Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9791Visninger
AA

7. Kapitel 6: Det første møde

Den smukke sorte ravn sad troligt på sin store tykke pind, og skulede ud i det halvmørke værelse, som var dens hjem. Værelset var smukt indrettet med et masse silkepuder, grene, og et kammer med mad. Rundt omkring lå en enkelt fjer eller to, men ellers var der rent. Det var ikke mere end et par dage siden, at der sidst var blevet støvet af, og gjort i stand. 

Ravnen havde efterhånden ventet i lang tid, og den spekulerede på om det mon var lykkedes Primus at finde den udvalgte pige, eller om hun var gået tabt i den lange mørke tunnel. Det hændte at det skete, men det var ikke ret tit. De udvalgte procuratorer var som regel stærk nok, til at klare sig, indtil de blev fundet.

Corvus havde eller tilbudt at flyve ned efter hende. Hans syn var meget bedre, fordi han var en fugl, og han skulle ikke bruge de store kræfter på at flyve rundt i den, ellers lange og dybe, tunnel. Men det havde Primus ikke villet gå med til. Han havde sagt, at det var yderst vigtigt at han selv blev den første der talte med pigen. Det forstod Corvus ikke rigtigt, men han vidste af erfaring at det aldrig var en god idé at diskutere med Den Øverste Leder. Selvom Corvus, som vejlederravn, havde stor status, så var han nærmest ligeså værdiløst som et almindeligt menneske i forhold til Primus.  

Ravnen spredte sine vinger ud og fløj hen til pinden tættest på døren, i det den kunne høre nogen komme nærmere ude på gange. Den genkendte med det samme Primus' stemme.

"Han er lige herinde," sagde han overtalende, men der var ikke nogen der svarede ham. Dog kunne Corvus' stærke ører nemt høre åndedraget fra en anden person. Det lød gispende og anstrengt, og ravnen blev hurtigt klar over, at vedkommende, som Primus havde med, var et menneske. Et meget træt og udmattet menneske.

Døren åbnede, og Primus trådte, som den første, ind i værelset. Han nikkede en svag hilsen til Corvus, og rakte sin arm ud, så Corvus kunne flyve hen og sætte sig på den.

"Du kan godt åbne dine øjne nu. Herinde burde det være muligt for dig at se," sagde Primus' henvendt til pigen, som Corvus først så rigtigt på nu. Hun havde næsten intet tøj på, og hendes spinkle og beskidte skikkelse, skjulte sig let bag Primus store skræmmende krop.

Ingen, der havde set Primus, ville være i tvivl om, at det var ham der bestemte over de 13 dødsriger. Ene og alene hans krop, var mindste tre gange så stor, og dobbelt så bred som et almindeligt menneske. Derudover, kunne han se meget langt, og havde en utrolig udholdenhed. Han gik altid klædt i en stor rød kåbe med ægte guldknapper, og han kunne hæve sin stemme så meget, at det kunne høres i alle dødsrigerne, når han talte. Alle havde den dybeste respekt for ham, og dem der gjorde ham vred kom altid til at betale en pris.

Pigen åbnede langsomt sine øjne, og Corvus betragtede hende med en ligegyldig mine. Det kunne umuligt være hende, som skulle være den kommende leder af hans dødsrige. Ikke når hun var så svag - så måtte det være fordi at den oprindelige pige havde sagt nej. Ellers havde Primus vel allerede omvendt hende til procurator og givet hende sine evner? Vidst, ville de langt fra være færdigtudviklede endnu, men det burde i hvert fald gøre sådan så hun kunne se.

"Du har været ventet, Primus," sagde Corvus formelt, og prøvede at skjule sin vrede over at have siddet i dette kedelige rum så længe, uden nogen grund. "Hvem er dette pigebarn, som du har taget med?"

"Det er jeg ked af," sagde Primus oprigtigt. Nok var han en stolt mand, men han var ikke typen, der var glad for, at han ikke kunne overholde sine aftaler. Det vidste Corvus godt. "Men jeg havde lidt problemer med at finde hende," fortsatte han.

"Jeg sagde jo, at du skulle have ladet mig om det," sagde Corvus en smule irriteret. "Jeg havde lynhurtigt fundet hende, og jeg kunne have fragtet hende til dig, uden det mindste besvær."

"Men sådan blev det ikke, " svarede Primus fast, hvilket omgående fik Corvus til at tie. Han havde ikke i sinde, at gøre sin leder vred. "Og jeg har fundet hende, så der er ingen problemer. Jeg beklager blot, at du måtte vente."

"Hvor er hun så?" spurgte Corvus med fornyet interesse. Han var spændt på at se, hvem han nye samarbejdspartner skulle være.

"Her, selvfølgelig," svarede Primus og rakte en hånd ud imod den spinkle pige med det sorte hår. "Og hun har sagt ja til jobbet."

Corvus måtte anstrenge sig til det yderste, for ikke at sende Primus et misbilligende blik. Var det virkelig sådan en svag tøs, han havde valgt til det job? Det sås tydeligt, at Primus altid havde været vandt til at få serveret altting på et sølvfad, og ikke anede noget om, hvor hårdt og opslidende det kunne være at være procurator for et dødrige. Den trætte og udmattede pige, ville aldrig kunne klare det job.

"Hvorfor har du så ikke omvendt hende?" spurgte ravnen, og fløj igen væk fra Primus' arm og landede på en gren i nærheden. Han prøvede at lyde så neutral som muligt.

"Fordi jeg ville høre din mening," svarede Primus venligt, og pustede en sort fjer af sit ærme, som Corvus havde efterladt. "Jeg er jo nødt til at vide om i fungere sammen, inden jeg kan give hende, hendes evner. Ellers er det jo meningsløst, forstår du nok."

Nu gav Corvus sig selv lov til, at se vurderende på pigen, som stirrede forbavset på ham. Corvus regnede med, at det var fordi at hun aldrig havde set en talende ravn før, og som så mange gange før, kom han til at spekulere over den verden som menneskene kom fra. Hvad indeholdt den overhovedet?

"Nå, hvad siger du?" sagde Primus en smule utålmodigt, og rev Corvus ud af sin spekulation. "Er du villig til at prøve at arbejde med hende?"

Corvus så på pigen en sidste gang, og tænkte ved sig selv, at det ikke skadede at give hende en chance. Det ville simpelthen være forspildt, hvis det nu viste sig, at hun var dygtig, og svarede så. "Giv mig et par dage til at sætte hende ind i tingene. Så skal jeg lade dig vide, hvordan det går, og så kan du få mit svar derefter."

"Klogt svar," svarede Primus anerkende og kløede sig selv i sit lange skæg. "Klogt svar," gentog han så igen, mest for sig selv og forlod så rummet.

Tilbage stod den forvirrede og skræmte pige, og stirrede stadigt meget forbavset på den talende ravn, som blev ved med at sende hende vurderende blikke, med sine dybe sorte øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...