Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9961Visninger
AA

8. Kapitel 7: Smertende fødder og en talende ravn

Mariah blev bare ved med at se på den talende, sorte ravn uden at sige noget. Hun havde oplevet mange underlige ting, siden hun var vågnet op i tunnelen, men det her var dog det mærkeligste. Vrimlede denne verden også med talende dyr? Dyr, som skulle oplære hende? Hun havde været sikker på, at Corvus havde været et menneske.

"Se ikke så forskrækket ud, pigebarn," skrappede han og fløj ned på gulvet, hvor han landede lige ved siden af hende. "Jeg er bestemt ikke farlig."

"H-hvem er du?" stammede Mariah, selvom hun godt kendte svaret. Hun følte bare, at hun måtte være helt sikker.

"Jeg er Corvus," sagde ravnen og så undrende på hende. "Har Primus ikke fortalt dig om mig?"

"Jo.." begyndte hun en smule usikkert. Det virkede fuldstændigt forkert for hende, at sidder der, helt alene, og tale med en ravn. Hun var bange og forvirret, og længdes efter at komme tilbage til sin familie. Selvom hun ikke huskede den, så huskede hun trygheden. "Men jeg troede du var et menneske."

Den bemærkning fik Corvus til at slå en latter op, der lod ekstremt unaturlig. Mariah var et øjeblik bange for, om han havde fået noget galt i halsen. "Mig? Et menneske?" lo han. "Nej, nu har jeg aldrig."

"Primus forklarede ikke noget om.. Om at du var en fugl," prøvede Mariah at redde den. Hun følte sig stadig utroligt forvirret og skræmt, og hun ville ønske at Primus ville komme tilbage, selvom det var hun ret sikker på ikke ville ske. Corvus ville være hendes eneste støtte fra nu af.

"Selvfølgelig er jeg en fugl. Jeg er jo vejlederravn," svarede han og grinede lidt igen. Mariah prøvede forgæves at vende sig til lyden, men det ville ikke lykkedes. I stedet måtte hun anstrenge sig for, ikke at komme til at holde sig for ørerne. 

"Hvad skal der så ske nu?" spurgte Mariah i et hjælpeløst forsøg på at få den skrækkelige latter til at holde op. Til hendes lettelse forstummede lyden, da ravnen måtte tale.

"Har Primus slet ikke informeret dig om noget?" spurgte han, og så undrende på hende.

"Jo, han har forklaret mig om jobbet. Men han sagde at du ville hjælpe mig med alt det praktiske."

"Nuvel," sagde Corvus og kløede sig lidt i vingefjerene med sit tykke sorte næb. "Først vil jeg vise dig dit værelse, og så du kan få resten af dagen til at vænne dig til stedet og føle dig til rette. I morgen vil jeg så begynde at præsentere dig nærmere for dine specifikke opgaver."

"Det lyder udmærket," sagde Mariah hurtigt og rejste sig op. Uden at lægge mærke til det, havde hun sat sig ned på en pude, fordi hendes fødder var så ømme. "Jeg trænger virkelig også til at hvile mig." Det trængte hun i den grad til. Hendes ben og fødder var snart så ømme at hun tvivlede på at hun nogensinde ville kunne gå rigtigt igen. Hun håbede inderligt at værelset ikke lå ret langt væk.

"Godt. Hvis dine fødder er ømme, så kan jeg godt bære dig?" tilbød Corvus og fløj over, hvor han landede på hendes skulder. Mariah fløj rundt i forskrækkelse, hvilket fik Corvus til, i ren refleks, at bore kløerne dybt ind i hendes skulder for ikke at falde. Mariah bed smerten i sig,  uden at sige noget, og forsøgte i stedet at vende hovedet, for at se på ham. Men heller ikke det, ville lykkedes.

"Bære mig?" spurgte hun vantro, og smuttede ud ad døren. Hun gik udfra at ravnen ville fortælle hende, hvilken vej hun skulle gå. Nu var hun igen i stand til at se, selvom hun godt kunne mærke at lyset stadigt var skarpt, og hun gik udfra at det var fordi at Corvus' værelse havde givet hendes øjne lov at hvile sig.

"Ja, bære dig. Det var bare et tilbud." Ravnen blev siddende, og løsnede taget med sine klør en smule. Men langt fra nok til, at det ikke gjorde ondt på Mariah. Hun mærkede tydeligt de tre huller, hvor de skarpe klør havde boret sig ind.

"Du kan da ikke bære mig?" Hun begyndte at gå raskere til. Gåturen skulle bare overståes, så hun kunne komme ned og ligge. Et bad ville heller ikke være i vejen.

"Det kan jeg da," mumlede Corvus en smule syngende. "Jeg ville da ikke tilbyde dig noget, jeg ikke kunne opfylde."

"Du er skør," svarede Mariah blot og rystede på hovedet. Hun troede ikke det mindste på hvad ravnen sagde, og fortsatte sammenbidt med at gå imens hun ignorede den stikkende smerte der efterhånden var opstået i hele hendes krop. "Jeg går udfra at du siger til, hvis jeg går forkert?" fortsatte hun spørgende.

"Du skal ned for enden af gangen, og så til venstre," svarede Corvus, hvilket fik Mariah til at se op, og gispe. Hun kunne ikke engang se enden af gangen fra hvor hun stod. Den virkede uendelig.

"Er du stadig sikker på at jeg ikke skal bære dig? Det ville altså gå meget hurtigere," blev Corvus ved.

Mariah rystede stædigt på hovedet. "Hold nu op med det der pjat." Hun kunne allerede mærke at ravnen var ved at gå hende en smule på nerverne. Hvad var det for noget vrøvl?

Men hun vidste også godt at hun umuligt selv ville kunne gå ned for enden af gangen. Det ville kun tage hende få skridt mere, før hendes knæ ville bukke sammen under hende. Alligevel blev hun ved med at forsætte.

"Du kan jo ikke selv gå derned, det må du vel kunne se," sagde Corvus og lettede fra hendes skulder. Det gav et jag af smerte, som forsatte hele vejen igennem hende, men hun ignorerede det.

"Du kan takke mig senere."

Inden Mariah nåede at opfatte hvad der skete, havde Corvus sat et fast tag med sine klør, i hendes slidte T-shirt og løftet hende et stykke op over jorden. Hun begyndte at sprælle med benene, og skrige, men Corvus holdt bare fast og slog vingerne ud.

"Luk øjnene. Så er du i en blød seng om få sekunder!" råbte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...