Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9908Visninger
AA

38. Kapitel 37: Endnu mere tvivl

"Hvad er problemet da? Måske kan jeg hjælpe dig?" Mariah så venligt på Linus, og trådte ind i den grå gang. Hun var egentlig ikke helt tryg ved situationen, men hun vidste at hun måtte være der for menneskerne i hendes dødsrige, lige meget hvad.

Det var sådan set heller ikke fordi hun ikke ville det. Der var bare et eller andet med Linus der virkelig gik hende på. Hun kunne ikke lide, at han var så sikker på, at han kendte hende, når hun ikke havde nogen idé om, hvem han var. Og så det med, at han virkede til at have et eller andet skænderi med Corvus, som ingen af dem rigtigt ville fortælle om. 

Noget var galt. Det var noget, som de ikke fortalte hende.

"Jeg ser helst, at jeg kan få lov at tale med Corvus først." Linus kom på benene og børstede lidt støv af sit ret slidte tøj. "Vil du ikke bare bede ham om at komme ned til mig, når du ser ham?" 

Mariah sukkede, og trådte tilbage på collectiogangen. Hun ville alligevel ikke få noget ud af ham. "Jaja, det skal jeg nok," mumlede hun og fortsatte ned imod sit værelse uden at vente på et svar.

Ensomheden overvældede hende endnu en gang, som hun fortsatte ned af den hvide lyse gang. Hun manglede virkelig en, som hun kunne stole på. Nogen som hun kunne dele sin frustration med. Alt i denne her verden var så ensomt for hende, også selvom det selvfølgelig mest var nyt og spændende. Det ville jo selvfølgelig bare ikke vare ved. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at hun ville gå helt kold, hvis hun skulle fortsætte på den her måde, omringet af mennesker og dyr som hun dårligt kendte.

Tanken om hendes far livede hende dog op, og sendte et lille smil op på hendes læber. Nok kunne han ikke hjælpe hende, med alle de problemer, der var ved at vælte ned over hende, men hun kunne i det mindste snakke med ham. Hun var ikke sikker på, at det var specielt klogt at indvie ham i det hele, man han ville stadig være der.

Egentligt kendte hun ham jo slet ikke særligt godt længere. Det var trods alt femten år siden at hun sidst havde set ham.Vidste hun overhovedet, hvem har var længere? Kunne hun stole på ham?

Hun rystede arrigt tanken af sig igen, lige så snart den var slået ned i hendes hoved. Slevfølgelig ville hun kunne stole på hendes egen far, ingen tvivl om det.

Med tankerne fræsende rundt som små ildfluer i sit hoved, gik Mariah længere ned af den hvide collectiogang i et roligt tempo. Da hun endelig nåede den grønne, efterhånden ret velkendte, gang udstødte hun et taknemmeligt suk, og længtes pludseligt utroligt meget efter at sidde ned. Hendes ømme ben var ikke vandt til at skulle gå så meget rundt.

Mariah var så træt, at hun nærmest ikke så Arcusa, før hun stødte direkte ind i hende. Forskrækket tog hun et skridt tilbage og så op i et par øjne, som hun overhovedet ikke kunne definere farven på.

"Undskyld," mumlede hun hurtigt, og forsøgte at smutte forbi den ret fyldige dame, så hun kunne komme væk fra den akavede situation. Dog uden held.

"Du har pause nu, ikke?" Arcusa tog blidt men bestemt fat i hendes arm. Mariah nikkede svagt. "Kan jeg så ikke lige få lov at tale med dig?"

Mariah måtte styre sig for ikke at vise den angst og kvalme, der langsomt steg op i hende. Hvad ville Arcusa snakke med hende om? Hun var trods alt øveste leder under Primus, så det måtte være alvorligt, siden hun ville bruge sin tid på hende.

Hun nikkede svagt igen, og kom så i tanke om at Arcusa hørte til på Arcusgangen, som lå helt nede i den anden ende. "Men kan vi ikke godt blive et sted i nærheden? Jeg har gået rundt med Corvus hele formiddagen, så.." Mariah stoppede sig selv inden hun nåede at fuldføre sætningen. Kunne hun overhovedet tillade sig at sige hende i mod?

"Nejnej, det gør skam ikke noget, vi kan godt blive her, men lad os gå uden for." Arcusa rakte sigende armen ud i retning af døren for enden af procuratorgangen. "Vi skal helst sørge for ikke at blive hørt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...