Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9823Visninger
AA

31. Kapitel 30: Ubesvarede spørgsmål

Alt sortnede omkring Samuel. Han prøvede ihærdigt at gøre, som Justian befalede, men hans ben ville ikke reagere. Det eneste han kunne fokusere på var hans bedste ven, hans eneste støtte, som lige nu lå foran ham, og stirrede op i luften med åbne og tomme øjne.

Død. Væk. For altid.

"Kom nu i sving for pokker," blev Justian ved og puffede hårdt til ham. "Vi skal afsted inden det bliver for sent."

Samuel reagerede stadig ikke. Der var ikke nogen straf, han ikke ville gennemgå for at kunne blive siddende lidt endnu. Han måtte have sandheden til at synke helt på plads, lige meget hvor ondt den gjorde.

Mariah var væk. Linus var væk. Der var ingen tilbage. Intet.

"Vil I i det mindste fortælle mig, hvad det er i skal med mig?" spurgte han magtesløst, og reagerede endeligt på Justians utallige utålmodige puf.

"More os," svarede Justian kort. "Lige nu er det bare vigtigt at du holder sig selv i live. Her," han rakte Samuel en strimmel kød. "Spis det, og kom så op på den forbandede hest. Jeg siger det ikke en gang til!"

Samuel fornemmede hurtigt, at det var nu, han gjorde klogt i at høre efter. Hvad end de ville med ham, så var det mere sikkert for ham at følge med, end at blive efterladt med ingenting. De var for langt ude i ødemarken, til at han nogensinde ville kunne finde hjem. 

Uden at svare, puttede han kødstrimlen i munden og hentede sin, stadig meget trætte, hest. Kødet var blevet koldt og halvtørt, men det smagte som det rene luksus, for hans tomme mave.

"Har i givet min hest vand?" spurgte han, og lagde tøjlerne hen over halsen på den brune vallak. Justian så spørgende på den ene af sine mænd, som nikkede. 

"Den har fået, hvad den kunne drikke ved en lille sø i nærheden," svarede den ene af mændene. "Se så at komme op!"

Samuel vidste ikke om han skulle tro dem eller ej. Passede det virkelig at her var en sø et sted? Hvis bare han kunne finde den, så var der måske håb for ham, hvis han prøvede at stikke af.

Planen, der var ved at udforme sig i hans hoved, blev hurtigt slået langt ud af kurs, da han kom op på sin hest, og de to mænd nu pegede på ham, men hver deres lille pistol. Nu var de tre i mod en, og der skulle mere end et mirakel til, hvis han nogensinde skulle slippe væk fra dem.

 

                                                                      **

 

Mariah kunne ikke finde Corvus. Hendes nysgerrighed brændte i hele kroppen, men hun måtte modvilligt indse, at han nok var taget ned på sit eget værelse for at holde fri, og at hun nok burde gøre det samme. Lige meget, hvor meget hun brændte efter at få mere af vide om Linus, så var det nødt til at vente til i morgen.

Med dyster mine bevægede hun sig tilbage til sit grønne værelse, imens hun prøvede at evaluere dagen i sit forvirrede hoved. Hendes nye liv var så fjernt fra hendes gamle, at hun slet ikke følte at hun kunne holde styr på begge dele.

Ensomheden lå stadig tungt over hende, men det var som om, at Linus havde løftet op i lidt af den. Som en sultende tigger, der havde duftet sig frem til et nybagt brød, men stadig ikke havde fundet det.

Hun havde kendt Linus i sit tidligere liv, det var hun sikker på. Selvom hun ikke vidste hvordan, eller hvorfra, så var han så bekendt, at hun ikke var i tvivl. Desuden havde han jo også påstået, at han kendte hende, så der måtte være en relation. Spørgsmålet var bare, hvilken. Og hvorfor var han så interesseret i, om hun havde det godt? Havde de mon haft betydning for hinanden? Intet af det gav rigtig mening med alt hvad han havde fortalt, og hun ville ønske, at hun havde nået at spørge ham om noget mere. 

Og så var der spørgsmålet om, hvad han i virkeligheden lavede her. Var han blevet dommer, eller vagt? Eller skulle han måske til prøve? Hvorfor? Hvad havde han så lavet?

Spørgsmålene rumsterede vildt inde i hovedet på hende, og hun opgav dem lynhurtigt. Hun måtte bare tale med Corvus når hun så ham i morgen. Eller Linus, hvis hun var heldig nok til, at møde ham igen.

Hun udstødte et langt og tungt suk, da hun igen stod i hendes egen lille entré. Den lange dag havde taget hårdt på hende, og hendes ømme muskler var om muligt blevet endnu mere ømme. Hun orkede absolut ingenting.

Der gik ikke mere end to minutter før hun havde fået tøjet af, og lå i sin seng på vej ind i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...