Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9791Visninger
AA

40. Kapitel 39: Tillid

"H-hvorfor kunne Corvus ikke det?" Hun kunne ikke lade være med at småstamme lidt i rent chok. Det kunne ikke passe.. Havde hun virkelig haft ret i, at hun slet ikke kunne stole på Corvus?

"Det var en sag imellem Primus og ham, som ingen af dem ikke ville fortælle mig om, desværre. Men Corvus var i hvert fald ude af stand til at være med til at udvælge dig. Det var kun til allersidst han blev klar, men der var beslutningen taget og han så dig først den dag du kom hertil. Primus sagde vidst noget om, at Corvus ikke helt var tilfreds med dig. Det er derfor jeg blev lidt bekymret, for han skal behandle dig ordentligt. Du er mere end egnet til jobbet, det kan jeg mærke på dig." Hun smilede.

Mariah sagde ikke noget. I stedet brugte hun unødvendigt lang tid på at se sig om i den smukke have. Hun betragtede hver og en af de smukke blomster og indåndede den søde duft af nyslåetgræs og modne roser. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, og selvom hun godt vidste, at Arcusa kun prøvede at være venlig, så kunne hun ikke lide denne her samtale. Hun følte sig så magtesløs og forladt. Som om der ikke var noget hun kunne klare selv. For det var jo rigtigt, selvom hun hadede at indrømme det.

Hun forstod heller ikke denne her samtale helt. Havde Arcusa ikke lige sagt, at det var en del af hendes job at føre ravne og procuratore sammen? Hvorfor havde hun så ikke noget med hende og Corvus at gøre? 

"Han har ikke antydet at han har haft noget imod mig.." begyndte hun stille. "Jeg har altid syntes, at har var en smule hemmelighedsfuld, men ellers har vi altså fungeret fint sammen ellers. Han har i hvert fald været en udmærket mentor," sagde hun til sidst og pillede fraværende bladet af en stor gul rose, som hun netop passerede.

"Det er jo også derfor, at han er procuratorravn. Det er jo ikke hvem som helst, der får lov at få den post, ligesom det ikke er hvem som helst, der får lov at være procurator. Du er bare lidt mere sød og følsom end dine forgængere.." Hun stoppede lidt. "Det var også bare, hvis du manglede en at tale med, så er jeg her. Det var mest bare det, jeg ville have, at du skulle vide."

Mariah måtte kontrollere sig selv for ikke at blive en smule vred. Mente Arcusa ikke at hun var standhaftig og psykisk stærk nok til sit job? Hun skulle vise hende, at det ikke passede. Om hun så skulle plukke hver eneste fjer af Corvus, så ville hun have sandheden, så hun var i stand til at udføre sit job ordentligt. Hun ville ikke ses ned på af alle andre, som hende den lille forsigtige nye procurator. Selvfølgelig kunne hun da klare det her, ellers var hun jo ikke blevet valgt til det.

"Det er sødt af dig, men jeg tror, at det er Corvus jeg skal tale med," sagde hun en smule kort fra hovedet, og trådte igen ind i den grønne gang. "Og hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg gerne lige nå at spise lidt, inden jeg skal mødes med Corvus igen. Det har været en lang og hård formiddag."

"Selvfølgelig." Arcusa lukkede døren efter sig, og den gik i med et let bump. Deres skridt gav genlyd, da de gik forbi de mange billeder med de forskellige procuratore, som havde været der i fortiden.

Der opstod en lille akavet tavshed inden til de nåede ned til Mariahs værelse. Hun lagde forsigtigt sin hånd på døren, som let gik op med et lille klik.

"Tak for tilbuddet," smilede hun, inden hun gik ind. "Jeg sætter pris på det." Det mente hun.

"Det var så lidt."

Mariah lukkede døren og sukkede lettet over, at hun igen var alene. Hun var så forvirret, at hun opgav at tænke over noget som helst, og i stedet begyndte at smøre sig et par mader med hendes nye yndlingspålæg. Hendes mave rumlede og hendes ben summede af ren udmattelse. Nu ville hun bare slappe af i alt den tid hun kunne, og så ventede der en seriøs samtale imellem Corvus og hende.

Nu ville hun have sandheden på bordet en gang for alle. Denne gang ville han ikke slippe uden om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...