liam der intet har vidst opdager sin søsteres karriere?? Plitiet siger aldrig nej til en Præmierløjtnant, så hun får hrtigt et job.

42Likes
57Kommentarer
4181Visninger
AA

8. It's my life. Not your.

Angelicas synsvinkel:

Jeg vågner ved at hoveddøren smækker. Et dybt suk forlader mine læber da jeg sætter mig op. Jeg magter virkelig ikke det her! Det værste er at jeg bare sidder på mit værelse og stener Part of Me hele tiden. Jeg ender med at blive fed, hvilket jeg virkelig ikke har lyst til. Med iPod'en i hånden står jeg op og går ud i køkkenet og åbner køleskabet. Hov.. Nogen har slukket for musikken fra min iPod? Jeg mindes i hvertfald ikke selv af have gjordt det. Jeg kigger lidt i køleskabet for at finde ud af hvad der er. 

Jeg lukker køleskabet, for at tjekke om han har alle tingene til pandekager. Hvorfor dog lige pandekager? Jeg bliver jo fed af pandekager! Jeg har på den anden side heller ikke spist så meget på det sidste, og har sikkert tabt mig lidt. Mel, mælk, æg, salt og smær. Og så en hel masse vaniljesukker. Jeg elsker vaniljesukker! Jeg finder en skål og blander det hele og finder derefter en pande. 

***

Jeg hælder en masse sukker på min pandekage og ruller den sammen og begynder så at gumle lidt på den. Hvad skal jeg lave? Jeg har ikke andet at gøre end at vente. Vente på hvad? Hvad er det jeg venter på? På at komme til Afghanistan? - Det kommer jeg jo alligevel aldrig til. Hvad så? På Liam? Hvorfor dog det? 

Jeg bliver snart drevet til vanvid af mine egne tanker. Hvorfor skal jeg også stille mig selv så mange åndsvage sørgsmål? Jeg smider den halvt spiste pandekage på tallerknen og går ind på mit værelse og finder min telefon. Med et suk smider jeg mig på min seng og skriver nummeret ind. 

"Hej, hvem taler jeg med?" lyder en træt stemme. "Angelica, hende du mødte på skydebanen i dag. Du sagde du måske havde et job jeg kunne få?" "Jamen hej Angelica. Det var rigtigt. Hvis du nu møder op på politistationen i morgen klokken 11 kan vi finde ud af det?" "Det lyder fint. Tak. Vi ses i morgen." smiler jeg og lægger på. Så har jeg da lidt at lave, og kan måske møde nogen nye mennesker?

Jeg kigger på uret på min telefon. 23.17. Ikke så underligt at han lød træt. Jeg tror ikke jeg nåede at sove særligt længe før jeg vågnede, men jeg føler mig ikke træt. Jeg går ind i stuen og hen til en af hylderne. Film. Hurtigt lader jeg blikket glide over de mange dvder. Mit blik lander på Dear Jonh. Hvorfor har Liam dog den? What ever. Jeg trækker den ud og trasker over til dvdafspilleren. 

***

Jeg vågner ved at solens lys fra den anden side af vinduet rammer mit ansigt. Jeg må nok være faldet i søvn under filmen, for jeg ligger stadig på sofaen. Det virker ikke som om at Liam er kommet hjem. Han har sikkert sovet hos Harry og Louis. 

Jeg trasker ud i køkkenet og får øje på min halve pandekage fra i går. Den halve bliver smidt ud og jeg tager i stedet en anden og spiser den uden noget. Inde i stuen får jeg øje på uret. 10.13. S*ht! Der er tre kvarter til at jeg stå nede på politistationen! Jeg gumler det sidste af min pandekage og løber ind på mit værelse for at finde noget tøj. For en gangs skyld forbander jeg at jeg ikke har andet tøj en det med militærprint. Jeg griber en t-shirt, et par bukser og noget undertøj og løber derefter ud på badeværelset for at få et hurtigt bad. 

***

"Bare følg med mig, Angelica." siger Micael, som manden hed, og vinker mig med ind på et kontor. "Du vil gerne have et job, kan jeg forstå." Jeg nikker og sender ham et smil. 

Jeg lukkede stille døren efter mig efter at have takket Micael rigtig, rigtig, rigtig mange gange. Smilet kunne ikke fjernes fra mine læber, det var som limet fast. Micael havde måske et job klar til mig i næste uge. Jeg går ud fra politistationen og undertrykker trangen til at skrige højt af glæde. Med et smil på læben vender jeg næsen hjemad. 

"Hvor f*nden har du været henne, Angelica?" Det smil jeg troede ville vare lidt endnu, forsvinder i det samme jeg træder ind af døren. "Jeg har været ude at søge job." svarer jeg ligegyldigt Liam der står og kigger på mig. "Hvad for et job?" spørger han mig. "Kan du ikke være lidt ligeglad? Det er mit liv, jeg bestemmer selv." i det samme kan jeg høre min telefon ringe inde fra mit værelse. Stadig med sko og jakke på træder jeg forbi Liam og tramper ind på mit værelse.

Hvis det er en af dem, kan det kun være dårligt. Jeg bider mig i læben og trykker på besvar. Det første jeg hører er Sophias grådkvalte stemme.

"Han klarede det ikke. Lasse er død." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...