Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9832Visninger
AA

32. Kapitel 31: Skrøbelighed

Mariah anede ikke hvad klokken var, da hun vågnede. Hun måtte stadig hele vejen ind i stuen, for at kunne se på et ur, og det gjorde hende faktisk ikke ret meget klogere. Klokken var halv otte, men hun havde fuldstændigt glemt at spørge Corvus om noget som helst i forhold til dagen, der ventede. Det irriterede hende stadig utroligt meget, at han bare var forsvundet. Han skulle jo hjælpe hende?

Hun gik ud i køkkenet og skar endnu et stykke af det brød, som stadig lå på køkkenbordet. Det første stykke var blevet tørt, men det næste var stadig blødt og lækkert. Bærerne som hun havde puttet på det igår, havde smagt utroligt lækkert, så hun fandt nogle flere og og maste dem lidt, inden hun smurte den klistrede masse ud over brødet.

Hun trak en trætallerken ud fra skabet, og placerede sig i den bløde sofa, som stod inde i stuen imens hun så sig lidt omkring. Der stod ikke så forfærdeligt meget i den lille stue, men faklerne langs væggen, var utroligt hyggelige. Hun undrede sig kort over, hvordan de kunne blive ved med at lyse, men indså hurtigt at der var nogen ting, der nok bare var som de var. Der ville gå meget lang tid, før hun ville finde helt ud af denne her verden.

Hun var færdig med brødet og sad lidt i sine egne tanker, da en eller anden bankede på døren. Det var en kort og hurtig banken, og det lød som en spætte der hakkede hul i et træ. Der var ingen tvivl om, at det var Corvus.

"Jeg kommer nu," mumlede Mariah højt og trak kåben, som hun havde efterladt i soveværelset, over sig, inden hun gik ud og åbnede døren. Det var ganske rigtigt Corvus, der stod uden for.

"Godmorgen. Er du klar, eller har du brug for et par minutter?" spurgte han venligt.

"Nejnej, det er helt fint," smilede hun og traskede udenfor, imens hun lukkede døren efter sig. "Hvad skal vi lave idag?"

"Jeg er altså ked af, at jeg bare forsvandt igår," begyndte Corvus, uden at svare på hendes spørgsmål. "Jeg blev bare pludselig kaldt op til en af arenaerne, og jeg kunne ikke nå at finde dig."

"Arenaerne?" Mariah så undrende på ham. "Hvad var der da sket?" 

"Bare en eller anden naiv idiot, der troede at hun kunne komme op i det trettende dødsrige, hvis han bare bad nok, og kom med tilpas mange løgne," svarede Corvus en smule afværgende. "Men det er ligemeget. Det eneste du skal fokusere på i dag, er bare at snuse dig lidt omkring, imens jeg viser dig rundt. Nu kender det femte dødsrige dig, men du har stadig ikke set de andre mennesker. Det er vigtigt at du kender forskellene rigtigt."

Mariah kunne ikke rigtigt kontrollere det forventningsfulde smil, der trængte sig på. Hendes brændende nysgerrighed kunne måske endelig blive stillet. Bare en smule.

"Det lyder utroligt spændende!" udbrød hun glad. "Jeg har glædet mig til at få den mulighed."

"Det har du også god grund til. Det er utroligt spændende," svarede Corvus og fløj op på hendes skulder. "Hvor har du lyst til at starte?"

"Det trettende," bestemte hun sig hurtigt. Hun synes efterhånden at hun havde hørt alt for meget om alle de lave. Nu trængte hun til at se på nogen mennesker, som rent faktisk havde det godt.

"Godt, så siger vi det. Du kender vel efterhånden vejen?"

"Ja, det tror jeg." I det samme drejede hun ned af den hvide collectiogang, og fortsatte imod venstre ned til dødsrigegangene. "Forresten, så er der lige noget jeg skal spørge dig om." Hun var igen kommet til at tænke på alt den forvirring med Linus.

"Jaså?"

"Igår, da du var væk, mødte jeg en mand, der var utroligt ivrig efter at tale med dig, men han ville ikke fortælle mig hvorfor. Hans navn var Linus, og det jeg er ret sikker på, at jeg har kendt ham før jeg døde. Siger navnet dig noget?"

Mariah mærkede tydeligt, hvordan Corvus' skarpe klør nervøst krummede sig, og borede sig ind i hendes skuldre, hvilket fik hende til at stoppe brat op, og slå ud efter ham.

"Av for pokker!" skreg hun. "Hold op med det der!"

Corvus lettede forskrækket, og satte sig i stedet på en af pindene med fakler, som lyste gangen op.

"Undskyld!" sagde han hurtigt. "Jeg glemte helt, at du stadig er så skrøbelig."

Mariah tog lynhurtigt hånden ned, og gengældte hans blik. "Det var ikke meningen at slå ud efter dig," mumlede hun forfærdet. "Det gjorde bare virkelig ondt."

"Det er jeg virkelig ked af," svarede Corvus oprigtigt og landede forsigtigt på hendes modsatte skulder. "Men nej. Navnet Linus siger mig absolut intet." 

"Er du sikker?" blev Mariah ved. "Han virkede ellers til, at kende dig ret godt."

"Jeg kender ingen, der hedder Linus." Corvus' stemme blev tydeligt trodsig. "Jeg aner ikke hvem det er, men du må jo bare sige til, hvis vi støder ind i ham igen." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...