Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9969Visninger
AA

28. Kapitel 27: Endelig udenfor

Med lyset tændt, og sikkert placeret i sin ene hånd, trådte Mariah ud igennem åbningen i den anden ende af den grå gang, som tilhørte det femte dødsrige. Hun havde spekuleret på, hvordan Corvus kom rundt med hende på slæb, når han ikke kunne åbne en dør, men her havde hun svaret. Der var simpelthen ikke nogen døre.

Temperaturen udenfor var præcis den samme som inde. Hverken for varmt ellers for koldt, men bare utroligt behagelig. Himlen var grå, men det regnede ikke, og det store udendørsareal lignede ikke et sted, hvor der nogensinde havde været solskin. Der var ingen blomster, eller træer, bare gråt sand, og en stor grå bygning midt i det hele, som Mariah gættede på, var en af arenaerne. Da hun fortsatte fremad, så hun hurtigt, at der lå et par stykker mere bagved.  De var ganske rigtigt beklædt med platforme, som der var trapper op til, og det måtte være sådan en, Corvus havde løftet hende ned fra.  

Lyset hjalp hende ikke så meget, som hun havde håbet på. Hendes øjne blev stadig hurtigt trætte af det underlige lys, som var i denne verden, og hun vidste at hun ikke kunne blive derude så forfærdelig længe. Dette gjorde hende dog ikke noget, eftersom at alting i dette areal var særdeles rædselsfuldt. Der hang en skummel og dyster atmosfære over det hele, og der var ikke et menneske at se. Stilheden hang tungt over det grå sand, og det eneste Mariah hørte, var hendes egne skridt.

Hun vendte sig om, og betragtede den bygning hun var trådt ud af. Den var malet grå, lige som resten af det femte dødsrige, og fyldt med en masse vinduer i begge sider. Udendørsarealet strakte sig ned på begge sider af den aflange bygning, men alligevel kunne Mariah sagtens se muren, der afgrænsede pladsen. Så stort var der slet ikke, og de store uhyggelige arenaer fyldte meget af den plads der så var.

Den grå gang havde heller ikke været specielt lang, og Mariah gættede hurtigt at det var fordi, at der ikke boede så forfærdeligt mange mennesker i det femte dødsrige. Alle dem der skulle til prøverne, boede jo på hendes gang, indtil at de blev placeret. Den grå gang måtte være til dommerne og vagterne. Gad vide hvordan de egentligt blev udvalgt? På samme måde som alle andre? 

Hun begyndte langsomt at gå tilbage. Turen havde været utroligt skuffende og hun var allerede træt af det grå og kedelige areal. Var det virkelig den eneste mulighed, hendes egne mennesker have, for at komme udenfor? Hun kunne næsten ikke bære at tænke på det. Dommerne og vagterne måtte virkelig leve et usselt liv.

Hun var efterhånden ved at finde ud af, hvordan man fandt rundt, og det var faktisk utroligt nemt. Alle gangene endte jo blot nede ved collectiogangen, og så var det bare at følge den, til man fandt sin egen. Mariah havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvor lang tid der var gået, men hun var overbevist om, at hun stadig havde lidt tid, til at spise noget aftensmad. Det var nok en god idé, selvom hun ikke rigtigt var sulten. Hvis hun så havde tid til det efterfølgende, så ville hun prøve at udforske procuratorernes udendørs areal. Hun havde en svag fornemmelse af, at det ville være en del flottere.

Hun smed den uldne kåbe fra sig, så snart hun var inden for døren. Hun følte sig stadig utrolig klodset og utilpas i den, og selvom hun kun havde undertøj på indenunder, så orkede hun ikke at gå ind og skifte. Hun skulle jo alligevel have kåben på igen om lidt.

Dengang hun boede sammen med sin mor og søster havde de altid lavet mad på et bål, med en rist over, så denne gang vidste hun ikke rigtigt, hvordan hun skulle gøre det. Der var jo ikke rigtigt nogen mulighed for at tænde op inden for. For det var vel meningen at hun også skulle lave varm mad i køkkenet?

Der stod en stor firkantet boks med fire sorte plader på toppen, og fire knapper der kunne drejes på. Ved siden af knapperne var der et billede af en gryde med røg op ad, så det første Mariah forsøgte var, at sætte en gryde på den ene af de sorte pladder og dreje forsigtigt på knappen men der skete intet. Den sorte plade forblev stille og kold.

Hun indså hurtigt at hun ikke ville finde ud af, hvordan man gjorde, og drejede tilbage på knappen igen. Hun måtte spørge Corvus, hvordan det fungerede, og så spise kold mad i dag.

Hun skar derfor hurtigt et stykke brød af, og lagde nogle bær, som hun fandt i spisekammeret, ovenpå, hvorefter hun skyndte sig ind i stuen for at kigge på uret. For en gangs skyld havde hun god tid. Hvis hun skyndte sig at spise færdig kunne hun sagtens nå en gåtur mere. Så det gjorde hun.

Procuratorenes udendørsareal var ganske rigtigt meget mere smukt og livligt. Her var der græs under fødderne, og blomster alle vejne. Ingen store grimme bygninger der fyldte noget, og græsarealerne strakte sig, så langt hun kunne se. Her var også meget mere lys, men stadig sådan et, der gjorde ondt i hendes øjne.

Hun gik rundt derude så længe som hendes øjne tillod, og betragtede de forskelige blomster. I denne have var der heller ingen mennesker, men her var stilheden behagelig, og hun nød at kunne gå der i sine egen tanker, og tænkte lidt på den tale, som hun havde lovet Corvus at forberede. Hun frygtede den ikke så meget, for hun var nogenlunde klar over, hvad hun skulle sige.

 

Corvus stod og ventede på hende da hun kom tilbage, og et øjeblik frygtede hun, at tiden var løbet fra hende. Men denne gang så han ikke hverken sur eller stresset ud.

"Er jeg sent på den?" spurgte hun alligevel en smule nervøst.

"Nejnej, bare tag dig god tid." Mariah så tydeligt hvordan han skuttede sig. Han så.. nervøs ud?

"Er det noget galt?" spurgte hun bekymret, og satte sig ned på hug ved siden af ravnen. 

"Nejnej, jeg ville bare.." begyndte han halvhjertet, men så mandede han sig op. "Undskyld. Jeg ville bare sige undskyld."

 

________________________________________________________________________________________

 

Jeg synes bare lige i skal have en oversigt over farverne på dødsrigerne.

 

Arcusgangen - alle farver

Lyseblå - 13. dødsrige

Guld - 12. dødsrige

Sølv - 11. dødsrige

Bronze - 10. dødsrige

Lyserød - niende dødsrige

Sandfarvet - ottendedødsrige

Orange - syvende dødsrige

Mørkerød - sjette dødsrige

Grå - femte dødsrige

Mørkeblå - fjerde dødsrige

Gul - trejde dødsrige

Brun - andet dødsrige

Sort - første dødsrige

Lilla - Ravnegangen

Grøn - procuratorgangen

Rød - Primus' gang

Hvid - collectiogangen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...