Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9783Visninger
AA

33. Kapitel 32: Det trettende dødsrige

Det trettende dødsrige var mere prægtigt end noget Mariah nogensinde havde set i hele sit liv. For første gang siden hun var kommet til dødsrigerne følte hun sig rigtigt tilpas. Det var faktisk nærmest som at træde direkte ind i himlen.

Alt var lyseblåt og hvidt. Underlaget under fødderne føltes som bløde puder imod hendes bare tær, og selvom hun ikke kunne se en sol på himlen, så var der utroligt lyst. Selv det lys hun brugte til at beskytte hendes øjne med, kunne næsten ikke hjælpe hende.

"Corvus, hvis alle de her blot er mennesker, og jeg også er. Hvorfor kan jeg så ikke se almindeligt, når de kan?" spurgte Mariah og betragtede en lyserød blomst, som var vokset op af det bløde hvide underlag. Den så utroligt finurlig ud, men var alligevel ekstremt smuk.

"Fordi du lige nu er ved at forvandle dig, og få evner. Så din krop og sanser har nedsat ydeevne. Det er også derfor du var så udmattet, da du kom hertil."

Mariah lyttede til svaret, men kom ikke med kommentare. Dette smukke sted facinerede hende så meget, at hun ikke kunne koncentrere sig om andet. Alle sanser var i spil.

Menneskerne, der gik rundt, var alle klædt i de smukkeste kjoler, og havde en masse smykker på, som uden tvivl var ægte guld eller sølv. De smil som blev sendt i Mariahs retning var store og fyldt med kærlighed. Havde hun selv kunne bestemme, så ville hun være blevet i dette dødsrige for evigt.

"Lad dig nu ikke fortrylle," sagde Corvus bestemt. "Det her er ikke sted, hvor du kan tilbringe ret meget af din tid alligevel."

"Hvorfor ikke?" Mariah så spørgende på ham. "Primus sagde da, at jeg havde fri adgang til alle dødsrigerne?"

"Det har du også. Men det her er stadig kun et sted for dem, der har fortjent at være her. Du har et arbejde, og et helt andet dødsrige at se til."

Mariah mærkede tydeligt spidsheden i Corvus' stemme. Det var som om, at hele spørgsmålet omkring Linus havde gjort ham i dårligt humør og det irriterede Mariah. Hvorfor kunne han ikke bare opføre sig normalt, så hun var sikker på, at hun kunne stole på ham? For der var vel ikke grund til at tvivle?

"Selvfølgelig," svarede hun blot, og fortsatte fremad. Det var trods alt stadig hende, der var procurator. Altså hende der bestemte hvad hun ville lave, når hun havde fri.

"Undskyld?" Mariah stoppede en tilfældig pige, der kom gående, og smilede forsigtigt til hende. "Må jeg spørge dig om noget?"

Pigen var mørk i huden og hendes øjne var let ovale. Hendes sorte hår hang løst ned over hendes skuldre, og hun var iført en lille broderet kjole med et meget farverigt mønster på. Mariah gættede på, at hun var omkring femten år. Eller at hun i hvert fald havde været det, da hun døde.  

"Selvfølgelig." Pigen nikkede og gengældte hendes smil. "Er du procurator?" Pigen så undrende fra den grønne kåbe til Mariahs manglende vinger. Masken havde Mariah dog husket at tage på i dagens anledning.

"Ja, jeg er bare stadig lidt ny," svarede hun. "Vil du ikke fortælle mig lidt om, hvordan det er at bo her?"

"Det vil jeg da gerne." Pigen smilede endnu en gang. "Men det er egentlig meget simpelt. Vi får alt, hvad vi gerne vil have, og vi har alt den plads vi har brug for. Der er aldrig nogen der beder os om noget, og man kan bruge det meste af tiden på at gøre hvad man vil. Det kan nogengange blive kedeligt, men jeg klager ikke."

"Men hvad bruger du så din tid på?" Mariah så nysgerrigt på pigen. Det var rart for hende endelig at kunne føle ægte venlighed. Pigen virkede oprigtigt glad for at tale med hende.

"Ham her." Pigen fløjtede en enkelt gang, og en lille hund kom løbende. Den bjæffede glad, da den så, at der var nye mennesker. Mariah klappede den forsigtigt på hovedet, og grinede lidt af dens kådhed.

"Endnu en forskel," brød Corvus ind. "Dette sted er det eneste dødsrige, hvor der er dyr tilstede."

"Hvordan kan det være?" spurgte Mariah.

"Fordi dyr altid er uskyldige. De er kun drevet af deres instinkter, og gør ikke noget, som er bevidst ondsindet. Desuden er de blot endnu en belønning til menneskene. Og så fordi at her er masser af plads til dem. Men deres kæmpe areal må du se en anden dag. Vi skal videre nu."

"Jeg kommer," nikkede hun da Corvus lettede og fløj tilbage i mod indgangen. "Hvad hedder du forresten?" Hun så spørgende på pigen, der nu sad på hug, og grinede af den lille hund, som blev ved med at slikke hende i ansigtet.

"Ping," svarede pigen og rejste sig. Hun rakte hånd frem. "Og held og lykke. Det var hyggeligt at møde dig. Hvis du en dag har tid, så vil jeg utroligt gerne høre om de andre dødsriger."  

Mariah tog den og smilede en sidste gang til pigen. "I lige måde, og jeg lover at jeg nok skal finde dig en dag, når jeg er blevet lidt mere erfaren, og ved noget mere. Tak for hjælpen!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...