Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9831Visninger
AA

29. Kapitel 28: Den moderne teknologi

"Jamen for hvad dog?" Mariah rakte tøvende ud efter ham, men vidste ikke rigtigt hvor hun skulle placere sin hånd, så hun trak den til sig igen. 

"Det har aldrig været min mening at virke kold, eller hård. Mit job er at hjælpe dig, og jeg føler ikke at jeg har levet hundrede procent op til den opgave, og det er jeg ked af. Jeg er ked af, at jeg snerrede af dig, og at jeg ikke har virket helt så venlig som jeg burde. Jeg håber du kan tilgive mig."

Mariah så forbløffet på ham. Det var virkelig det sidste hun havde regnet med, at han ville sige. Alligevel var hun rigtigt glad og lettet. Måske var han i virkeligheden slet ikke så slem, som hun først havde regnet med.

"Jamen det gør da ikke noget. Vi skal jo også lige begge to finde os til rette," smilede hun overbærende. "Det skal du altså ikke tage så tungt."

"Det gør jeg heller ikke," sagde Corvus hurtigt, og den dystre mine i hans blik forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. "Jeg synes bare du fortjente en undskyldning, så det gav jeg dig."

Mariah kunne ikke rigtigt ryste følelsen, af at dette i virkeligheden slet ikke kom fra Corvus, af sig. Selvom hun måske ikke kendte ham så godt endnu, så lød det mest som noget, han havde fået ordre på at skulle sige, og ikke noget, som han oprigtigt mente.

"Vil du med ind?" spurgte hun og åbnede døren. "Jeg har lige brug for, at du skal hjælpe mig med noget." 

"Selvfølgelig." Corvus lettede elegant og fløj ind igennem den åbne dør, hvorefter han stoppede op midt i luften. "Hvorhenne?"

"I køkkenet," svarede Mariah og pegede ind af døren til venstre. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal lave varm mad."

Corvus landede på køkkenbordet og så forbløffet på hende. "Du må da være gammel nok til at prøve at have lavet mad? Din familie var jo ikke rig."

Mariah stoppede op og så forbløffet på ham. Hendes mistanke til ham var stadig stor, og hun sørgede for at holde øje med alt hvad han sagde. "Hvor ved du det fra?" spurgte hun, og så indgående på ham. Hun havde ikke glemt det minde, der var dukket op i hendes hoved tidligere på dagen.

"Nårh.. Det var bare noget jeg gættede mig til. Du opfører dig ikke, som om du kommer fra en rig familie," svarede Corvus, og undlod at se på hende. Hun fornemmede hurtigt, at der var noget han ikke fortalte.

"Corvus, har du holdt øje med mig, før at jeg kom til dødsrigerne?" spurgte Mariah ligeud og trak gryden ud fra skabet.

"Nej, selvfølgelig har jeg ikke det," svarede han hurtigt, men undlod stadig at se på hende.

"Men det må en ellers anden da have?" Mariah så spørgende på ham. "Hvordan er jeg ellers blevet valgt til dette job?"

Corvus sukkede dybt og så endelig op. "Det har Primus da fortalt dig, har han ikke?"

"Jo, han sagde at det var på grund af den måde jeg var på. Men hvordan kan han vide hvem jeg var?" Mariah skuttede sig en enkelt gang og rettede så sig selv. "Ér. Den måde jeg ér på."

"Sådan noget ved Primus bare," svarede Corvus let. "Hvad var det egentligt du havde brug for hjælp til? For det er vel ikke maden?"

"Sagde du ikke lige at du ikke følte du levede op til din opgave med at hjælpe mig?" Mariah så skarpt på ham. "Kan du så ikke godt fortælle mig sandheden?" Hun kunne ikke rigtigt finde ud af, om hun skulle tro på, at det ikke var Corvus hun havde set den dag ved søen. Det virkede alligevel lidt underligt. Han havde oprigtigt virket som om, at han ikke vidste noget om hende. Altså lige ind til nu.

"Det ér sandheden." Corvus så stædigt på hende. "Primus har snart levet i så mange år, at han bare ved sådan nogle ting. Og han har jo også haft ret, ikke sandt?"

"Nuvel." Mariah troede stadig ikke helt på ham, men hun opfangede hurtigt at der ikke var mere hjælp at hente. I stedet vendte hun opmærksomheden imod de fire sorte plader. "Jeg ved ikke, hvordan man bruger denne her, tro det eller ej. Men der hvor jeg kommer fra, der brugte vi altså et bål."

"Er du fra Libo eller Patrika?" spurgte Corvus.

"Hvordan kan du vide det?" Mariah var over ham, som en høg, med det samme.

"Fordi det er det eneste sted i verden, der stadig laver mad på bål. Den ø har jo ingen kontakt til omverdenen, og der er tydeligvis ingen mennesker på den, der kan tænke bare en smule teknologisk," svarede han. "Og hold nu op med at lege detektiv."

"Hvad mener du med det?" spurgte hun. "Og jeg leger ikke detektiv."

"Det jeg siger. I er bagefter hele resten af verden. De her komfurer er ellers ganske almindelige."

"Jeg kan ikke huske så forfærdeligt meget, men jeg mener ikke, at jeg kan huske, at der fandtes andre steder end Libo og Patrika der hvor jeg kommer fra? Hvad er det for en verden du snakker om?"

"Selvfølgelig findes der andre steder." Corvus så på hende, som om hun var en dum skoleelev. "Men et sted som Libo og Patrika har andre mennesker ikke noget at gøre. De få der ved, at den ø findes, holder det hemmeligt, fordi jeres krig er så uhæmmet. Der er ingen der vil tage ansvar for, at hjælpe jer," forklarede han. "Og det er også derfor at i endnu ikke har hørt om den moderne teknologi."

Mariah så forbløffet på ham. Kunne det virkelig være rigtigt? Var der virkelig en hel verden, der havde ignoreret hendes samfund?

"Jamen der var jo også tiden før, der blev krig?"

"Dengang kendte mennesket ikke til jeres ø endnu. Og det var desuden før den moderne teknologi kom," forklarede Corvus igen. "Men det er alt sammen irrelevant. Nu skal jeg vise dig hvordan man tænder komfuret." Han fløj ned og landede på håndtaget af en køkkenskuffe, som han trak ud, ved hjælp af sine klør og et par vingeslag.

"Du skal bruge tændstikker," forklarede han og trak en lille firkantet æske op med næbet. "Sæt ild til en, drej på knappen, hold den henover og wupti. Så har du tændt det. Meget nemt." 

Mariah tog forbløffet æsken ud af hans hånd. Hun kendte godt tændstikker, men hun forstod ikke, hvordan hun skulle kunne tænde komfuret op med dem. Det var jo ikke lavet af brandbart materiale? Og ville det ikke være farligt?

"Gør nu bare som jeg siger," sukkede Corvus da han så hendes tøven. "Der sker ikke noget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...