Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9837Visninger
AA

34. Kapitel 33: Forskelle

Det tolvte, elvte og tiende dødsrige var det ene eventyr efter det andet. Deres farver var guld, sølv og bronze, og de skinnede alle tre af hver deres smukke farve. Menneskerne i disse dødsriger var stort set lige så tilfredse som Ping havde været, og forskellene var ikke store. Men det var der, menneskerne afspejlede dem tydeligt.

Den primære forskel i mellem det trettende og det tolvte var, at der ikke var nogen dyr i det tolvte. Derudover var der heller ikke helt så meget plads. Men menneskerne fik stadig altid, hvad de ville have, og blevet vardet op. Den dreng som Mariah havde stoppet op havde næsten gentaget Pings ord, bortset fra, at han ikke havde sagt noget om, at det var kedeligt. Han havde en kæreste, som kom gående imens han talte med Mariah, og da Mariah så hvordan de kiggede på hinanden, måtte hun næsten beherske sig for ikke at vende hovedet væk. Det rev i hele hendes indre at se på det.

"Se ikke så bedrøvet ud," havde Corvus mumlet, da havde havde set hendes forpinte ansigtsudtryk. "Kærlighed er aldrig noget, der føre andet end ulykke med sig."

Mariah syntes, at hun havde set et lille strejf af smerte i Corvus' sorte øjne da han havde sagt det, men hun nævnte det ikke. I stedet nikkede hun blot, og fulgte med videre til det elvte dødsrige.

"Kan det virkelig være rigtigt, at det er alle mennesker, der ender her når de dør?" spurgte Mariah og så sigende på de få mennesker, som befandt sig på det sølvfarvede areal.

"Nej," svarede Corvus. "Det kan det umuligt være. Men selv Primus ved ikke hvor resten bliver af. Vi forventer dog, at der sker dem noget lignende et andet sted. Husk på at menneskerne kun lever her i hundrede år, og så kommer de endnu et nyt sted hen. Og dette sted kender vi heller intet til."

"Underlig tanke.." mumlede Mariah en smule fraværende. En dame var i det samme kommet forbi, og Mariah ville stoppe hende. "Undskyld!" Hun småløb efter damen og rakte en hånd i vejret. "Må jeg spørge dig om noget?"

Damen vendte sig om, og fik noget inde i Mariah til at vende helt forkert. Hendes isblå øjne og den store hvide kjole med sølvglimmer var enormt prægtigt. Hun lignede nærmest en isdronning.

Men det var ikke det der skræmte Mariah. Det var den indædte kulde der lyste ud af hende. Hun virkede ikke spor, hverken venlig eller hjælpsom.

"Siden du er sådan en, så må du vel godt, for jeg har vel ikke rigtigt noget valg?" svarede damen og sendte Mariah grønne kåbe og sorte maske en sigende blik. "Hvad vil du gerne vide?"

Hvis Mariah kunne, så ville hun være sunket direkte ned i et dybt hul i jorden, for aldrig mere at komme op. Hun ønskede brændende, at hun havde stoppet en anden.

"Hv-hvordan det er at b-bo her?" stammede Mariah og følte sig pludseligt ekstremt meget til grin. Hun var jo procurator, så hun havde på ingen måde grund til at frygte et menneske.

"Det er ganske udemærket," mumlede damen. "Jeg klager ikke." Og med de ord var hun væk igen. Mariah kunne ikke lade være med at ånde lettet op.

"Det primære forskel her," hviskede Corvus ind i hendes øre. "Er, at disse menneskerne har fortjent det trettende dødsrige, men bare ikke er venlige nok til at være der. Derfor opfører de sig sådan."

Mariah skuttede sig. "Er de også sådan ned i det tiende?" spurgte hun en smule nervøst. 

"Nej." Corvus fløj ind igennem døren til den sølvfarvede gang og fortsatte fremad. "Det tiende dødsrige er primært til de ægte krigere, som virkelig har kæmpet for deres folk, men som desværre har for mange lig i lasten til at komme højere op."

Der var masser af fest og farver i det tiende dødrige. Det var tydeligt at se, at Corvus havde haft ret. Det var glade mænd, som boede her. Afdøde krigere. 

"Goddag min pige," blev der hilst rundt omkring da Mariah kom gående. Mange af dem var ret berusede, men nogle sad også og skrev eller gik stille rundt. Dog var der ikke en eneste pige eller kvinde at se.

Mariah vinkede til dem der hilste. Selvom alle var i godt humør, så var der ingen, der var omklamrende. Og da hun ville spørge en om, hvordan det var en bo her, blev hun da også mødt af et par utroligt villige og venlige øjne. De forandrede sig dog fuldstændigt, da manden havde betragtet hende lidt, og det fik Mariahs hjerte til at gå fuldstændigt amok. Hun kunne nemt genkende manden, der stod foran hende.

"Hvad i himlens navn? Mariah! Er det virkelig dig?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...