Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9785Visninger
AA

37. Kapitel 36: Et ulideligt klima

Det gik meget hurtigt op for Mariah, hvad Corvus mente med, at hun ville blive tørstig efter at have set det ottende dødsrige. Det viste sig, at der fandtes diverse forskellige måder, at gøre dødsrigerne ulidelige at være i. Først var det uden dyr, så var det uden tjenere, så var det forfærdelige farver, og her var det så klimaet.

"Det her dødsrige ville faktisk være præcis, som det niende hvis det ikke var fordi at her ikke er lyserødt, og at her ikke var så varmt. Menneskerne lever under de samme vilkår, men i et forfærdeligt klima," forklarede Corvus, da de var nået igennem den lange sandfarvede gang, og var end ude i udendørsarealet, som lignede en kæmpe ørken. Selvom Mariah aldrig havde set sådan en, så var det sådan at hun forestillede sig, at den så ud.

Der var stort set ingen mennesker at se. I de andre dødsriger havde de rendt rundt hist og pist, men her var faktisk nærmest ingen. Bortset fra en mindre dreng, der legede i sandet, og en lidt større pige, som sad ved siden af, og så ud til at holde øje med ham.

"Hej." Mariah vinkede og smilede til pigen. Hun løftede hovedet, og gengældte forsigtigt Mariahs smil.

"Hej." Pigens stemme var utroligt lys og spinkel. Mariah kunne næsten ikke høre hende.

"Hvad hedder du?"

"Mit navn er Minna. Og det her er Aston." Pigen pegede på den lille dreng, som stadig legede med sandet. "Er det dig, der er Mariah?"

"Ja det er mig," smilede Mariah forundret.

"Lydia fortalte om dig. Vi er ikke så mange mennesker hernede, så hun har masser af tid til at snakke med os og sådan," fortalte Minna.

Lydia var procurator for det ottende dødsrige. Mariah huskede hendes præsentation, som noget af det tydeligste, fra det ellers lidt for uinteressante møde. Hun havde virket utroligt sød og venlig.

De præsentationer hun havde hørt der, passede egentlig meget godt på, hvad hun hørte og så. Men det var alligevel noget helt andet at opleve dødsrigerne i virkeligheden. Alt det negative fra hver deres dødsrige havde procuratorerne med vilje holdt skjult, eller i hvert fald ikke lagt vægt på. Det fornemmede Mariah godt.

"Nårh, på den måde." Mariah nikkede forstående. "Vil du ikke fortælle mig lidt om, hvordan du har det med at bo her?" spurgte hun.

"Det har jeg det utroligt godt med." Minna smilede ærligt. "Selvom jeg godt ved, at jeg kunne være endt et andet sted, der var bedre, så kunne det også være meget værre. Og selvom jeg ikke har været her så længe, så er jeg allerede blevet en del af det tætte sammenhold som findes hernede. Det er jeg utroligt taknemmelig for, når nu jeg pludselig skal undvære min familie. Det eneste forfærdelige er varmen, men man vænner sig til den." 

Mariah så godt smerten i Minnas blik, da hun nævnte sin familie, men hun undlod at spørge ind til det. I stedet fortsatte hun bare med at smile til hende.

Varmen var slem, men ikke uudholdelig. Mariah kunne godt holde den ud, hvis hun åbnede sin kåbe, men hun var godt klar over at den løsning ikke ville holde i længere tid. Slet ikke, hvis hun skulle gå hele vejen tilbage, inden hun kunne få noget vand.

"Det lyder da også utroligt dejligt. Hyggeligt at møde dig." Med de ord vendte hun sig igen imod Corvus. "Jeg tror jeg har set hvad jeg har brug for. Nu er jeg altså rigtigt sulten, og jeg er også ved at få det rigtigt varmt."

"Nuvel." Corvus lettede fra den ensomme bænk, som ham og Minna havde delt. "Tiden passer også. Så lad os komme afsted."

Da de nåede ud til collectiogangen lettede Corvus fra Mariahs skulder, og fløj i den modsatte retning af procurator- og ravnegangen. I stedet havde han kurs i den retning de kom fra.

"Hvor skal du hen?" spurgte Mariah forundret.

"Jeg har bare lige noget jeg skal have ordnet. Jeg henter dig klokken et lige her. Sørg for at være der." Han sendte hende et bestemt blik, og fløj så med fuld fart ned imod de høje dødsriger og Arcusgangen.

Mariah kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad han skulle, men hun rystede blot på hovedet, og slukkede det lille beskytterlys, som hun havde gået rundt med i hånden. Hendes blå øjne sukkede taknemmeligt. Det kunstige lys var stadig hårdt for dem.

"Det skal jeg nok," mumlede hun velvidende at han ikke kunne høre det, og bevægede sig så ned imod sit eget værelse. Hun kunne ikke lade være med at være en smule irriteret over, at Corvus blev ved at forsvinde, så snart han ikke var tvunget til at være sammen med hende. Det værste var dog, at han aldrig fortalte, hvad han skulle. Hvorfor kunne han ikke bare gøre hende sikker på, at hun godt kunne stole på ham?

Mariah var så optaget af sine spekulationer at hun ikke opdagede, at der sad nogen ved indgangen til det femte dødsrige, da hun gik fordi det. Det var først da en stemme trængte igennem til hende, at hun reagerede.

"Jeg skal altså have talt ordentligt med den ravn, og det skal være alene. Du ved ikke, hvor han er nu, vel?"

"Nej, det ved jeg ikke," sukkede hun og så op. Det var Linus, der sad lige der, hvor grænsen imellem gangene var. Og der var ingen tvivl om, at han var tydeligt frustreret over, at han ikke kunne træde henover den.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...