Accept who i am ☠ One Direction

16-årige Angelica Payne er anderledes end mange af de andre piger på sin alder. Angel - som de fleste kalder hende - er ved at blive uddannet soldat eller faktisk er hun ved at blive udannet Præmierløjntant, og drømmer om at komme i slagmarken. Grunden til drømmen om slagmarken, er på grund af to ting; Hun vil gerne gøre en forskel og så vil hun også gerne dø. Hun føler ikke hun er til nogen nytte i verden, da hendes forældre har droppet hende og Liam ikke har taget kontakt til hende siden han kom på 3. plads i x-faktor for to år siden. Da Angel endelige er klar til at tage til Afganhistan som den yngste præmiere løtnant i historien, må hun ikke for sine forældre, fordi de har andrer planer; hun skal hen til Liam. De vil sende hende hen til Liam, for at få hendes tanker væk fra slagmarken. Whats happening da Angel møder drengene? og hvad sker der når liam der intet har vidst opdager sin søsteres karriere?? Plitiet siger aldrig nej til en Præmierløjtnant, så hun får hrtigt et job.

42Likes
57Kommentarer
4181Visninger
AA

2. Fights

Angels P.O.V.

 

"Hvorfor nu ikke det! I havde ikke noget i mod at jeg meldte mig ind i hæren, men nu må jeg ikke udleve min drøm?! I er nogen kønne forældre!" Skriger jeg i hovedet på mine forældre og løber derefter grædende ud af stuen og op på mit værelse. Oppe på mit værelse smider jeg mig på mine seng og græder ned i puden. Hvorfor må jeg nu ikke tage til Afghanistan og udleve min drøm? For fanden! Jeg er præmierløjtnant, og alle mine underordnede skal med, men ikke mig! Og så skulle jeg oven i købet bo hos min verdenskendte storebror Liam i de næste måneder?! Han cuttede totalt kontakten da han blev verdenskendt og jeg har ikke set ham siden. Mine forældre har, for de har mange gange besøgt ham mens jeg var på træningslejr, og nu har de aftalt at jeg skal bo hos ham indtil at jeg er kommet på andre tanker end slagmarken. Ha. Hvis de tror det kan de lige så godt lade mig tage til Afghanistan. Jeg melder mig fan'me til politiet lige så snart jeg får chancen. Så kan jeg måske holde mine skydeevner ved lige på deres skydebane. 

Jeg kom hjem fra træningslejr i går og fandt alle mine ting i papkasser. Fed overaskkelse! Not. Mit livs mål er at gøre en forskel og dø derefter, men nu blev min chance taget fra mig! I morgen tidlig kommer Liam og henter mig, og så skal vi køre helt til London. I det sammen dukker en sms op på min telefon. Jeg griber ud efter den, da den ligger på mit sengebord. 

'Hvad laver du? (:' skriver Zack, en fra min patrulje. 'Græder. Mine forældre har f*ndme forbudt mig at tage med jer andre til Afghanistan. Det har spoleret min chance for at udleve min drøm. Og så skal jeg bo hos min bror de næste mange måneder! D:<' svarer jeg ham. Jeg er patruljeleder i min gruppe og Zack er patruljegassistent, så han skal overtage min plads som leder i Afghanistan. Hele gruppen ved hvem min bror er og kender min drøm. Vi kender hinanden ud og ind, vi føler nærmes vi er i familie nogen gange. I min patrulje er vi 2 piger og 5 drenge. Det er mig, Zack, Sophia, Jack, Brian, Christopher og Lasse. Vi er en af elitepatruljerne, altså i vores aldersgruppe. 

Jeg skæver til uret over min dør. 00.03. 'Det mener du ikke! D:' Det er jo uretfærdigt!' svarer Zack mig kort efter. 'Skal hjem til min bror i morgen. Skal sove, godnat.' svarer jeg ham og lægger mobilen fra mig. Jeg rejser mig og går ud på badeværelset og børster tænder. Derefter går jeg tilbage på værelset og skifter til en stor t-shirt. Kort efter falder jeg i søvn.

***

Jeg vågner ved at min telefon afspiller den møg irriterende lyd som de også vækker os med på træningslejre nogen gange. Klokken er 5 og Liam vil komme om 3 timer. Jeg står op og finder noget tøj i en af papkasserne,  og skynder mig derefter ud og i bad. Jeg føler mig ikke meget træt, for jeg er rimelig van til at stå op klokken 5. 

Efter badet tørrer jeg mig og tager mit tøj, der består af; et par store grønne bukser med militær print på, en mosegrøn tank top og en kasket med samme mønster som bukserne. Min jakke har samme print, men den bruger jeg jo ikke inden for. (Lige som Katy Perry i Part of me, mens hun danser under flaget.) Jeg reder mit blonde hår og sætter det op i en hestehalen og trækker den grønne kasket ned over hovedet. Det sådan jeg ser ud næsten året rundt. Jeg har aldrig brugt makeup, og har heller ikke tænkt mig det. Det tætteste jeg kommer er den farve vi maler os med i ansigtet til træning. 

Nede i køkkenet finder jeg en tallerken, mælk og havregryn. Jeg sætter mig ved bordet og begynder at spise. På bordet ligger en stor kalender. Mit blik vandrer over siden, for at se om jeg måske kan finde ud af hvilken dag det er i dag. 'Angelica -> Liam' står der ved fredag den 20 juli. Det må være i dag. Så er det vidst også sommerferie for de fleste, men når man er medlem af militæret er der ikke som sådan noget der hedder sommerferie, så jeg har ikke helt styr på hvor ferierne for andre ligger. Jeg sukker og stiller tallerknen i vasken efter at have spist. 

Jeg går op på mit værelse igen men går hurtigt ned igen, da jeg ikke kan klare synet af alle mine ting pakket ned. Nede i stuen giver jeg mig til at strække ud og lave nogle styrke øvelser, af ren og skær kedsomhed, og måske lidt på frund over min fustration over at skulle bo hos min bror. Ikke lang tid efter kommer min mor ind i stuen, fedt. NOT! "Angelica, du kunne ikke tage noget andet tøj på når nu din bror har været så sød at lade dig bo hos ham?" jeg sendte hende et dræberblik jeg plejer at bruge i træningslejrene, når folk blander sig i hvordan jeg ser ud. Min mor forlader kort efter stuen igen og lader mig være alene for en stund. 

Da jeg endelig er træt af at tage armbøjninger og andre styrke øvelser, sætter jeg mig i sofaen. Et suk forlader mine læber da jeg rækker ud efter min iPod der ligger på sofabordet. Jeg tænder iPod'en, tager mine høretelefoner på og sætter Part of me med Katy Perry på. Den sang kompineret med regnvejret udenfor er perfekt til mit humør i dag.Jeg sidder i lang tid bare og stirrer ud af vinduet, mens at Part of me spiller om og om igen.

Jeg fjerner først bliket fra vinduet da min telefon begynder at ringe. Jeg tager den op ad lommen og kigger på displayet. Sophie. Zack har sikkert fortalt hende hvad jeg skrev til ham i går. Jeg trykker på Besvar-knappen og tager den op til øret. "Hej Soph" "Hey Angel! Jeg hader dine forældre lige nu, bare så du ved det! Det er vildt uretfærdigt!" Lyder hendes lyse stemme fra telefonen. "Ja men der er jo ikke noget at gøre Soph. HAN kommer og henter mig om meget kort tid. Der går sikkert ikke mange minutter, for han har altid været den der kom til tiden." "De sagde ikke noget til at du meldte dig ind i hæren med nu vil de ikke lade dig udleve din drøm om at gøre en forskel på slagmarken, gå i opfyldelse! Det er simpelthen så møguretfærdigt!" nærmest skriger hun ind i telefonen. "Så er vi to af samme mening. "Jeg besøger dig når vi kommer tilbage og sender breve og ringer hvis en af os kommer det mindste til skade!" "Tak Soph.." smiler jeg trist for mig selv. I det samme ringer dørklokken. Et suk forlader mine læber. "Soph, jeg blir nød til at lægge på, Han er her! Hils de andre og jeg dræber dem af jer der kommer til skade når i kommer hjem!" "Okay. See you, my Angel." siger hun og så ligger jeg på og rejser mig og går ud i entréen og åbnede døren. Og der stod han. Ham som så lykkeligt havde 'glemt' mig da han blev berømt. Ham der tror at jeg selv havde ønsket at bo hos ham nogle måneder. Ham der intet vidste om hvor ked af det han gjorde mig da han 'glemte' mig. Ham der var grunden til at min drøm skulle ende som den skulle. Ham der havde hjulpet mine forældre med at ødelægge mit liv og spoleret min drøm. Ham der intet ved om min karriere.

"Hej Angel." siger han og smiler over hele ansigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...