Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9923Visninger
AA

43. Kapitel 42: At finde Corvus

 

"Drilsk fyr, ikke? Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste han forsvinder fra, når man skal bruge ham."

Mariah så sig forvirret omkring uden helt at vide, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hele situationen var ret pinlig.

"Jeg.. Han.."

Hvad var det helt præcist hun havde rodet sig selv ud i? Hvordan havde hun nogensinde kunne få sig selv til at tro på, at hun kunne få Corvus til det her? Selvfølgelig ville han ikke lytte, og hun kunne ikke tvinge ham. Hvorend hun gerne ville.

"Se ikke så råvild ud, jeg nåede godt at få øje på ham. Tænk ikke mere på det," smilede Linus en smule bedrøvet."Jeg ved godt, at der ikke er noget at gøre, han har snydt mig, og han er sluppet afsted med det."

"Hvad mener du? Hvordan snydt dig?" Mariah så indgående på ham, og prøvede at aflæse noget i de store rare øjne, der tilhørte den midaldrende mand. Men hun så kun venlighed. Ingen bebrejdelse eller mistænksomhed.

"Det er en sag imellem mig og ham." Linus kløede sig eftertænkt som i skægget, og Mariah sukkede irriteret indvendigt. Det virkede pludseligt meget umuligt for hende at komme til bunds i Corvus' affærer og hun spekulerede på, hvordan hendes forgængere mon havde klaret den opgave. "Det er bare vigtigt, at du forstår vigtigheden i, at jeg taler med ham," fortsatte han.

Mariah sukkede højt. "Jeg prøvede at få ham til at tale med dig. Du ser nu hvordan det endte. Og før dette brugte jeg mindst tyve minutter på bare at få ham med. Jeg tror at det eneste du kan gøre, er, at fortælle mig om det, og så skal jeg nok gøre, hvad jeg kan for at du får et svar."

Selvom det her var ret personligt for Mariah, så kunne hun pludselig meget godt lide situationen. Det var lidt som om hun var ved at komme i gang med det hun virkelig var her for. At hjælpe de fortabte mennesker i sit dødsrige.

"Hør, vil du ikke med ind? Det ville være meget hyggeligere og snakke over lidt te," tilbød Linus og trådte til side, så Mariah kunne komme ind, men hun blev stående. Hun ville gerne have takket ja, men hun kunne ikke.

"Jeg har desværre noget jeg er nødt til at ordne," smilede hun undskyldende. "Men kan jeg måske komme tilbage i aften?"

Linus nikkede, og kløede sig igen i det røde skæg. "Selvfølgelig. Du må have en fortsat god dag, og held og lykke. Du får brug for det."

Mariah så overrasket på ham, men spurgte ikke om noget. Hun var sikker på at han ikke ville forklare hende det alligevel.

"I lige måde," smilede hun, og forlod den grå gang i samme retning som hun var kommet fra. Hun følte sig nærmest lettet da hun kom ud på collectiogangen og den kedelige grå farve blev erstattet af hvid. Det var som om gangen til den femte dødsrige bare udstrålede alt den sorg og magtesløshed, som prøverne symboliserede. Tilfældigt kom Mariah i tanke om at det ville passe bedre, hvis den var blå. Hun huskede et eller andet om, at blå symboliserede håb.

Automatisk vendte hun retning imod den grønne procuratorgang, men stoppede sig selv. Hun skulle jo ned og se det syvende dødsrige. Men kunne hun overhovedet det uden Corvus? Og hvor var han? Hun var nødt til i det mindste at forsøge at finde ham først.

Hendes første tanke var at søge på den lilla ravnegang, det var jo trods alt der, han boede. Hun havde endnu ikke set den, da Corvus havde fortalt, at hendes øjne endnu ikke ville kunne se dernede, men hun besluttede sig for at prøve alligevel. Hun følte allerede at hendes krop kunne tåle en del mere, end hvad den kunne for to dage siden.

Det lille beskytterlys havde hun faktisk også i lommen, men hun ville helst undgå at skulle bruge det. Hendes øjne var efterhånden trætte efter en hel formiddag med det som den eneste lyskilde. Det var trods alt et kunstigt lys, og hendes krop responderede derefter.

Hendes skridt gav genlyd, da hun gik ned af den hvide gang, og endte nede ved den næstbagerste gang, som havde den lilla farve hun ønskede. Den lange gåtur fik hende til at tænke på hvordan det her sted mon så ud udefra. Selv udendørsarealerne til dødsrigerne var jo lukket inde, så hvis man stod helt udenfor, så måtte her jo se fuldstændigt enormt ud.

Den tanke fik hende til at tænke tilbage på da Primus havde hentet hende. Selvom det kun var igår siden, så føltes det som om der var gået flere år. Det lys hun havde set, var det måske udenfor? Hun spekulerede på om hun nogensinde ville finde ud af det.

I dét hun trådte ind på den lilla ravnegang trak en stikkende smerte hende brat ud af sine tanker. Hun udstødte et lavt gisp, og sank sammen på gulvet, imens hele hendes krop krympede sig. Langsomt gik det op for hende hvad der var sket, og hendes hendes krop var fyldt med rædsel da hun landede på det hårde lilla gulv, og følte hvordan det brændte i hele hendes ryg og maveregion.

Der var en eller anden, der havde skudt hende i ryggen med en pil.

____________________________________________________________________

 

Efter en længere pause føler jeg mig endelig i ”mode” til at skrive på denne her skønne historie igen, og jeg vil fra nu af forsøge at opdatere den regelmæssigt.

Jeg har dog lige et enkelt spørgsmål. Er der overhovedet nogen af jer, der stadig læser med, eller har i opgivet? Bare et lille ”jeg læser.” vil gøre mig glad, for så ved jeg at jeg ikke har tabt jer helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...