Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9823Visninger
AA

9. Kapitel 8: Stjerneklar

Mariah skreg. Døre, vægge og billeder fløj forbi hendes øjenkroge med lynende hast, men lige meget hvor meget hun sprællede og protesterede, så gav Corvus ikke slip. Og inderst inde var hun også taknemmelig. I den fart, ville det være livsfarligt for hende, hvis hun faldt.

"Stop!" råbte hun, og prøvede at række hånden op efter ham, men han skubbede hende behændigt væk med sit store næb. Det gik hurtigt op for hende, at selvom Corvus var lille og måske lignede en almindelig ravn, så besad han meget større kræfter end hende. 

"Lad mig nu lige flyve i fred. Ellers ender jeg med at tabe dig," sagde Corvus en smule irriteret, men Mariah fornemmede alligevel at han morede sig. 

Til sidste gav hun op. Hendes trætte muskler og ømme lemmer holdt ikke til at protestere længere, og da det ikke havde noget effekt alligevel, besluttede hun at stoppe med at sprælle, og lade sine ben og arme hænge slapt ned langs siden. Det undrede hende, at der slet ikke var nogle mennesker på den lange gang. Bortset fra billederne på vægene, og det lange røde tæppe, så var der tomt.

I stedet for at give sig til at spekulere mere, så lukkede hun øjnene og ventede. Hun lod den ubehagelige kvalme, der var begyndt i hendes mave, fortage sig, og koncentrerede sig om, at tænke på alt andet end at hun fløj. Fremtiden virkede pludselig så usikker, og den overvældende følelse af at alt var nyt og fremmet overvandt hende endnu en gang. Der lå en ensomhed over hende, som hun slet ikke kunne slippe, og samtidig var det som om at hun savnede et eller andet fra hendes tidligere liv utroligt inderligt. Også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem eller hvad det var.

 Et gisp udslap hende da Corvus pludseligt drejede utroligt skarpt til højre, og hun åbnede øjnene i ren refleks. Nu befandt de sig på en gang med grønt tæppe på gulvet, men ellers lignede det stedet, hvor de kom fra.  

"Alle dødsrigerne har hver deres farve. Derudover har ravnene en farve, procuratorerne har en farve, og Primus har en farve. Som du nok har opdaget er Primus' farve rød, og den symbolisere dyb respekt. Ingen andre end ham har ret til den farve. Alle mennesker, såvel som dyr skal gå med et armbånd, eller en ring, som beviser deres farve, og derved fortæller, hvor de hører til. Det er strengt forbudt at prøve at forfalske sin farve, for at opnå højere status," forklarede Corvus pludseligt, og Maria forstod nu, hvorfor farverne var skiftet.

"Hvor er vi så nu?" spurgte hun.

"På procuratorgangen. Fra nu af vil din farve være grøn, så det altid kan ses, at du er leder."

"Hvad er en procurator helt præcist?"

"Det er navnet på din stilling. At man er procurator betyder at man er leder af et dødsrige."

"Hvilken farve har du så?"

"Jeg er lilla, når jeg har et job. Ellers har jeg ingen farve, fordi jeg ikke er placeret."

"Men du har da ingen lilla ring på?" fortsatte Mariah undrende.

"Nej, fordi jeg lige nu ikke har noget job. Mit job eksisterer ikke, når der ikke er en procurator, for mit dødsrige."

Mariah stoppede med spørge, og gav sig i stedet til at være lettet over at de nok snart ville være der. Hun følte at hun vidste nok for nu, og hun trængte virkelig bare til at sove.

"Så er vi her. Jeg kan se at dit skilt allerede er kommet på døren. Man kan sige meget om Primus, men han får tingene ordnet," sagde ravnen anerkende og satte endelig Mariah ned. Han havde placeret hende foran et stor brun trædør med et lille messingskilt på.

 

Mariah Stjerneklar

Procurator, femte dødsrige

Adgang forbudt for uvedkommende

 

"Stjerneklar?" spurgte Mariah undrende, da hun havde betragtet skiltet lidt.

"Det er dit nye efternavn. Alle procuratore har et efternavn der har noget at gøre med et smukt vejrfænomen. Endnu et bevis på din titel," svarede Corvus. Mariah tog prøvende i håndtaget, men døren var låst.

"Ehm.. Har du en nøgle?" spurgte hun en smule usikkert, da Corvus ikke gjorde mine til at forklare hende noget.

"Du skal ikke trykke på håndtaget. Bare luk hånden omkring det, og vent et par sekunder."

Mariah gjorde som hun fik besked på, og døren gav lyden et lille klik fra sig, hvorefter den gik op, og fremviste en kæmpe lejlighed.

"Den adlyder på dit håndaftryk," oplyste Corvus. "Så er du sikker på, at der ikke er nogen der kan bryde ind."

Mariah hørte ikke længere efter. Det var som om at hun havde taget et skridt direkte ind i et slot. Der var ikke en eneste ting, hun kunne genkende fra sit tidligere liv i Libo, i det grønne værelse.

Den entré som hun var trådt ind i var helt firkantet og hvid. På væggene har der, som på gangen, en masse malerier af forskellige mennesker, og på knagerne hang en masse forskellige jakker. Sko stod der også masser af på gulvet.

"Tror du at du kan klare dig selv fra her? Alt i lejligheden er til fri afbenyttelse, og hvis du er sulten eller tørstig, så er der mad i køleskabet. Den røde knap over din seng kan bruges hvis du har akut brug for hjælp."

"Det er fint," sagde Mariah og sendte for første gang ravnen et ægte smil. "Vi ses i morgen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...