Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9798Visninger
AA

41. Kapitel 40: En latterlig diskussion

"Jeg flytter mig ikke et eneste skridt, før du svarer mig helt sandfærdigt på, om hvor Linus kender dig fra, og hvad det egentligt er, som du er ude på."

Mariah stod stædigt ude foran sin dør, hvor hun havde aftalt med Corvus at de skulle mødes, når frokostpausen var slut. Han nåede dårligt at komme inden for hørevidde før hun begyndte på den tale, som hun havde siddet og øvet sig på, siden samtalen med Arcusa.

"Jamen goddag til dig også," svarede Corvus en smule forfjamsket, og landede på hendes skulder. "Hvad er der galt?"

"Du hørte mig udemærket," bed Mariah ham skarpt af, og blev stående, selvom hun tydeligt mærkede på Corvus at han var utålmodig, fordi de sikkert havde travlt.

"Jeg aner ikke hvem denne Linus er, og jeg er bestemt ikke ude på noget. Hvor kommer denne mistillid fra?"

Mariah måtte, meget imod sin vilje, indrømme at han faktisk lød troværdig nok, og hun mærkede hurtigt den velkendte dårlige samvittighed skylle ind over hende. Corvus var hendes tætteste alierede i denne verden, og hun burde virkelig ikke nage mistillid til ham. Men hun kunne stadig ikke ryste den af sig. Der var for mange ting, som var mistænkelige.

"Du må vide hvem Linus er," begyndte hun en smule mere roligt, og begyndte at gå op imod collectiogangen. "Han ved i hvert fald hvem du er, og han bliver ved med at plage efter at tale med dig. Du ville ikke have grund til at undgå ham, hvis du ikke ved hvem han er, eller hvad han vil. Desuden bliver han ved med at sige, at du også kender ham, hvilket jeg faktisk også tror du gør. Der er et eller andet mystisk ved ham."

"Jeg undgår ham ikke, og jeg kender ham heller ikke," svarede Corvus afværgende. "Du må da kunne forstå, at jeg virkelig har vigtigere ting at se til, end dumme mennesker, der vil tale med mig, om et eller andet ligegyldigt, jeg ikke kan hjælpe dem med."

"Jeg er ret sikker på, at det ikke er ligegyldigt," forsvarede Mariah. "Så ville han ikke være så desperat. Kan det ikke være at du kender ham, uden at vide det? Han siger også, at han kender mig, men jeg aner ikke hvem er."

"Selvfølgelig ville han være desperat. Især hvis det er fordi han tror at jeg kan hjælpe ham væk fra sit dødsrige. Så vil han være ivrig efter alle de chancer han kan få. Og det at han lyver om, at han kender os er bare et billigt trick, for at få vores opmærksomhed."

"Hvorfor tror du, at han vil væk fra sit dødsrige? Ved du overhovedet hvilket et, som han tilhører?" Mariahs stemme hævede sig lidt, og blev igen skarp. "Jeg tror ikke på, at det bare var et blilligt trick."

"Fordi det som regel er det mennesker vil. Lad det nu bare ligge." Corvus lettede. "Stop her. Det her er indgangen til det sjette dødsrige."

"Jeg træder ikke derind, uden at vi har talt med Linus," sagde Mariah standhaftigt, og blev stående, selvom Corvus holdt døren for hende. Det så utroligt komisk ud, og hun syntes stadig ikke rigtigt, at hun kunne vænne sig til alle de kræfter ravnen havde.

"Vi kan gøre det i aften." Corvus slog ud med vingen for at få hende til at gå ind, men hun reagerede stadig ikke.

"Vi gør det nu."

"Nej, vi gør ikke!"

"Han tilhører mit dødsrige, og du er min hjælper, så det må betyde, at jeg bestemmer det."

"Nej, du gør ej. Jeg har ret til at bestemme over mig selv."

"Ikke når du arbejder."

"Hvordan ved du det?"

Mariah tøvede. Ikke fordi hun manglede et modsvar, men fordi denne her diskussion var latterlig. De opførte sig som to stædige børn, der ikke kunne få deres vilje. "Fordi du tydeligt har gjort det klart. Nu følger du med!" Hendes stemme blev næsten hysterisk, idet hun vendte rundt, for at gå tilbage imod det femte dødsrige.

"Du bekræfter mig gang på gang i min mistanke om, at Santas og Primus ikke tog det.." svarede Corvus lige så irriteret tilbage, men afbrød sig selv meget hurtigt.

"Se, det er også en ting vi skal tale om," svarede Mariah og følte endelig, at hun var ved at nå lidt ind imellem hans kringlede løgne. "Og før jeg kan stole på dig, må jeg hellere finde ud af, hvad jeg skal stille op med dig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...