Forført - 1D

Mercedes er en 17 årig pige, som elsker at feste. Hendes far forsvandt for to år siden, og Mercedes venter stadig på ham. Vente tiden går hurtigere med alkohol, eller det er ihvertfald det hun føler. Men kommer hendes far nogensinde tilbage?
En dag går det galt til en fest, og hun ender på hospitalet. På hospitalet møder hun fem drenge, der er på besøg. Ved en fejltagelse kommer hun til at snakke med dem, og hun kan med det samme ikke lide dem. Hun synes de snager for meget i hendes liv, og er ærlig talt ikke særlig tryk ved deres selvskab. Men kan dette indtryk ændrer sig? Og hvad sker der, når hun føler sig tvunget til, at være sammen med dem? Kan hun modstå de fem drenge, som kan få enhver pige til at smelte? Og hvad sker der når de begynder at udfordrer hinandens følelser? Læs med og find ud af det.

48Likes
72Kommentarer
7057Visninger
AA

2. Op med ho´det

 

Jeg tømte glasset grådig, og kunne med det samme mærke alkoholen i blodet. Jeg var efterhånden godt fuld, og kunne ikke rigtig stå på mine ben. Lærke, min bedsteveninde siden børnehaven havde prøvet at stoppe mig, men jeg havde selvfølgelig ikke lyttet til hende. Selvom jeg dummer mig gang på gang, står hun alligevel ved min side. Hun er den eneste som ved hvorfor jeg fester om natten og sover om dagen. Jeg har de sidste to år bare ventet, ventet på min far. Tiden går meget hurtigere med alkohol, sådan følelse det i hvert fald. Min far er soldat, og er ikke kommet hjem fra en borgerkrig som han skulle. Man har ikke fundet hans lig, og man tror stadig at han er der ude et sted. Min mor drukner sin sorg i arbejdet, jeg drukner min sorg i alkoholen. Hun har altid været forstående, men prøvede dog at holde lidt igen. Kvalmen skød frem i mig, og jeg vaklede usikkert ud på toilettet. Jeg lænede mig forover, og alt som jeg havde indtaget i løbet af dagen røg op igen. Min mave trak sig sammen flere gange, indtil der ikke var mere tilbage i den. Som jeg skulle til at rejse mig, kørte det hele rundt foran mig. Jeg fik med besvær rejst mig op, men ved det første skridt faldt jeg sammen igen og alt forsvandt.

 

”Mercedes.” kaldte en stemme trist. Jeg åbnede besværet øjnene som føltes ekstremt tunge. Lyset skar i øjnene og jeg lukkede dem hurtigt igen. ”Hvor er jeg?” hviskede jeg lavt og åbnede igen øjnene med lidt mere held. Lærke sad foran mig, og smilte beroligende, ”Du er på hospitalet.” svarede hun. ”Hvad?” råbte jeg og satte mig op med et ryk. En hovedpine dunkede bagerst i hovedet og jeg skar automatisk ansigt. ”Du fik drukket lidt for meget i går, så du måtte til udpumpning. Det er ikke slemt.” konstaterede hun.  ”Hvad siger min mor?” spurgte jeg trist. Jeg ville ikke skuffe hende. ”Hun blev selvfølgelig bange, og hun siger at det er slut med festerne.” smilte Lærke nervøst. ”HVAD? Det kan hun da ikke?” udbrød jeg vredt, men stønnede da hovedpinen dunkede tungt i hovedet. ”Desværre.” mumlede Lærke lavt. ”Hvor er hun endelig?” spurgte jeg dumt og kiggede rundt i det lille rum. ”Hun er nede og få noget at spise.” svarede Lærke, og tog en tår af sin cola. Pludselig gik det op for mig, at min mund føltes tør. ”Kan jeg ikke få noget og drikke?” spurgte jeg tørstigt. ”Jov nu skal jeg hente dig noget.” svarede Lærke hurtigt og rejste sig op. ”Nej vent jeg vil med.” udbrød jeg og satte mig forsigtigt op. ”Så kan vi måske også finde nogle hovedpine piller.” mumlede jeg tvært, hvilket fik Lærke til at grine højt. Da jeg fik rejst mig op kiggede jeg chorkeret ned af mig selv. Jeg havde en af de der hvide kitler på, som de syge har. FEDT…. NOT… Jeg sukkede irriteret men fulgte alligevel efter Lærke. Ude på gangen lød en masse latter, ”Arg hvad sker der her?” hvæssede jeg og prøvede at lukke hovepinen ude. ”Der er et eller bandt, som besøger de små kraft patienter.” smilte Lærke. ”Fedt.” mumlede jeg sarkastisk og fik øje på en lille pige uden hår. Hun var naturlig køn og hendes blå øjne strålede. Hun mindede mig faktisk lidt om mig selv, altså bare uden hår. Hun stod og kiggede forhåbningsfuldt ind på et lille rum, hvor fem drenge stod og legede med de syge børn. Jeg gik stille hen til hende og satte mig på hug foran hende. ”Hey smukke. Skal du ikke derind?” spurgte jeg sødt. Den lille pige kiggede med store runde øjne på mig, men rystede så på hovedet, ”Jeg tør ikke.” sagde hun usikkert. Hendes stemme var helt lys, og jeg kom med det samme til at tænke på en lille fe. ”Hvis jeg nu går med dig ind noget af vejen, tror du så du kan klare resten selv?” smilte jeg beroligende. Den lille pige nikkede stort, hvilket fik mig til at grine. Jeg havde næsten glemt min hovedpine. Den lille pige tog min hånd, og jeg fulgte hende hen til et lille bord der stod i midten af rummet, ”tror du, at du kan klare resten af vejen selv nu?” spurgte jeg forhåbningsfuldt. Den lille pige nikkede og slap min hånd. ”Tak.” hviskede hun og gav mig et kæmpe kram. Jeg krammede overrasket med. Da hun slap mig igen løb hun hen til den ene af drengene, og han blev med det samme opmærksom på hende. Han havde lyst hår, og så meget venlig ud. Jeg sukkede irriteret af mig selv. Ikke nu Mercedes. Jeg vendte mig hurtigt om, og gik hen til Lærke som havde været så sød og vente på mig.

 

Jeg sad i caféen eller hvad man nu kan kalde det. Min mor havde heldigvis tilgivet mig, og hun havde endda ekstra tøj med til mig. Jeg havde med lynet hast skiftet, og jeg kunne allerede mærke at hospitalet gik mig på. Lærke havde lovet min mor, at hun nok skulle køre mig hjem, så min mor var taget på arbejde igen. ”Nå ved du hvornår jeg kan komme ud herfra?” spurgte jeg irriteret. ”Nej vi kan gå op og spørge en af sygeplejskerne.” forslog Lærke. Jeg nikkede ivrigt, og gik hen til den lille reception hvor en ældre dame stod. ”Kan jeg hjælpe dem med noget?” spurgte hun venligt. ”Øhh ja jeg vil gerne høre, hvornår jeg kan blive udskrevet?” smilte jeg sødt. ”Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med, men der nede af gangen er der en dør til højre. Du skal gå ind af den dør, så kommer du til et lille rum hvor sygeplejskerne er.” forklarede hun hurtigt. ”Okay tak.” sagde jeg glad, og gik hen til den lille gang efterfulgt af Lærke. Der var selvfølgelig to døre til højre, og damen havde ikke sagt hvilken en af dem jeg skulle tage. ”Hvad gør vi?” spurgte jeg irriteret. ”Du tager den sidste dør, og jeg tager den første.” foreslog Lærke logisk. Jeg nikkede og gik forsigtigt hen til den sidste dør. Jeg bankede let på, ”kom ind.” råbte en drenget stemme indefra rummet. Jeg åbnede forsigtigt døren og opdagede til min skræk, at fem drenge kiggede nysgerrigt på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...