Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9927Visninger
AA

42. Kapitel 41: Skænderier

 

"Hvad skal det sige?" snerrede Corvus og gav slip på den tunge dør, som smækkede i med et brag. Ekko'et nåede hele vejen ned for enden af den lange collectiogang og tilbage igen, inden det forplantede sig i Mariah og fik hele hendes krop til at skælve let.

"Det skal sige, at vi går ned og taler med Linus lige nu," Mariah vendte sig rundt og begyndte at gå ned i mod det femte dødsrige igen. "Og holder vi ikke tidsplanen, så kan jeg også nå at se de sidste dødsriger i morgen."

"Mariah, stop!" Corvus fløj ind foran Mariah og blokerede vejen. Hun havde ikke andet valg end at gøre, hvad der blev sagt. Den store ravn fyldte det meste af hendes synsfelt.

"Hvad nu?!" snerrede hun irriteret. Corvus var ved at få hende alt for godt op i det røde felt.

"Bare hør på mig." Den skrappende stemme blev pludselig meget tryglende. "Det er meget vigtigt, at du få set dødsrigerne i dag. Der er krav til, hvor lang tid du har til at blive oplært, og de skal holdes. Det er for din egen skyld."

"Hvad snakker du om?! Hvilke krav?" spurgte Mariah vredt, og forsøgte forgæves at passere den store ravn. Hvis de var så meget i tidsnød kunne han da bare følge med? Hvis han havde gjort det fra start af, så havde de sikkert været færdige nu.

"Hvis ikke du er oplært ordentligt inden for få uger, så bliver du kasseret igen," forklarede Corvus. "Det nytter ikke noget at have uintelligente mennesker til at udføre dette job. Prøv at bruge din fornuft lidt."

"Jeg skal bruge min fornuft siger du?!" Mariah fik den største lyst til at slå ud efter ham, men stoppede sig selv i sidste øjeblik. Det eneste hun ville få ud af det, var at hendes hånd ville kolidere med hans skarpe klør, og den kamp ville hun meget hurtigt tabe. "Du lyver over for mig, smutter hemmelige steder hen og du siger at jeg skal være fornuftig?!"

"Var det virkelig det eneste du hørte af det jeg lige sagde?" sukkede Corvus. "Glemte du helt den del, hvor jeg fortalte dig, hvorfor du skulle bruge din fornuft?" fortsatte han, og lagde mest tryk på det sidste.

Mariah nikkede irriteret. "Ja, det hørte jeg. Og du glemmer at du ikke giver mig den største grund til at tro på noget som helst af det du siger lige nu. De ti minutter det vil tage at tale med Linus kommer ikke til at afskære mig fra det her job. Det gør det til gengæld, hvis vi skal stå her og diskutere resten af dagen."

"Mariah, for Primus skyld. Jeg er din procuratorravn. Hvad giver dig grund til ikke at stole på mig?"

"For Primus skyld?" Hun så undrede på ham.

"Det er en talemåde," viftede han irriteret. "Kom nu bare med, så for din egen skyld?"

"Jeg er lige glad med for hvis skyld jeg skal gøre det, men det bliver ikke sådan. Og nu er jeg færdig med at diskutere med dig. Så må jeg jo tale med ham igen, og sige at du nægter at se ham." Hun fortsatte stædigt fremad, og tog sig ikke af at hun fik Corvus' fjer i ansigtet, da hun maste sig imellem ham og væggen. Nu kunne det være nok.

"Mariah!" Corvus stemme var høj og klar. Alt form for skrappen var pludselig helt væk. "Du er på arbejde nu. Du kan ikke bare gøre som det passer dig!"

Men Mariah stoppede ikke. I stedet fortsatte hun stift fremad, og trådte ned af gangen ved det femte dødsrige uden så meget som at se sig tilbage. Linus sad, til hendes store ærgelse, ikke længere ved indgangen, men hun skulle nok finde ham alligevel.

"Jeg kan ikke fuldføre mit arbejde uden at det her bliver gjort," sagde hun imens hun betragtede navnene på alle de grå døre. Hun måtte finde den der stod Linus på, og helst inden at Corvus blev mere umedgørlig.

"Du bliver nødt til at lære at styre din dømmekraft," belærte Corvus. "Hvis ikke du ved, hvordan du skal planlægge din tid ordentligt, så kommer du ikke langt. Der er alligevel aldrig tid nok i et liv til at nå det hele."

"Nu holder du mund!" eksploderede Mariah og stoppede op. Hun havde fundet den dør hun søgte. "Og hvis jeg var dig, så ville jeg kæmpe lidt for min sag, når Linus åbner døren, for ellers har du et forklaringsproblem over for Arcusa i morgen," snerrede hun. Det fik endelig den sorte ravn til at tie stille.

I noget der virkede som flere timer, var der kun stilhed i den lange grå gang, og Mariah følte sig nærmest lettet, da Linus endelig åbnede døren. Nu var hendes mission endelig lykkedes. Eller det troede hun i hvert fald.

"Goddag igen Linus," sagde hun og klistrede et falskt smil på. "Nu har jeg fundet den ravn du ville tale med."

Linus lyste op i et tilfredst smil. "Godt. Hvor er han?"

"Lige.."

Mariah stivnede og gik i stå midt i en sætning. Corvus var ikke længere at se nogen steder. Gangen var tom og øde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...