Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9961Visninger
AA

27. Kapitel 26: Et lokkende tilbud

Da Linus vågnede op i det blændende mørke var han hverken bange eller forvirret. Ravnens løfte stod klart i hans hoved, og selvom han ikke havde regnet med at skulle forlade verden så hurtigt, så var frygten for at dø helt forsvundet. Ravnen havde jo lovet ham det bedste. Prisen havde været høj, og Linus fik ondt i maven af at tænke på det, men mindet sad alligevel fast i ham.

 

Ravnen sad igen uden for Linus' vindue. Han kunne ikke rigtigt finde ud af om han skulle være bange for den, ellers om det bare var et tilfælde at den var begyndte at sidde der.

Han trak tæppet godt op om sig, og vendte ansigtet væk fra vinduet. Han ønskede brændende at ravnen ville forsvinde, for han vidste udmærket, hvad sådan en symboliserede, og det var ikke noget rart.

Søvnen ville ikke indfinde sig, og han vendte sig rundt igen, imens han håbede på, at ravnen ville være fløjet. Men den sad der stadig.

Han undstødte et suk, og rejste sig op. Måske skulle den bare jages væk? Det var jo ikke andet end i en pokkers fugl.

Med trætte bevægelser rejste han sig op, og stak hovedet ud af vinduet, men dette havde ikke nogen effekt på ravnen. Den blev stædigt siddende.

"Sjuh! Sjuh!" råbte han, og slog ud med armene, men heller ikke dette havde nogen effekt. Ikke andet end at ravnen lettede, blot for at lande på en gren, der var endnu tættere på Linus' vindue.

"Flyt dig lige, så jeg kan komme ind. Vi skal lige tale sammen."

Linus fløj forskrækket tilbage fra vindueskarmen i mens han med store øjne, stirrede på den mystiske sorte ravn. Kunne den tale, eller drømte han?

"D-du kan t-tale?" fremstammede han, og landede med et blødt bump tilbage i sin seng.

" Selvfølgelig kan jeg tale. Mit navn er Corvus." Ravnen bukkede let med hovedet, og løftede så blikket igen. "Jeg er kommet fordi jeg har brug for, at du skal hjælpe mig med en opgave," fortsatte han.

"En opgave?" Linus så uforstående og skræmt på ham. "Hvilken opgave?"

"Se nu ikke så overrasket ud. Du ved udmærket godt, hvem jeg er. Ellers havde du ikke været så bange for mig," mumlede Corvus småirriteret. "Men det kan være lige meget. Pointen er at jeg har brug for din hjælp."

"Til hvad?" spurgte Linus ængsteligt. Selvom han ikke helt vidste, hvem ravnen var, så havde han sine idéer. Der gik masser af gamle sagn om mennesker, der fik besøg af ravne i deres sidste dage. Fuglen var symbolet på død.

"Der er brug for Mariah i dødsrigerne. Du må sørge for at hun kommer ned til os." Corvus kløede sig lidt diskret i fjerene.

"Hvad mener du?!" Linus kom lynhurtigt på benene. "Du må være vandvittig!"

"Jeg mener præcis, hvad du tror jeg mener." Corvus så op igen, og spillede en smule med de sorte øjne. "Jeg har brug for en, der skal dræbe hende, og du lyder som et fint bud."

"Mig? Du er godt klar over at hun er min bedste vens elskerinde,ikke?" Linus så vantro på fuglen. Det her måtte virkelig være en drøm.

"Selvfølgelig er jeg det. Og jeg er også udmærket klar over, hvor bange du er for at dø, så jeg forslår at vi laver en aftale."

"Lige meget, hvad du har i tankerne, så kan du godt glemme det," sagde Linus bestemt. "Og er du venlig at gå? Jeg er træt."

"Jeg skal sørge for at du, og alle dem du holder af ender i vores 13. dødsrige," begyndte Corvus lokkende. "Det er vores såkaldte himmel, det bedste sted man kan komme hen, og som ingen af jer nogenside vil opnå ellers. Er hundrede år i luksus, med penge om jer konstant, og ingen krig, slet ikke noget du kan tage i overvejelse?" Linus kunne se på ravnen, at den vidste den havde ramt et ømt punkt. For det havde den.Var der noget som Linus var ked, og træt, af, så var det at de konstant manglede penge, og han frygtede, at hans familie ikke ville kunne klare sig, hvis der skete ham noget. Men han havde ikke noget valg. Krigen kaldte på ham.

Kunne han virkelig slippe for begge dele?

"Det kan jeg alt så ikke." Linus prøvede at holde sin tone bestemt, men han hakkede alligevel, og Corvus kunne høre det.

"Tænk dig nu om. Hvis krigen ender med at slå dig ihjel, så er i alle sammen sikret. Og det er kun en enkelt lille tjeneste jeg kræver. Du har jo slået ihjel før, du ved hvor let og hurtigt det er."

Linus huskede med gru tilbage på den dag, hvor en Patrika havde forsøgt at trænge ind i hans have bagved huset, og han ved sit held havde haft en kniv på sig. Det havde bestemt ikke været rart, og det var et minde han ikke ville huske. Men Corvus havde ret. Det var gået nemt og hurtigt.

"Hvad skal du overhovedet bruge hende til?" spurgte han mistænktsomt og lagde armene i siden. "Og hvordan ved jeg, at jeg kan stole på dig?"

"Hun vil få en meget betydningsfuld stilling, som hun egner sig perfekt til. Jeg lover dig at hun vil være i gode hænder. Og hvad angår mit ord,  så ved du inderst inde godt, at jeg holder det," svarede Corvus og sendte ham et lille indforstået blink. "Jeg er trods alt en fugl af ære."

"Nuvel," mumlede Linus, og mærkede hvordan sveden begyndte at pible frem i hans håndflader. "Jeg skal tænke over det."

"Er det ikke gjort inden solnedgang i morgen, så finder jeg blot en anden," svarede Corvus ligegyldigt.

"Men hvorfor så spørge mig?"

"Betragt det som en ære." Corvus så stift på ham. "Det er ikke en mulighed alle får, så jeg synes du bør gribe den."

Og med de ord vendte ravnen rundt, og fløj ud af vinduet igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...