Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9828Visninger
AA

35. Kapitel 34: Gensyn

"Far," hviskede Mariah halvkvalt og fløj ind i de store stærke arme hun havde savnet siden hun var ti år gammel. Corvus lettede forskrækket fra hendes skuldre men hun sansede det ikke.

"Hvor er jeg glad for at se dig! Du er godt nok vokset!"

Selvom Mariah var voksen, og en sådan bemærkning måske var malplaceret, så kunne hun alligevel ikke lade være med at smile. Gensynet var ubeskriveligt, og et ubehageligt stik mindede hende endnu en gang om den skæbnesvangre dag, hvor hun havde fået af vide at han var død. Hun havde altid været sikker på, at hun ville møde ham igen. Og nu havde hun fundet ham.

"Årh far, jeg har savnet dig så meget," hviskede hun ned i hans skuldre. Tårerne, der var begyndt at strømme kunne hun ikke stoppe. De bestod af ren glæde.

"Har mor og Mikala det godt?" spurgte han og gav lidt slip på hende.

"Det har de helt bestemt," svarede Mariah med et smil og undlod at nævne, at hun i virkeligheden ikke kunne vide det.

"Det var godt at høre." Han omfavnede hende igen. "Jeg er simpelthen så glad for at se dig."

Corvus rømmede sig og fløj tilbage på Mariahs skulder da hun endnu en gang gav slip på sin far.

"Klokken er ved at være mange, og vi skulle gerne nå det ottende inde frokost," hviskede han neutralt. Mariah måtte kontrollere lysten til at skubbe ham ned af sin skulder. Forstod han da slet ikke noget?

"Bare fem minutter," bad hun, og undlod at komme med en bemærkning om, hvor kynisk han var. Det ville alligevel ikke hjælpe noget.

"Fem minutter så." Corvus lettede og sendte hende et bestemt blik. "Men så skal vi altså også videre."

"Hyggelig fætter," mumlede hendes far sarkastisk, da Corvus var uden for hørrevidde.

"Du skal ikke tage dig af ham."  Mariah slog afværgende hånden ud. "Sådan er han bare."

"Ja, jeg har godt hørt at de ravne kan være nogle stride nogle. Men de skulle efter sigende være meget kloge."

"Det er han også," medgav Mariah. "Han har i hvert fald været en stor hjælp." Hun undlod at nævne noget om, at hun ikke helt stolede på ham, eller om hvad der var sket. Det var ikke det rette tidspunkt at diskutere det nu. 

"Nå, sig mig så.. Hvilket dødsrige er du blevet procurator for?" Hendes fars øjne lyste af stolthed, da han spurgte.

"Det femte," svarede Mariah en smule forsigtigt. Hun var ikke helt sikker på, om det ville falde i god jord. Hun havde en ustyrlig lyst til at fjerne sin maske, så han kunne se hende ordentligt, men Corvus havde utrykkeligt sagt at hun ikke måtte. Kåben og masken symboliserede hendes status, og når hun var på arbejde, så var det det tøj, man skulle se hende i.

"Det lyder virkelig spændende!" smilede han. "Det må du fortælle om, når du har lidt bedre tid. Sig mig, hvor længe har du egentligt været her?" 

"To dage," svarede Mariah efter at have tænkt sig lidt om. Der var sket så meget, at det føltes som meget mere.

"Hvad skete der med dig?" Han havde ledt hende hen til en lille bænk med udsigt over en smuk blostereng, og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig ved siden af ham.

"Det husker jeg ikke ikke," mumlede Mariah og forsøgte endnu en gang at tænke tilbage. Men det var en ubrydelig tåge.

"Intet?" Hendes far så en smule skuffet ud. "Så du husker heller intet om Mikala og mor? Det sagde du ellers."

"Jo selvfølgelig husker jeg dem." Hun så undrende på ham. "Jeg huskede da også dig?"

"Nåeh.. Jeg mente bare.. Om du huskede om de stadig er i live," omformulerede han sig.

 "Det er jeg sikker på, at de er," svarede hun sikkert. "Jeg er ret sikker på, at jeg ville huske, hvis jeg havde mistet dem."

"I det hele taget undre dig mig egentligt lidt, at du ikke husker noget, for det gør jeg. Alt fra de første minder, til ansigtet på ham, der skød pilen. Men det er nok bare forskelligt fra person til person."

"Det var en fra Patrika, ikke?"

Mariah gispede over sit eget spørgsmål og slog hånden op for munden. Det var derfor navnet på manden i arenaen havde virket bekendt. Han var en af hendes fjender. Hvorfor havde hun først husket det nu? Corvus havde jo snakket med hende om det.

"Jo. Hvad er der?" Han lagde en beskyttende hånd på Mariahs skulder, og så bekymret på hende. "Du ser ret bleg ud."

"Ikke noget," mumlede hun hurtigt. "Men jeg tænkte nok, at det var det der var sket med dig."

Hendes far åbnede munden for at sige noget, men Corvus afbrød ham.

"Mariah, de fem minutter er gået. Vi skal altså videre nu!" råbte han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...