For evigt. - En One Direction fan fiction

Allison fra Danmark, og jævnaldrende Harry fra England har været bedste venner lige siden Allison flyttede til England da hun var 6 år gammel. Nu var de lige gået ud af folkeskolen sammen, og var klar til at gribe sommeren sammen. Samtlige medlemmer i deres vennekreds mente, at de burde være kærester. De var skabt for hinanden.
Skæbnens tid var inde. Allison skulle nu, efter 10 år flytte tilbage til Danmark fordi hendes far havde fået nyt arbejde, og hun var knust. Men hun vidste heller ikke hvordan hun nogen sinde skulle fortælle det til Harry.

16Likes
4Kommentarer
3064Visninger
AA

2. Stranden

Det var begyndt at blive sent. Vi var så småt begyndt at dele os op i gruppen da nogle var taget hjem, og ikke alle ville det samme. Harry og jeg var der stadig, sammen med min bedste veninde, Emilia, og to andre fyre. ”Harry” sagde jeg og kiggede op i himlen, og så over på ham. Han sagde intet men fik øjenkontakt med mig, og så var jeg sikker på at jeg havde hans fulde opmærksomhed. ”Må jeg ikke sove hos dig i nat?” Spurgte jeg efter lidt tid. Han smilte og lagde en arm om min skulder, mens vi gik videre. ”Jo selvfølgelig. Du er altid velkommen” Svarede han med et grin. Da vi endelig var nået ned på stranden tog jeg mine sko af, tog dem i hånden og gik ned mod vandet. Alene. Jeg gik lidt for mig selv og kiggede ned i sandet og følte det kolde vand der skyllede op af mine fødder med jævne mellemrum. Kort tid efter, kunne jeg mærke en arm rundt om mine skuldre. Emilia. Hun kiggede fortvivlet på mig, og prøvede at læse mit ansigt. ”Alli.. Hvad er der galt?” Spurgte hun med en meget bedrøvet stemme. Jeg kiggede ned, og kunne mærke tårerne begynde at presse sig frem.  Jeg kunne intet sige. Emilia holdt mig i armen, og vendte mig rundt. Hun lagde en hånd under hagen på mig, og pressede mit ansigt op, så vi fik øjenkontakt. ”Hvad så Alli. Er der noget med Harry?” Spurgte hun mere bekymret end før. Jeg tog hende i armen, og trak hende med lidt væk fra vandet. Jeg satte mig i græsset, og lagde mine sko ved siden af. ”Det er bare fordi, min far har fået arbejde i Danmark igen. Så nu er vi nødt til at flytte tilbage der til. Og det betyder jo at jeg er nødt til at forlade jer og alting.” Fik jeg mumlet ud, mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Emilia lagde en arm om mig igen, og lagde sit hoved på min skulder. Jeg kiggede tilbage for at se om Harry var der endnu, og i så fald hvad han lavede. Men han var ikke lige til at se. Emilia sad, med helt åbne øjne og kiggede på mig. ”Jeg ved..” startede hun med rystende stemme. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige! Jeg kommer til at savne dig helt vildt!” Jeg kiggede op på hende igen, og smilte forsigtigt. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre Emilia” sagde jeg, og smilet forsvandt igen. ”Jeg kommer sådan til at savne dig, og ikke mindst Harry” sagde jeg, og kiggede igen efter ham. Hun kiggede på mig, og begyndte at smile. ”Så det er det det hele handler om.” sagde hun, og puffede til mig. Jeg kiggede fortabt op på hende, og sukkede. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, det virker bare så forkert” Sagde jeg, med gråd i stemmen. ”Søde. Dig og Harry, det er så tydeligt at der er kemi mellem jer. Ingen ville være overrasket hvis I fandt sammen. ”Jeg kiggede bare på hende. ”Det kan du jo sagtens sige. Jeg rejser jo tilbage til Danmark om to måneder!” svarede jeg vredt, og rejste mig op. Emilia kiggede efter mig. Jeg tog min telefon frem, for at skrive til mine forældre at jeg ville sove hos Harry. Emilia gik efter mig, og lagde en arm om mig igen. ”Det skal nok gå Alli. Det er jeg sikker på.” Sagde hun og trak mig ind i et kram. Jeg krammede igen, trak mig væk og begyndte at gå hen mod de andre. Jeg fik øjenkontakt med Harry på vej op mod ham. Han trak øjnene lidt sammen, og vippede med hovedet. Han ville hjem. Jeg blinkede, og nikkede. ”Jamen tak for i dag alle sammen” Startede Harry inden jeg var kommet helt op til ham. ”Det var været rigtig hyggeligt og jeg kan ikke vente til at se jer alle igen” Fortsatte jeg, stadig på vej op mod flokken. Harry smilede og rakte en hånd ud efter mig. Jeg puffede den væk da jeg endelig nåede der op. Harry grinte og lagde den om taljen på mig. Jeg kunne mærke sommerfuglene bevæge sig i min mave. De resterende drenge piftede, og Emilia puffede hurtigt til dem. Harry gav et lille klem, og begyndte at grine. ”Vi smutter hjemad nu. Vi ses snart!” Sagde jeg og trak Harry med. Der var ikke særlig langt fra stranden til Harry. Halvanden kilometer eller sådan noget. Vi sagde ikke rigtigt noget til hinanden, men gik bare med en halv meters afstand i totalt stilhed. Jeg kunne mærke Harrys øjne på min krop. Han stoppede op, og kiggede tilbage mod stranden. Jeg stoppede selv, vendte mig om og kiggede på ham. Han kiggede tilbage mod mig igen, og lagde hovedet let på skrå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...