Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9785Visninger
AA

44. Kapitel 43: Vinger

Hun skreg. Hun skreg så gennemtrængende af smerte og panik, at hun var sikker på, at hun kunne høres i alle dødsrigerne. Hvert og et. Det var et skrig ladet af smerte, angst og ikke mindst ensomhed. Hun var bange, hun var alene uden forsvar og hun anede ikke, hvad der lige var sket.

Automatisk ventede hun på at blodet ville begynde at flyde, og at hun ville kunne mærke, hvordan pilen gennemborede hende, men det skete ikke, og da hun i ren smerte rullede rundt på det lilla gulv opdagede hun at hvem end der havde skudt hende måtte være flygtet. 

Som hun langsomt fik samlet tankerne begyndte den vanvittige smerte at fortage sig lidt og hun satte sig fortumlet op. Med rystende fingre rakte hun armen bagud imod sin ryg for at finde ud af præcis hvor pilen havde ramt hende, og da de ramte den lille lodne ubulning, der var opstået inden under hendes grønne kåbe trak hun gispende sin hånd til sig. Det hun havde rørt var på ingen måde en pil. Desuden havde hun nok heller ikke været i stand til at bevæge sig på den måde, hvid det havde været en pil. Det her var noget andet, man hvad? 

"Vi skal vidst have sørget for at der kommer huller i den kåbe. Ellers går der vidst ikke længe før det bliver problematisk for dig at gå med den," sagde en stor rolig og velkendt stemme pludselig. Mariah så op. Lettet og skræmt på samme tid.

"Primus?" hviskede hun. Hendes stemme var hæs af tårer og chok. Smerten havde heller ikke fortaget sig helt. Hvis hun mærkede efter brændte den faktisk stadig rigtig meget.

"Er du okay?" han trådte hen imod hende. Lyden af hans tunge skridt rungede i hele den lilla ravnegang. Da han rakte ud efter hende, kunne hun ikke lade være med at stirrer lidt på den hånd, han havde rakt ud for at hjælpe hende med at komme på benene. Den var mindst tre gange så stor som hendes egen.

"Kan jeg ikke lige sidde lidt. Det.." Hun kneb øjnene sammen og fuldførte ikke sætningen. Smerten brændte hende vildt og væmmeligt i ryggen. Hvad var det der skete med hende?

"Det gør lidt ondt til at starte med. Men der går ikke så længe før de er vokset helt ud. Så vil de ikke genere dig mere," sagde Primus roligt, og lagde sin store hånd på Mariahs skulder. Hun klynkede lavt af smerte, men bad ham ikke om at flytte den. Den føltes rar og tryg.

"Hvad er det der sker med mig?" hviskede hun stille og så op på Primus' rolige øjne.

"Det er dine vinger," svarede han med et smil. "De vil vokse lidt hver gang du gør noget, der viser, at du er den rigtige til jobbet som procurator. Det glæder mig at se, at de allerede er begyndt at vokse i dag. Det er virkelig et godt tegn."

Mariah kunne ikke lade være med at smile lidt ved det han sagde, men hun tog sig selv i det, da hun forstod, hvad det betød. Hun havde altså gjort ret i at diskutere med Corvus. Hun var ikke helt sikker på, at det var en god ting. Faktisk var hun ret sikker på at det ikke var.

"Men.." Det var kun nysgerigheden, der fik hende til at blive ved med at tale. Hun havde næsten ikke kræfter til det. "Der var da ingen af de andre der.. havde vinger?" 

"Nej," svarede han. "Men de har heller ikke brug for at kunne flyve. Alt det skal Corvus nok fortælle dig noget mere om. Hør, hvor er han egentlig?"

"Han.. Det.." Mariah tog sig til hovedet. Hun havde ikke lyst til at forråde ham ved at tale dårligt om ham til Primus. Han var trods alt hendes eneste ven. Eller allierede. Eller hvad han nu egentlig var. Hun opgav at spekulere over det. "Jeg skal mødes med ham om lidt, jeg må.."

Hun forsøgte at komme på benene, men mærkede hvordan hendes knæ svigtede hende. Den lilla gang begyndte at danse for hendes blik. Primus' støttede hende øjeblikkeligt med den ene af sine store hænder, og med lidt besvær kom hun alligevel op og stå.

"Jeg synes det er bedst, hvis jeg følger dig op til dit værelse, så du kan hvile lidt. Jeg tror du har arbejdet ganske nok for en enkelt dag, især når det er den første." Han holdt ekstra fast da hun prøvende trådte et skridt frem. Hun forsøgte at få det til at se ud som om hun ikke havde svært ved at gå, men hun mærkede godt hvordan udmattelsen tappede på hver bevægelse hun foretog. Hun ville ikke kunne noget som helst i denne her tilstand. Primus havde ret selvom hun hadede at indrømme det.

"Men jeg mangler stadig at se seks dødsriger," mumlede hun. "Og jeg skulle vidst også noget i aften tror jeg.." Hendes tanker ville ikke samle sig. Hun havde det som om, at alt det hun lige havde oplevet var noget, der havde foregået for flere uger siden.

"De seks sidste dødsriger er der også i morgen, og du kan godt nå at hvile dig inden aften. Jeg skal nok lade Corvus vide at du holder fri resten af dagen."

"Nej, jeg gør ikke." Hendes stemme var hæs af træthed. "Jeg må.."

Hun nåede ikke længere med sætningen, før hendes knæ gav op under hende, og alt blev sort.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...