Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9803Visninger
AA

26. Kapitel 25: En livsfarlig løbetur

Der var meget Samuel ville have gjort for at have Mariah ved sin side i dette øjeblik. Da han havde forladt Libo havde han lovet sig selv, at prøve at glemme, hvad der var sket, men hun lå hele tiden i hans baghoved. Synet af hendes smukke blå øjne, der lukkede for sidste gang hjemsøgte ham, og da han løb ned i mod det fjerne træ, havde han ikke længere kræfter til at holde hende ude af sit hoved. Hun trængte sig på, og han lod hendes ånd spræde sig i ham. Hun kunne give ham de kræfter han inderst inde godt vidste, at han ikke havde.

Linus var et sted bag ham. Samuel turde ikke engang vende sig om for, at se efter ham. I stedet fortsatte han blot frem ad, skridt efter skridt. Fast besluttet på, at fortsætte til hans krop gav op. Det var hans eneste chance. Deres eneste chance.

De nåede ned til træet samtidigt. Samuel havde ikke den fjerneste anelse om, hvor meget tid de havde tilbage, så han turde ikke stoppe, selvom hele hans krop strittede i mod hans bevægelser. Sveden lød stædigt ned af panden på ham, og den livsnødvendige væske forlod ham hurtigere og hurtigere.

"Du har tredive sekunder!"

Tågen var der stadig, og Samuel kunne kun lige nøjagtigt skimte manden med den sorte hest, der ivrigt stod og råbte imens han talte ned. 

"Niogtyve, otteogtyve, syvogtyve.."

Samuel blev ved. Det ene ben foran det andet. 

Alt i ham kørte på de allersidste kræfter, og da han endelig nåede manden pumpede hans hjerte så hurtigt i brystet, at han var bange for, at det aldrig ville komme til at slå normalt igen.

Med et tungt bump faldt han om i græsset, og slog armene ud til siden. Med lukkede øjne koncentrerede han alt i sin krop om, at få hjertet til at blive med at slå. Han kunne godt. Han var nået i mål. Det skulle lykkedes!

"Vand.." mumlede han lavt. En skikkelse dukkede op ved siden af ham, og så ned på ham. Alting gyngede, men det onde smil, som havde bredt sig på skikkelsens ansigt stod klart, for ham. Og det samme gjorde dunken med vand, som skikkelsen havde i sin hånd.

"Vand, siger du?" Smilet blev med at være olmt, og Samuel blev nervøs da han skruede proppen af dunken. Skikkelsen lignede ikke en, der ville give ham vandet. Han lignede tværtimod en, der stadig ville lege sin livsfarlige leg.

"Vær nådig.." Samuels stemme døede ud, og han fokuserede i stedet på at holde sine øjne åbne. Han ville ikke give op nu. Det måtte ikke gå ham, som det gik Mariah. Han ville kæmpe, indtil han fandt ud af, hvem der havde taget hende fra ham.

"Så får du da vand.." Skikkelsen havde endelig fået proppen af dunket og i stedet for at række ham den, hældte han i stedet vandet ud over Samuel, imens han med vilje ikke ramte hans mund. Samuel tog dog i mod det med kyshånd. Det kølige vand lettede, selvom tørsten var pinefuld.

Vandet løb op i næsen på Samuel og blokerede for hans luftrør. Og selvom han til sin skræk mærkede, hvordan det fortsatte ned i hans lunger, så havde han ikke kræfterne til at hoste det op.

Endelig var det som om, at skikkelsen fik en smule medlidenhed med ham. Han satte sig ned ved Samuels side og vendte ham om på siden. "Host så op. Vi skal ikke have noget ulykker," sagde han hårdt, og klaskede Samuel i ryggen. Dette fik Samuel til at hoste, og til sin lettelse mærkede han hvordan luftvejene blev frie igen. Nu troede han endelig på, at han nok skulle klare det.

"Giv mig nu lidt at drikke. Det var aftalen," fremstammede han i mellem hosteanfaldende, og rakte ud efter dunken i mandens hånd. "Hvis du vil have mig med i live, så må du stoppe nu."

"Justian, den anden trækker ikke længere vejret!" lød en lettere panisk stemme. Skikkelsen så op, og rakte dunken til Samuel.

"Så drik da," mumlede han ligegyldigt, og skyndte sig hen til ejeren af den paniske stemme.

"Han er død," lød Justian's kolde og ligegyldige stemme efter et par sekunder. "Bare lad ham ligge, det er lige meget. Det er den anden, som vi skal bruge."

Samuel så forskrækket op. Hvem var død? Panikken satte sig i ham med det samme. Nej. Det måtte ikke være rigtigt.

"Linus!" skreg han, og kom lynhurtigt på benene. Det tiltrængte vand havde givet ham kræfterne. "Linus, vågn op!" Han var henne ved sin kamerat på tre skridt og knælede ved hans side. "Linus!" Febrilsk blev han ved med at klappe på de kolde kinder, men der var ingen reaktion.

"Drop besværet. Han er død," lød Justians kolde stemme et sted bag ham. "Se i stedet at komme op på din hest, så vi kan komme videre." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...