Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9932Visninger
AA

36. Kapitel 35: Lyserødt

Mariah sukkede og rejste sig op. Det var ikke noget at gøre. Selvom hun ville have givet meget for fem minutter mere, så havde hun et arbejde at passe. Hun måtte bare komme tilbage senere.

"Det er jeg ked af," mumlede hun trist. "Men jeg lover, at jeg kommer og besøger dig, når jeg lige finder tid," fortsatte hun opmuntrende. Hendes far sendte hende et lille smil, men det nåede ikke helt øjnene.

"Det vil jeg se frem til," svarede han og rejste sig op. "Du må have det godt indtil da."

"Jeg lover at jeg kommer," forsikrede hun. Jeg kan sikkert godt allerede i aften."

"Det ved jeg skam godt, min pige." Han trak hende indtil sig i et hjertevarmt knus. "Men du får meget at se til."

"Ja," svarede hun blot. "Og nu har jeg så endnu en ting."

Hun trak sig fri, og så dybt ind i hans blå øjne. Han skulle vide, at hun mente det.

"Vi ses, far." Hun vinkede til ham, imens hun småløb over imod Corvus, som var ved at blive godt utålmodig.

"Når jeg siger at tiden er gået, så er den altså gået," mumlede han surt, da hun nåede over til ham. Mariah måtte undertrykke et irriteret suk.

"Så er det jo bare godt, at det stadig er mig, der bestemmer over mit eget liv," svarede hun ham igen, og gik over imod udgangen til det tiende dødsrige uden at vente på ham.

"Undskyld." Corvus indhentede hende, men undlod at se på hende. "Det var bare for at hjælpe."

"Jaja, det er fint." Mariah orkede ikke rigtigt at tænke over, hvordan hun behandlede ham. Hun synes efterhånden at han var blevet mere en pestilens end en hjælp, og det venskab, som havde været ved at udvikle sig lige i starten, var så godt som væk. Hun stolede ganske enkelt ikke på ham længere. Heller ikke selvom hendes fornuft sagde, at der ikke var noget at være mistroisk over.

I det niende dødsrige var alting kvalmende lyserødt. Det mindede om et drømmeland for små piger, og Mariah kunne ikke fordrage det, fra det øjeblik at hun første gang satte sine fødder der. Hele atmosfæren var så snobbet, at hun med det samme vidste, hvilke mennesker der boede her - piger, som overhovedet ikke var til at holde ud og snotforkælede, men som egentlig ikke havde begået de største forbrydelser.

"For udefrakommende er det her nok det værste dødsrige af dem alle," hviskede Corvus lavt, da Mariah trådte udenfor. "Det er fyldt med forkælede møgunger, og så kan du vel gætte dig til resten. Heldigvis er de dog tvunget til at yde lidt her."

"Hvad laver de da?" For en gangs skyld spurgte Mariah Corvus i stedet for at stoppe nogen. Hun havde på fornemmelsen, at menneskerne ikke ville være rare at tale med.

"De bliver simpelthen bare lært, hvad det vil sige at klare sig selv. Det er egentlig mest for deres eget bedste, men det virker de ikke helt til at forstå."

"Hvordan?" Mariah så nysgerrigt på ham imens hun betragtede det lyserøde landskab som hun var trådt ud i. Det var så smukt, at det blev kunstigt, og føltes helt forkert. Desuden lugtede der alt for giftigt, og de fleste ting var lavet af materialer, som Mariah aldrig havde set før. For eksempel stod der en bænk ved siden af hende, som var lavet af noget meget blødt stof, der også lugtede helt forkert.

"Ved at prøve det i praksis. Alt er tilgængeligt for dem, men det får det ikke bare ved at pege på det. For eksempel hvis det skal have et jordbær, så skal de selv ud og plukke dem, og vil de spise en kage, så skal den selv bages. Er deres toilet ikke rent, så må det selv sørge for det, og så videre," forklarede Corvus. "Man kan vel også sige at landskabet må være en straf i sig selv. Jeg ville i hvert fald hade det, hvis jeg skulle bo her i hundrede år."

"Jeg tror jeg har fået et fint indtryk. Lad os fortsætte." Mariah nikkede enigt og vendte rundt, uden at høre på, om Corvus havde indvendinger. Hele dette dødsrige virkede så forkert, og så fjernt fra hendes liv, at hun bare gerne ville væk.

"Jeg forstår godt du ikke kan lide det." Corvus udstødte sin hæslige skrattende latter. "Det er bestemt heller ikke et sted for mig, skal jeg gerne indrømme."

"Bare lad os se at komme ned til det ottende." Mariah nikkede enigt igen. "Jeg er både sulten og tørstig."

"Bare vent.." mumlede Corvus. " Din tørst bliver kun værre efter, at vi har været der."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...