Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9970Visninger
AA

10. Kapitel 9: Udmattelse

Det eneste Mariah brugte tid på, efter Corvus havde efterladt hende i det store værelse, som i virkeligheden var mere en lejlighed end et værelse, var at prøve at finde soveværelset. Og det var ikke helt så let, som man skulle tro.

Det mest mærkværdige ved lejligheden var, at den hverken indeholdt døre eller vinduer. Der var masser af lys i lejligheden, men det kom alt sammen fra små fakler, som hang på væggen i entréen. Det eneste der markerede skift fra entré til køkken, var et lille indhuk i væggen. Mariah blev enig med sig selv om, at det nok var derfor det blev kaldt et værelse og ikke en lejlighed.

Hun startede med at gå ind i det første værelse på højre hånd, hvilket var køkkenet. Det var et smukt brunt og rustikt køkken, men god plads, og marmor på gulvet. 

På den anden side af køkkenet lå et arbejdsværelse. Derinde stod en kommode, et skrivebord og et akvarium med fisk. Værelset var udsmykket med mønstret tapet, og stearinlys. Mariah undrede sig et øjeblik over, hvor fiskene kom fra, og hvem der skulle fodre dem, men blev så enig med sig selv om, at det måtte hun bekymre sig om i morgen.

Hun vendte tilbage til entréen og gik ind i det næste værelse på højre hånd. Derinde fandt hun en kæmpe stue med lyse hvide vægge, og tre sofaer. Et spisebord med plads til seks mennesker, stod der også, og også herinde var der lyst op ved hjælp af fakler på væggen. 

Hun udstødte et udmattet suk og forlod stuen igen. Derefter forsatte hun ind i rummet for enden af entréen, og undrede sig over, at hun ikke havde opdaget soveværelset noget før, når det havde været lige for næsen af hende. Det store rum indeholdt en kæmpe seng, med grønt sengetøj på, en natlampe, som kørte på petroleum, og et klædeskab. Selvom der var smukt i værelset, så ville Mariah have givet meget for et vindue at kigge ud af. Hun brændte efter at se, hvordan der så ud udenfor. Hun ville se, hvad det var for en verden, hun var kommet til.

Med en træt og ligegyldig bevægelse åbnede hun klædeskabet for at finde noget mere komfortabelt tøj at sove i, end den slidte gamle kjole. Skabet var kæmpestort og indeholdt mere tøj end Mariah nogensinde havde set på en gang. Det virkede fuldstændigt umuligt at finde rundt i.

Hendes blik fandt dog hurtigt en simpel grøn kjole, som hun trak ned over hovedet, efter at have taget det andet tøj af, og smidt det på gulvet. Hun anede ikke, hvor hun ellers skulle gøre af det.

Den grønne kjole duftede ny og ren, og Mariah skammede næsten over at tage den på, når nu hun selv var så beskidt og lugtede. Men hun havde simpelthen ikke kræfter til at begynde at lede efter badeværelset. Det måtte vente til i morgen.

Så snart kjolen sad som den skulle, og hun havde sikret sig at den passede, nærmest sprang hun op i sengen, af ren ivrighed. Hun var så træt, at hun var bange for, at hvis hun puttede sig godt ned under den varme grønne dyne, så ville hun aldrig mere orke at stå op igen. 

Alligevel kravlede hun indimellem de mange puder og trak dynen over sig, imens hun udstødte et langt tilfredst suk. Endelig føltes hendes krop igen til at holde ud, og den bløde seng, behagede hendes ømme muskler.

Der nåede ikke engang, at gå ti sekunder før hendes øjne var lukkede, og hun sov fast.

 

                                                                                                             **

 

Mørket hang tungt over den lange grussti, som Samuel og Linus stædigt fortsatte nedad, selvom Samuel efterhånden tvivlede på, at den nogensinde ville ende. Det føltes som om de havde redet i evigheder, og den brune hest, som han red på, prustede hele tiden, og han måtte konstant skynde på den, for at de ikke skulle gå i stå.

"Stop nu, Linus," sagde Samuel for mindst tiende gang. "Vi har mad nok til imorgen, og vi kan sagtens sove på græsset. Vi er helt sikkert foran dem, så vi venter bare på dem i morgen, og følges med dem derfra."

"Jeg ved, at vi ikke er nået til deres lejrsted endnu, for så ville vi have set dem. Vi ender med at komme for langt bagud, hvis vi stopper nu," svarede Linus stædigt. "Bare giv mig en halv time mere."

"Det har du sagt mindst fem gange nu. Og efter denne halve time ligner det hele stadig det samme - et sted, hvor der ikke har færdes mennesker i lang tid. Vi har ikke set et eneste spor efter dem."

"Nej, selvfølgelig har vi ikke det. Du ved da godt at Thor altid sørger for at dække sine spor. Men ved aldrig, hvornår man har nogen efter sig." 

"Det ved jeg da ikke noget om? Det er kun dig, der har været med i Patrika før. Det er stadig min første gang, husker du nok." Samuel kunne mærke at han var ved at blive en smule irriteret. Trætheden og sulten gnavede i ham, og uvisheden var ubehagelig. Han håbede bare på, at Linus havde ret, når han sagde at de snart ville være der, men han var ved at give op.

"Nå ja ja," svarede Linus ligegyldigt.

"Jeg stopper altså her. Det er uforsvarligt at fortsætte med at ride, og vi har langt større chance for at finde dem i morgen, når det er lyst. Vi starter bare meget tidligt," sagde Samuel beslutsomt og stoppede hans brune hest, som adlød hans signal med et taknemmeligt prust.

"Du har nok ret." Linus stoppede hans grå hoppe, og hoppede af med en opgivende bevægelse. Selvom Linus aldrig ville sige noget om det, så kunne Samuel sagtens se på ham, hvor træt og udmattet han var. "Men jeg forstår det altså ikke. Thor sagde lige så tydeligt at de ville følge denne vej, og det ligner ham ikke at ride så langt ad gangen."

"Nejnej." Nu var det Samuels tur til at være ligeglad. Nu ville han bare ned fra sin hest, så han kunne hvile sig. Så måtte de klare problemerne i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...