Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9796Visninger
AA

6. Kapitel 5: Corvus

"Fint. Så skal du bare skrive dit navn her," sagde den fremmede, og rakte Mariah et stykke papir og en pen. Endnu engang prøvede hun at åbne sine øjne, for at læse, hvad der stod, på papiret, men hun kunne ikke. Alt hun så, var en skarp gul farve, som meget hurtigt tvang hende til at lukke øjnene igen.

"Jeg er ked af det. Men jeg kan altså stadig ikke åbne mine øjne," sagde Mariah, og lagde papiret fra sig. "Kan jeg ikke godt snart få lov, at komme ind i et rum, hvor jeg kan se noget?"

"Det kommer du, ligeså snart vi har fået det her på plads. Du behøver heller ikke at kunne se noget. Der står bare alt det, som jeg lige har fortalt dig. Du skal bare skrive dit navn," svarede han, men en lokkende tone, som Mariah absolut ikke brød sig om. Men hun vidste heller ikke om hun turde protestere. Det ville simpelthen være for meget, at gå glip af, hvis hun fik fornærmet ham.

"Du skal fortælle mig præcis, hvad det er, som jeg forpligter mig til," sagde hun fast. "Og så skal jeg nok skrive under."

"Nuvel. Du forpligter dig til, at være leder at det femte dødsrige i tre måneder, og at deltage aktivt i samarbejdet med de andre ledere. Derudover skal du selvfølgelig udføre dit job tilfredsstillende, og fuldføre de opgaver, som følger med. Det er dem, som jeg lige har forklaret dig om."

"Og hvad med Corvus?"

"Han er blot en hjælp. Han klarer sig selv, og sørger også selv for de opgaver, som han har. Han er ikke en belastning."

Mariah følte sig stadig ikke rigtigt tryg ved at skrive under. Hun havde ingen garanti for, om han talte sandt, og hun anede stadig intet om dette sted. Måske var det alligevel for hurtigt, bare at springe ud i det? Hun vidste jo i princippet intet om, hvad der ventede hende, men heller ikke, hvordan hun skulle finde ud af det, uden at opleve det.

"Der sker vel intet ved at prøve.." mumlede hun lavt for sig selv og tog papiret og pennen op igen. Selvom hun ikke kunne se noget, så skrev hun bare sit navn i bunden. Det plejede at være der, hvor linjen, man skulle skrive på, befandt sig.

"Det gør der nemlig ikke. Og jeg tør godt love dig, at du ikke vil fortryde det," sagde den fremmede tilfreds, og tog papiret ud af hånden på hende, så snart hun havde sat det sidste bogstav. Hun følte sig underligt anspændt, imens hun sad og lyttede til, hvordan han gemte det væk. 

"Følg så med," sagde den fremmede efter lidt tid, og hans hånd greb fat om hendes håndled. Han førte hende igennem rummet, og ind ad en ny dør. Forhåbningsfuldt åbnede Mariah øjnene, men heller ikke der, var noget at komme efter. Det skarpe lys, var overalt.

Fordi hun ikke kunne se, havde hun automatisk skærpet sine andre sanser. Der lugtede ikke af noget, hvilket forvirrede hende. De klikkende lyde fra mandens skridt, og det ru underlag, som hun selv mærkede under sine fødder, fortalte hende at de var et sted med sten eller beton, og måden lyset havde vist sig på, for nogen minutter siden, gav hende et hint om at hun befandt sig i en tunnel. Men hun var stadig ikke sikker på om, hun stadig var det sted. Og navnet 'Dødskanalen' forvirrede hende. Ville der ikke lugte specielt sådan et sted?

Hun ville gerne række hånden ud til siden, for at føle noget mere, men hun turde ikke. Hun var bange for, om hendes hænder ville ramle ind i noget skarpt. Eller måske var der en væg, som hun ville slå hånden ind i.

Manden trak hende afsted med hastige skridt, og hendes ømme bare fødder, skreg hver gang hun lagde sin vægt over på dem. Hun frygtede allerede for, hvordan de så ud.

For at rive tankerne væk, fra hendes smertende fødder, forsøgte hun at tænke tilbage på sit liv, som menneske. Efterhånden var minderne langsomt begyndt at komme tilbage til hende, men der manglede stadig en masse. Hun huskede, hvordan hende og Mikala havde leget sammen ved den dybe sø, bagved deres gule træhus, og hun huskede også tydeligt, hvor god hendes elskede mor havde været, til at lave mad. Minderne om hendes far, som altid havde været lidt at et stort barn, som altid legede med, når han var hjemme stod også klart for hende. Og dagen, hvor Thor kom hjem, og meddelte at de havde mistet ham for altid, huskede hun også alt for godt.

Til gengæld var det meste af hendes voksenliv stadig en stor tåge. Hun huskede ikke, hvilket job hun havde haft, eller om hun havde haft en kæreste. Ej heller huskede hun, om hun havde haft børn. Hun anede heller ikke hvor gammel hun var, og skulle lige til at spørge den fremmede, da han afbrød hendes tanker, ved brat at trække hende imod venstre.

Underlaget skiftede, og hende bare fødder sukkede lettet. Det bløde tæppe, som de nu gik på, var fantastisk i forhold til den hårde sten, som de kom fra. Nu blev de pludseligt lidt nemmere at følge med, men hun klamrede sig stadig til den fremmede, i frygt for, at hun ikke ville kunne finde ham igen, hvis hun slap ham.

"Hold ud," sagde manden, og gav hendes hånd et lille klem. "Vi skal kun lige ned for enden af gangen, og så er vi der." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...