Skumringen

Faktisk, skulle det bare være en almindelig 8. klasses aflevering.. Men personligt følte jeg, at den blev utroligt god.

2Likes
0Kommentarer
836Visninger

1. Skumring

Tusmørket havde for længst lagt sig tungt over husene. Vinden havde fanget nogle blade, og lod dem danse yndefuldt over gaden. En dør hamrede op, så hele huset skælvede. En høj muskuløs mand kom trampende ud. Hans skridt var taktfaste. Han var iklædt en blod rød skjorte, hvor de to øverste knapper var åbne. En kul sort blazer jakke, og sorte bukser der passede til. En nydelig ung pige på de omkring femten, eller seksten år kom krybende ud fra en lille spræk-ke mellem to af de høje grå bygninger. Hendes nøddebrune øjne var fyldt med tåre. Hun kiggede håbefuldt efter manden. Han stoppede brat op og kiggede til-bage mod pigen. Kort efter fortsatte han videre, med de taktfaste, hårde skridt. Et svagt suk, kom ud af pigens smalle mund, og svævede væk over tagene. Vinden legede med hendes lange blonde hår, og hendes lange hvide kjole blaf-rede. Hun kiggede op mod taget af bygningen. Hendes hånd gled langsomt ned af muren. Hun gik ind af den allerede åbne dør, og fortsatte op af alle de mørke trappetrin.

   Hun satte sig op kanten af det flade mørke tag, og lod hendes lange tynde ben hænge ned langs muren. Hun kiggede op i den skyfri mørkeblå himmel, og derefter ned i den smalle mørke gade igen. Mørket blev en smule tættere. Nu var det midt mellem dag og nat, tænkte hun. Lige der, hvor alting er skyggefuldt og stadig synligt. Der hvor alt, hvad man ser, stadig er virkeligt, selv om verden er fyldt med konturer af ting, der ikke er her. Hun kunne godt lide mørket. Det havde altid været hendes ven. Et stort sort dyr, der åndede tungt, mens det smøg sig gennem gaden. De store bløde poter rørte ved alt, på deres vej. Men det kunne ikke ses, høres eller mærkes. Dyret var hendes bedste ven. Hun kig-gede op i himlen igen, og så klare stjerne begyndte at dukke frem. Et vemodigt suk slap ud fra hendes rosenrøde mund, og forsvandt ud i stilheden. Hun sad længe på taget. Hendes ben vippede stille frem og tilbage, i takt med hendes tunge åndedræt. Vinden tog til, og rev den ene af hendes udtrådte sko af hen-des fod. Den faldt til jorden, helt uden lyd. Hun kiggede fortabt ned efter hen-des sko, og rejste sig derefter op. Hun løb ned af de dunkle trapper, og væltede næsten ud af hoveddøren, og tog sin sko på igen. Hun kiggede atter op mod himlen. Vinduet fra hendes families lejlighed blev åbnet, og hendes mor råbte efter hende. Hun sukkede igen, og kiggede ned i jorden. Hendes skridt blev sløve, og tunge. Hun traskede op af trapperne, og forsvandt ind gennem deres dør.

  Det var sent nu. Meget sent. Manden der før var stormet ud af døren, kom forslået tilbage til bygningen. Han haltede på venstre ben, og holdte stramt rundt om hans højre overarm. Hans flotte kulsorte jakke var væk, og hans skjor-te var revet itu, ligeledes var hans bukser. Han trak så godt han kunne i døren, og haltede op af trapperne. Et lys blev tændt få minutter efter, i toppen af byg-ningen og man kunne ane hans mørke skikkelse i lokalet. Han væltede fortabt rundt i værelset. Den unge pige, med det lange blonde hår, og den flotte hvide kjole gik ud på gaden endnu en gang. Vinden var mild og kølig. Hun vendte ryg-gen mod den kolde mur, og lod sig forsigtigt synke sammen ned på jorden. Hun trak hendes lange ben op under kjolen, og slog armene rundt om hendes knæ. Hun skuttede sig, uden at hun egentlig frøs. Hun lod sig forsigtigt trykke ind mod muren, og kiggede atter op i den mørke himmel. Stjernerne lyste, som de smukkeste lys på et nypyntet juletræ, en kold december morgen.   En mindre gruppe mennesker kom gående ned af gaden, hun kunne kun lige skimte deres mørke skikkelse. Det var mænd. Fem eller seks mænd, hun var ikke sikker. De sagde ikke meget, men bragte en dyster stemning med sig. Hun blev utryk, skyndte sig at rejse sig op. I det hun rejste sig op, råbte en af mænd-ene. Hun kunne ikke hører hvad han råbte, og hun vidste ikke om det var hende han råbte af, så hun løb så hurtigt hun kunne ind i den smalle sprække, hun tid-ligere var kommet ud fra. Et skud lød. Det var hende der blev skudt efter. En ekstrem stilhed bredte sig i hele gaden. En ubehagelig stilhed. Mændene for-satte forbi sprækken ved husene, slog døren brutalt ind, og trampede vildt og ukontrolleret op af trapperne. Pigen var skræmt, men holdt det skjult. Selvom der ikke var nogle at skjule det for. Hun skuttede sig igen, og gik forsigtigt ud på gaden igen, og kiggede op mod de fuldt oplyste vinduer, der var i flere række hele vejen op af bygningen. Lejligheden, hvor den haltende mand væltede ind, var mørk. Men ikke længe. Lyset blev tændt, og gruppen af mænd braste ind. Tre skud blev affyret, og glasskår fra ruden raslede ned mod gaden. Lyden fra et højt støn, og en sidste udånding trængte ud gennem den knuste rude. Hun kiggede op mod hendes families lejlighed. Hendes forældre var i panik. De åbnede vinduerne med et ryk, og begyndte at kalde på hende. Hun svarede dem ikke, de ville alligevel ikke lægge mærke til at hun pludselig en dag ikke længere ville være hos dem. Hun kiggede op mod den knuste rude igen. Lyset i lejligheden blev slukket, og døren blev hamret i. De vilde og ukontrollerede skridt kunne igen høres, ned af trappen. Den unge pige løb ind mellem husene igen. Mændene brummede, stoppede op lige uden for sprækken og kiggede op mod den knuste rude. Pigen holdt vejret. Hun hørte et gevær blive ladet. En lang række af skud hørtes, og lyden af glasskår der ramte den kolde asfalt kun-ne høres igen. Hun gispede lavt. Den vamle stilhed bredte sig igen over gaden, og så kunne et højt barne-skrig høres. Hun kendte lyden af det skrig. Det var hendes søster der skreg. Hendes hjerte blev for et kort sekund knust, var der mon sket noget med hendes familie? Gruppen af de mørke mænd, forsvandt væk fra gaden igen og den unge pige sneg sig ud af sprækken og så på huset. Mange vinduer var knuste, og der var tydelige skudhuller flere steder i den kolde væg. Hendes søsters skrig var over alle bjerge nu. Endnu et lille skår fra hendes rude faldt til jorden. Hun kiggede op mod hendes lejlighed. Burde hun gå op og se til hendes familie, eller skulle hun bade lade dem i stikken, som de havde ladet hende i stikken hele hendes liv? Hun kunne ikke finde ud af, hvad det ville være bedst for hende selv at gøre. Hun stod længe og kiggede op mod ruden, men besluttede sig til sidst for at se til familien. Oppe på hendes etage, var midtergangen rød af blod. Der var alt nogle, der var blevet ramt af skud. Der var næsten helt stille, men nogle svage hulk kunne fornemmes bag et par af de nu lukkede døre. Hun åbnede stille døren til hendes lejlighed. Hendes søster sad, sammenkrøllet i en blodpøl i det ene hjørne. Hun kiggede hurtigt op, for at se hvem der havde åbnet døren. Intet blev sagt. Hun pegede rystende ind mod stuen med tårer i øjnene. Den unge pige, gik stille ind mod stuen, hvor hun gik et forfærdeligt syn i møde. Hendes for-ældre lå ved siden af hinanden, dækket af blod. De sagde intet, men deres øjne var vidt åbne. Hun kiggede længe, og begyndte at tænke over hvad hun nu bur-de gøre. Folk fra de andre lejligheder i bygningen begyndte at trænge ud på midtergangen, pigen gik med dem. Hun gik ud af døren for sidste gang, og kiggede hen mod enden af gaden. Hun rørte for sidste gang den kolde mur, og begyndte at gå. Hun ville væk, væk fra alt, og hun var ikke den eneste. Alle dem der var kommet ud af deres lejligheder, fulgte efter hende, og samlet gik de væk fra bygningen. Aldrig mere ville de vende tilbage, og aldrig mere ville de kendes ved den skrækkelige oplevelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...