Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9800Visninger
AA

5. Kapitel 4: Afrejse

Den brune hest løftede sit hoved, og rejste ørerne i det den fik øje på Samuel, som kom gående hen over det lille makedsplads, som lå i midten af byen. Selvom Samuel slet ikke følte sig parat til at tage nogen steder, så forsatte han alligevel fremad. Han var nødt til at gøre et eller andet. Noget der kunne få ham til at tro på at Mariah ikke havde været død forgæves. Han måtte finde grunden til hvad der var sket. Også selvom han frygtede, hvad der ventede ham, bag skovens mange træer.

Han klappede hurtigt den brune hest på halsen, og svang sig elegant op i sadlen, som den havde på. Han gik automatisk udfra, at det måtte være Linus der havde gjort hesten klar, og Samuel takkede ham indvendigt. De var allerede sent på den, hvis de skulle nå at være fremme hos Thor inden det blev mørkt.

"Er du klar?" råbte Linus, oppe fra den hvide hoppe, som han havde sadlet til sig selv. Den var allerede ivrigt og stampede rundt med klaprende hove, og opspilede næsebor.

"Det tror jeg," mumlede Samuel så lavt at han ikke anede om Linus ville høre det. For en sikkerheds skyld sendte han ham et bekræftende nik, og uden at svare satte Linus hælene i siden på sin hoppe, og galoperede i den modsatte retning, ned til skoven. Samme vej som Thor og de andre havde redet for nogle timer siden.

Samuel behøvede ikke engang at give den brune vallak et signal. Instinktivt vidste hesten af den skulle følge sin makker, og den satte med det samme afsted efter hoppen. Samuel sad roligt i sadlen og fulgte med, imens han hyppigt tjekkede, at der ikke var noget af hans proviant, som faldt af på vejen. Han var ikke helt tryg ved, at han ikke selv havde fået lov at spænde det fast, men det havde der ikke været tid til.

Der gik ikke længere før han havde indhentet Linus og de red side om side. Da de kom ind imellem træerne gav de hestene en lille pause imens de så sig omkring. Selvom skoven var det sikreste skjulested, så kunne man aldrig vide, hvad der lå på lur bag det høje og tykstammede træer. Patrika'erne kunne være over alt, og de havde fået en stigende tildens til at finde Libo- folket, som var Thors folk, før de fandt dem. Og det endte som regel fatalt, for den Libobeboer, som det gik ud over.

Beboerne i Libo havde været i krig mod beboerne i Patrika ligeså længe, som Samuel huskede. Det hele bundede i, at der for hundrede år siden havde været hungersnød på den ø, som de to landsbyer lå på, og at der havde været så stor kamp om maden, at landbyerne begyndte at bekrige hinanden, for at få det sidste mad der var tilbage. Flere gange havde det været forsøgt af både Thor, og Lucius, som var Patrika boernes leder, at indføre en våbenhvile, men borgerne i begge byer kunne på ingen måder lade hinanden være i fred. Hver familie havde sit, at være forurettet over, og selvom der nu var masser af mad på øen, så var alt hærget af hævn. Hævn over de mange ofre for sultedøden, og alle de familier, som var blevet bestjålet. 

Samuel huskede tydeligt, at hans mor engang havde sagt til ham, at den krig aldrig ville stoppe, fordi de fleste af dem der kæmpede, ikke længere vidste hvad de kæmpede for. Det gjorde Samuel i virkeligheden heller ikke, for selvom han var ret sikker på at Mariahs død var sket på grund af ham, og at det var en Patrikabeboer, der havde gjort det, så vidste han ikke hvorfor. Han havde endnu ikke haft blod på sine hænder.

Det eneste Samuel ville, var, at beskytte sin landsby, og beholde sin stolthed. Han ville holde Patrika'ernes krigere i skak, så de ikke ville kunne komme til at skade hans folk. Og selvom han allerede havde fejlet den opgave, så gav han ikke op. Han havde stadig et folk at beskytte, selvom Mariah ikke længere var i blandt det.

"Er du sikker på, at det her er rigtigt?" spurgte Samuel en smule bekymret, da de havde redet et stykke tid. De var nået ud på den anden side af skoven og red nu langs en grusvej, som Samuel aldrig før havde set. Han vidste dog at øen var stor, og at rejsen til Patrika var lang. Alligevel  var han lidt skeptisk over retningen. Der lå absolut ingen ting, forude, der gav ham det mindste vink om, hvor de var på vej hen. Det eneste hans øjne så, var græs, alenestående træer, og små søer. Indmellem hoppede en forvirret hare over vejen, men ellers var der intet tegn på liv. Ikke engang hovspor på stien, forsikrede om, at der havde været noget før dem.

"Selvfølgelig er jeg sikker," sagde Linus bestemt. "Vi skulle nemt kunne nå at være fremme inden det bliver mørkt. En halvtimes ridning mere, og så må vi kunne se bålrøgen."

Samuel kiggede skeptisk op på himlen, som efterhånden var blevet meget mørk og grå, men blev enig med sig selv om ikke at sige noget. Linus plejede at have styr på, hvad han gjorde, og Samuel vidste, at Linus aldrig ville rode sig ud i noget, som han vidste han ikke kunne klare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...