Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9823Visninger
AA

30. Kapitel 29: Genkendelse

Mariah trådte ned fra talerstolen og åndede lettet op. Den tale hun havde øvet sig på hele eftermiddagen var endelig overstået, og hun var ret så tilfreds med sig selv. Det var faktisk gået rigtigt godt. Folk havde endda klappet ret så meget af hende, da hun var færdig.

Der var ikke så mange mennesker, som havde været og høre den. Det var faktisk kun dem, som boede i det femte dødsrige, de andre procuratore og nogle enkelte af dem, der ventede på at komme ind til deres prøver. Det havde slet ikke været så skræmmende, som hun egentligt frygtede.

Hun kunne ikke lade være med at tænke over, hvor mange mennesker, der mon var i de andre dødsriger. Hvis alle de mennesker der var døde de sidste hundrede år, endte her, så var her vel mange? Alene Patrika og Libo havde været to rigtig store byer, og hvis Corvus havde ret i, at der var en hel verden hun ikke kendte til, hvor mange mennesker drejede det sig så om? Var der virkelig plads til dem? 

"Se, det klarede du jo helt fint," roste Corvus, da hun var kommet væk fra menneske mængden, og de kunne snakke sammen igen. "Jeg sagde jo, at du ikke havde nogen grund til at være nervøs."

De var trådt en i en lille kabine, omkrænset af grå gardiner. Den var ikke større end et par kvadratmeter, og selvom Mariah gerne ville, så kunne hun ikke blive derinde forevigt. Hun skulle ud til de mennesker, hvis liv hun nu i realiteten bestemte mere eller mindre over.

"Jeg skal ud og svare på spørgsmål om lidt, skal jeg ikke?" spurgte Mariah og ignorede hans ros. Hun var stadig ikke rigtig rolig. 

"Det bliver ikke så slemt. Jeg synes at du fik sagt rigtigt meget af det vigtige, så jeg tror ikke der er så meget du skal svare på."

Det gjorde hende ikke mere rolig. Hvad nu hvis de ville begynde at udspørge hende om, hvordan hun ville fortsætte sit job, eller om hun ville ændre på noget? Hun vidste jo i realiteten stadig ikke ret meget om sit job endnu. Eller om fremtiden.

"Gå nu bare derud, og få det overstået. Så lover jeg, at du har fri bagefter," sagde Corvus og puffede lidt til hende. "Du har virkelig klaret det godt, og jeg er stolt af dig."

Mariah blev slet ikke så overfaldet, som hun egentligt havde frygtet. Jovidst var der en del mennesker som kom hen til hende, men det var mest bare for at præsentere sig selv, og give hende hånden. Måske var der en enkelt eller to som undrede sig over, hvordan hun havde fået jobbet, eller hvad der havde hende fået til at sige ja, men der var ikke nogen der stillede spørgsmålstegn ved hendes fremtid og planer. Heldigvis.

"Mariah! Mariah, har du det godt?" En stor mand med rødt hår og langt fipskæg maste sig ind imellem menneskemængden, og stoppede forpustet op foran hende. "Jeg skal tale med ravnen. Ved du hvor den er?"

Mariah så forvirret på ham, og vendte sig om for at kigge efter Corvus. Men han var væk. Hun havde ellers ikke bemærket, at han var fløjet fra hende.

"Nej, jeg ved desværre ikke, hvor han er lige nu," svarede hun med høflig beklagelse. "Og jeg har det udmærket. Kender vi to hinanden?"

"Ja, det er da Linus," svarede manden og så forvirret på hende. "Er du sikker på, at du har det helt som du skal? Er du glad for dit nye job?"

Hun kunne ikke finde ud af, hvorfor, men noget ved den rødhårede mand virkede bekendt. Havde hun mon set ham før? Linus.. Hun smagte på navnet, men hun synes stadig ikke rigtig at hun kunne finde frem til noget.

"Er du sikker på, at jeg kender dig?" spurgte hun igen. "Og ja, jeg er glad for mit job, og jeg har det helt fint."

"Det er jeg rigtigt glad for," svarede han, og fortsatte; "Du kender mig måske ikke så forfærdeligt godt.. Jeg har jo været meget i krig og sådan.." mumlede han en smule forfjamsket. "Men Samuel må da have fortalt dig om mig. Og vi har da hilst på hinanden et par gange?" Han så spørgende på hende, da hun ikke gengældte hans indforståede blik. 

"Hvem er Samuel?" Igen smagte Mariah på navnet, men det sagde hende intet. Linus så lige så forvirret tilbage på hende, og hans mund åbnede sig langsomt i et lille 'o', da det gik op for ham, at hun slet ikke lavede sjov.

"Det er ligegyldigt," mumlede han afvægende. "Men ved du hvor ravnen er? Det er meget vigtigt at jeg taler med den."

 "Nej. Han var her lige før, men nu ved jeg ikke, hvor han er fløjet hen. Han kommer nok igen. Men sig mig nu lige hvem.."

"Så bare sig til ham at jeg gerne vil tale med ham. Hvis du bare siger at det er Linus, så ved han, hvem du taler om," svarede han afbrydende og skyndte sig væk, inden hun nåede at stoppe ham.

Der stod stadig en del mennesker omkring Mariah, men det virkede ikke til, at hun havde deres interesse mere. Det stod alle bare og hviskede med hinanden. Derfor skyndte hun sig ud af mængden for at prøve at finde Corvus. Hun ville vide, hvad han vidste, for lyden af Linus' navn havde vækket en følelse i hende hun ikke kunne slippe.

Noget helt inde i bunden af hendes hjerte, havde rørt på sig. Ganske lidt, men det var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...