Accept who i am ☠ One Direction

16-årige Angelica Payne er anderledes end mange af de andre piger på sin alder. Angel - som de fleste kalder hende - er ved at blive uddannet soldat eller faktisk er hun ved at blive udannet Præmierløjntant, og drømmer om at komme i slagmarken. Grunden til drømmen om slagmarken, er på grund af to ting; Hun vil gerne gøre en forskel og så vil hun også gerne dø. Hun føler ikke hun er til nogen nytte i verden, da hendes forældre har droppet hende og Liam ikke har taget kontakt til hende siden han kom på 3. plads i x-faktor for to år siden. Da Angel endelige er klar til at tage til Afganhistan som den yngste præmiere løtnant i historien, må hun ikke for sine forældre, fordi de har andrer planer; hun skal hen til Liam. De vil sende hende hen til Liam, for at få hendes tanker væk fra slagmarken. Whats happening da Angel møder drengene? og hvad sker der når liam der intet har vidst opdager sin søsteres karriere?? Plitiet siger aldrig nej til en Præmierløjtnant, så hun får hrtigt et job.

42Likes
57Kommentarer
4247Visninger
AA

6. Crying

Kom til at udgive forrige kapitel for tidligt ._.'

 

Angels synsvinkel: 

 

Lige så snart jeg har låst døren og har smidt mig på min seng, dominerer telefonopringningen igen mine tanker. Tårerne begynder at strømme ned af mine kinder og ét hulk bliver til mange. Det var Sophia der ringede. Ikke med gode nyheder. Tværtimod. Det var Lasse på 15 - næsten 16. Han er den yngste af os, men også den der har været i militæret længest tid, derfor den der skød bedst. Det var generalens kone der havde fundet ham, forældreløs som han var, og taget ham til sig og det var generalen der havde lært ham at skyde. Han var blevet skudt i maven og havde tabt meget blod. Han overlever sandsygneligvis ikke. Jeg har ikke engang chancen for at sige farvel til ham.

"Vel du ikke nok fortælle os hvad der er galt?!" Liams stemme afbryder mine tanker. Jeg løfter mit hoved fra den pude jeg begravede det i. Liam står og kigger på mig ovre fra væggen ved siden af min dør, og der andre drenge ved siden af ham. Hvordan fanden er de kommet ind?! "Der findes faktisk nøgler end din i det her hus." siger han som svar på mine tanker. Hvorfor fanden kan jeg ikke få lov til at være alene?! 

Lynhurtigt har jeg rejst mig og trådt et skridt hen mod Liam. "Skrid. Ud af mit værelse!" hvisler jeg af ham. "Hvorfor?" "Skrid nu bare, Okay!" skriger jeg ham lige op i fjæset. "Hvorfor?" spørger han igen. "Ville du ikke godt være lidt alene, hvis en af dem du hellere vil kalde din familie end din familie, er døende? Lasse overlever måske ikke og jeg kan ikke engang sige farvel!"

Jeg skubber til ham, så jeg kan komme ud ad døren og fortsætter ud på badeværelset. Jeg låser døren efter mig og lader mig synke ned på gulvet. Jeg har stærk lyst til at græde, men ikke en tåre forlader mine øjne. Jeg er fristet til at ringe til en af dem, men det kan have livsfarlige konsekvenser, hvis de bliver opdaget af fjenden, på grund af lyden fra telefonen.

Efter at have siddet der i noget tid banker det pludseligt på. "Angelica? Vi tager alle fem over til Louis og Harry lige om lidt, bare lige så du ved det. Vil du med?" Lyder Nialls stemme fra den anden side af døren. "Nej tak. Det eneste jeg gerne vil lige nu er at sige farvel til Lasse." min stemme knækker og tårerne begynder at løbe ned af mine kinder og hulkene tager langsomt form i min hals. 

"Jeg skulle sige fra Liam at der står mad til dig i køleskabet." Niall lyder meget usikker. Er han bange for at jeg skal flippe ud på ham, eller er han bange for at gøre mig mere ked af det? "Okay, Tak Niall." min stemme er lille og spinkel og er ved at knække over hele tiden. Kort efter hører jeg ham fjerne sig lidt fra døren. 

Lidt efter hører jeg døren smække. Jeg er verdens dårligste søster over for Liam. Efter 2 år kan jeg ikke andet end at ignorer ham og skrige ham i ansigtet hvor sur jeg er på ham. Sikke en køn lillesøster jeg er for ham... Jeg har sikkert givet ham dårlig samvittighed, som han slet ikke burde have. Jeg kunne jo bare selv have taget kontakt til ham? Grunden til at jeg ikke gjorde det var at jeg var bange. Bange for at jeg kom til at ringe til ham midt i et interwiev eller at forstyrre ham mens han var sammen med de andre drenge. Og så giver jeg ham skylden lige så snart jeg jeg får muligheden. F*ck hvor er jeg bare egoistisk. Jeg er gået rundt og sagt til mig selv at han ikke ikke vil have noget med mig at gøre, mens at han har gjordt det samme. Og så er det hele endt i en stor misforståelse. Og det var min egoisme der var skyld i det.

Måske ville det være lettere for Liam hvis jeg ikke var her? Måske var verden bedre tjent uden mig? Hurtigt ryster jeg tanken af mig.Det får mig til at tænke på Sophias ynglings film-citat; Fødslen er starten, døden er målet, selvmord er snyd, lad spillet begynde. Det virker lidt underligt, men det giver faktisk mere eller mindre mening.

Stadig med tårene løbende ned af kinderne og hulkene i halsen rejser jeg mig og låser døren op igen og lister ud fra badeværelset. Udover mig, kan der ikke høres en lyd fra lejligheden. Stille lister jeg ind på mit værelse og finder min iPod på mit skrivebord. Min mave knurrer af sult, men jeg smider mig alligevel på min seng og sætter Part Of Me til at spille om og om igen på min iPod. Jeg har på ingen måde lyst til at spise selvom jeg er ret så sulten. Kort efter falder jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...