Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9909Visninger
AA

25. Kapitel 24: Ensomhed

Mariah kunne ikke lade være med at undre sig over måden Arcusa behandlede alle på. Det var som om, at hun var mor for dem alle sammen. Måden hun talte til dem på var så venlig og fyldt med søde ord, men helt uden at det blev kvalmende. Hun var det første menneske, i denne verden, som Mariah havde mødt, der virkede helt oprigtig.

Da Corvus havde fået sin ring på var mødet slut. Der blev delt lidt sladrehistorier ud om forskellige ligegyldige ting, som mennesker, der var flygtet i skjul for at prøve at undgå arbejde, og dem som havde forsøgt at forlade deres dødsrige for, at træde ind i et andet.

"Corvus, hvad sker der egentligt hvis et menneske prøver at komme ind i et andet døsrige end der, hvor de hører til?" spurgte Mariah da de var på vej ud og tilbage i mod hendes grønne gang.

"Hvert dødsrige består af en lang farvet gang, som du jo ved, og et kæmpe stort udendørs areal. Det er det vi er gået igennem, når du ikke kan se. Disse to steder er de eneste steder menneskene må færdes, og den eneste vej fra et dødsrige til et andet får igennem den hvide collectiogang. Prøver menneskerne at betræde den, bliver de blot kastet tilbage. Det er som at gå ind i en usynlig mur," forklarede Corvus og landede på Mariahs skulder.

"Jamen hvorfor er der så nogen, der tror at de kan alligevel?"

"De finder på de mærkeligste ting," sagde Corvus med et lille grin. "Klæder sig ud som procuratore, prøver at stikke våben igennem, for at ødelægge den, eller at spæne i mod den. Det kan være ret underholdende at se på."

Mariah kunne ikke lade være med at skutte sig lidt. "Er menneskerne virkelig så desperate for at komme væk?"

"Det er som regel kun dem, der bor i de første dødsriger, som forsøger at stikke af. Eller dem, som savner et familie medlem eller en kæreste. Men ja, man kan vel godt sige at de er ret desperate," svarede Corvus og slog ligegyldigt ud med den ene vinge.

"Hvordan kan du synes at sådan noget er sjovt?" spurgte Mariah en smule for angribende. Hun vendte hovedet, og glemte helt at han fyldte så meget, at hun alligevel ikke kunne så på ham.  

"Fordi det er utroligt, hvor dumme og naive mennesker kan være. Lad det nu bare ligge, det er ikke noget du skal bekymre dig om. Det er alligevel aldrig lykkedes et menneske at flygte, for Primus har afspærret tingene effektivt nok," svarede Corvus.

Igen måtte Mariah sande at han havde ret. Selvom hun havde fået en betydningsfuld stilling som procurator, så var der stadig alt for mange ting hun ikke kunne bestemme. Og hun kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret over det. Hvad var det spændende egentlig ved denne stilling, hvis der ikke var noget hun havde ret til?

"Hvad skal vi egentlig nu?" spurgte hun, og drejede i samme øjeblik væk fra collectiogangen og ned af hendes egne grønne gang.

"Er du ikke ved at være sulten?" spurgte Corvus. "Klokken er altså ret mange."

Mariah mærkede efter, men nej, hun var ikke sulten, hvilket engentligt var underligt eftersom hun heller ikke havde nået at spise frokost. Til gengæld var hun nysgerrig. Og med det magiske lys i sin besiddelse kunne hun ikke vente med at komme udenfor og studere sit dødsrige. Sådan rigtigt.

"Nej, jeg er ikke sulten. Kan jeg ikke få lov at gå en tur i stedet for?"

"Jo.." Corvus tøvede lidt. "Men jeg synes altså du skal vente lidt."

"Hvorfor?" spurgte hun en smule irriteret. Nogen gange syntes hun altså ikke helt hun kunne finde ud af, om det var Corvus eller hende der bestemte. Det var da hende? Det var da det Primus havde sagt. Corvus var kun en hjælper.

"Fordi at der er arrangeret et møde på pladsen, hvor du skal holde tale for de få mennesker som er bosat i det femte dødsrige. Så du vil helt sikkert blive overdynget med spørgsmål, hvis du møder nogen. Og de andre dødsriger skal du helt sikkert vente med at betræde, for så får du aldrig ro."

"Hvorfor ikke?"

"Fordi det som regel kun er i specielle anledninger at en procurator forlader sit eget dødsrige. De har jo ikke rigtigt noget at gøre inde hos de andre."

Det forstod Mariah godt, og hun havde heller ingen intentioner om at skulle se de andre dødsriger, så hun nikkede og skiftede tilbage til det forrige emne igen.

"Skal jeg nu holde tale igen?" Hun blev om muligt endnu mere irriteret. "Jeg synes virkelig jeg har udfordret mig selv nok idag."

Hun havde set frem til at mødet var slut. Selvom det havde været utroligt spændende at høre om de andre dødsriger, så var hendes nysgerrighed efterhånden ved at tage livet af hende. Hun ville se den verden, som hun skulle være leder for.

"Det sagde jeg til dig i Arenaen," mumlede Corvus, der også var blevet småirriteret. "Og jeg er altså sulten, så jeg vil lade dig passe dig selv nu. Vi mødes her om to timer, og så viser jeg dig ned til pladsen. Sørg for at forberede dig, og lad nu være med at gøre noget dumt."

"Javel," mumlede Mariah surt, og skulede efter ham da han fløj ned af gangen. Corvus var, meget mod hendes vilje, efterhånden begyndt at gå hende på nerverne, og da hun vendte sig om og fortsatte ned imod den hvide gang, så hun kunne komme ned til det femte dødsrige, kunne hun ikke lade være med at føle sig utroligt ensom. Der var virkeligt noget der manglede i denne her verden. Men hvad var det? Eller hvem var det?

Alt hun kunne konkludere var blot, at der var et stort tomt hul i hendes hjerte, hvor nogen en gang havde haft en plads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...