Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9831Visninger
AA

39. Kapitel 38: En uventet information

"Du skal ikke se så forskrækket ud," Arcusa lagde forsigtigt en hånd på Mariahs skulder. "Det er ikke noget alvorligt."

Mariah løftede sit blik og mødte de venlige øjne med den underlige farve. "Jeg er ikke bange," sagde hun standhaftigt. "Hvad er det, at du ønsker at tale med mig om?" Hun valgte sine ord omhyggeligt, for nej hun var ikke bange, men hun var nervøs og utilpas.

"Corvus," svarede hun kort, og trådte ud af den grønne dør, og ud i procuratorernes have. Mariah sørgede for at tænde sit lille lys inden hun gik ud.

"Corvus?" Mariah mærkede hvordan hendes puls langsomt steg i hastighed. Vidste Arcusa noget?

"Ja, din ravn." Arcusa rømmede sig lidt, og Mariah kunne ikke lade være med at føle sig utroligt dum.

"Hvad er der med ham?" Mariah glemte at vælge sine ord ordentligt. Denne her samtale var skræmmende for hende, og den store dame der tårnede sig op ved siden af hende, gjorde hende langt fra tryk. Kunne hun stole på hende? Hendes instikt sagde tydeligt nej.

"Jeg er bare i tvivl om.." Hun tøvede lidt. "Om i passer sammen?"

Mariahs øjne blev store, og i ren refleks trådte hun et skridt til siden, og var tæt på at snuble. Hun anede slet ikke, hvad hun skulle svare. Kunne hun tillade at sige sandheden? At hun i virkeligheden slet ikke var tryg ved Corvus, og egentligt nærmest var bange for ham? Hvad kunne Arcusa overhovedet gøre?

"Undskyld.." Arcusa rakte forsigtigt sin hånd frem. "Det var ikke min mening at blande mig i noget, du ikke vil have mig til at stikke næsen i. Jeg følte bare at.." Hun stoppede lidt, og så ud som om hun overvejede sine ord en ekstra gang. "At du måske manglede en at tale med, og så skal du bare vide, at du kan stole på mig. Mit job er rent faktisk at hjælpe dig."

"Hvad handler dit job egentligt om?" Mariah så nysgerrigt på hende, og skiftede med vilje emnet, så hun ikke kom til at sige noget, hun senere ville fortryde. 

"At hjælpe Primus, og gøre nogen af de ting, som kvinder generelt er bedre til end mænd. For eksempel at hjælpe dem, der ser ud til at have brug for det," svarede Arcusa og sendte Mariah et diskret, men sigende blik. "Og så skal jeg selvfølgelig være med til at samle jer og jeres ravne, og styre de møder, der bliver afholdt. Men det ved du jo."

Mariah nikkede uden at sige mere, og der opstod en utroligt akavet tavshed. Febrilsk forsøgte Mariah at finde på et eller andet at sige, men lige meget hvilket spørgsmål hun kom på, så virkede det utroligt dumt og uprofessionelt. Hun hadede at indrømme det, men selvom hun måske ikke stolede på Corvus, så var hans selvskab meget lettere at håndtere. Måske fordi han ikke havde magt over hende.

"Nå, men hvis du ikke vil snakke om det, så skal jeg bestemt ikke plage dig. Jeg vil bare lade dig vide at du kan komme til mig med alt. Jeg kan ikke sladre, for så mister jeg mit job." Arcusa vendte om og begyndte at gå tilbage. Mariah småløb efter. Den store dame gik ekstremt hurtigt, og Mariahs små korte ben havde svært ved at følge med.

Mariah kunne bestemt ikke lide, at hun blev ved med at bruge sit job i hendes overtalelse. Det gjorde hende bestemt ikke sikker på, at hun kunne stole på damen med den udefinerlige øjenfarve. Heller ikke selv om hun ville ønske at hun kunne. For hun havde virkelig brug for at tale med nogen, og Arcusa måtte om nogen vide, hvad hun skulle stille op.  

"Vent!" Mariah indhentede hende, og tog en impulsiv beslutning. "Jeg vil faktisk gerne tale med dig om noget."

Arcusa rettede opmærksomt blikket op, og mødte Mariahs. "Hvad? Jeg lytter."

"Ved du noget som helst om min fortid? Altså før jeg kom hertil?" spurgte hun efter at have taget en dyb indånding. Hvis Arcusa hjalp til med procuratorene, måtte hun da vide noget? Det kunne da ikke skade at spørge, vel? Hun var ikke sikker, men nu var beslutningen taget, og spørgsmålet stillet.

"Santas fortalte mig en smule, men det var ikke meget. Kan du da ikke selv huske det?" Arcua så undrende på hende.

Mariah tyggede på navnet et øjeblik inden hun huskede hvem det tilhørte. "Santas?" spurgte hun skeptisk. Hvad vidste procuratorravnen fra det første dødsrige om hendes fortid?

"Ja, Santas. Det var ham der hjalp med at udvælge dig, fordi Corvus ikke kunne. Vidste du ikke det?"

Mariah sank en klump, og havde pludseligt mistet lysten totalt til at fortsætte samtalen. Der var tydeligvis mere end historien om Linus, som Corvus havde undladt at fortælle hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...