Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9823Visninger
AA

24. Kapitel 23: Mødet

Mariah var ganske rigtigt den sidste der ankom. Bag den brune dør gemte der sig et rum, der var mindst lige så stort som hendes egen lejlighed. Dette var dog bare helt kvardratisk og tomt, bortset fra det ovale bord i midten, og en tavle som var placeret for enden. Foran tavlen stod en kvinde, med et hvidt kridt, der var klædt i en kåbe med samme møster, som der havde været på væggene udenfor.

Omkring det ovale bord sad tolv mænd og kvinder, alle klædt i den samme kåbe som Mariah, og der var kun en enkelt stol ledig. Ved siden af hver stol ragede en lille pind udfra ryglænet, som procuratorravnene kunne sidde på.

"Du må være Mariah. Vi har ventet dig." Damen med den mangefarvede kåbe kom over imod hende og sendte hende et venligt smil. "Mit navn er Arcusa," sagde hun og rakte en hånd frem, som Mariah forsigtigt tog imod.

"Ja, det er mig der er Mariah," svarede hun og sendte hende et forsigtigt smil.

"Velkommen til! Sæt dig ned!" Damen vimsede hurtigt over, og trak den tomme stol ud. Mariah skyndte sig at gøre, hvad der blev forventet.

"Undskyld jeg kommer forsent," mumlede hun forlegent, og prøvede ikke at se på nogen. De mange mennesker i de grønne kåber så utroligt prægtige og magtfulde ud. Alle sammen bar de en sort maske rundt om deres ansigt, og de fleste af dem havde også et prægtigt sort sæt vinger, som ragede ud bagved deres stol. De lignede alle sammen noget fra et eventyr, og Mariah kunne ikke lade være med at være en smule bange for dem. Ærefrygten skød igennem hende, som kuldegysninger.

"Det gør skam ikke noget, vi ved alle hvordan det er at være ny. Bare føl dig hjemme," svarede Arcusa og gik op imod tavlen igen. "Lad os starte med en lille præsentations runde, skal vi? Jeg er sikker på at Mariaher meget interesseret i at høre om, hvad der foregår i de andre dødsriger." Hun så sigende på den mand der sad allerforest.

"Tristan, vil du starte?"

Manden rejste sig og rømmede sig en enkelt gang. "Mit navn er Tristan Tusmørke, og jeg er procurator for det første dødsrige. Vores farve er sort, og de mennesker der befinder sig hos mig, er dem der har gjort de værste ting, som for eksempel at slå ihjel eller begå voldtægt. Disse mennesker skal arbejde hver dag for deres føde, og deres arbejde består blandt andet af, at skovle kul eller samle brænde. Det er dem der tjener for menneskerne i det højere dødsriger, sådan så de kan leve godt."

Mariah kunne ikke lade være med at skutte sig lidt. Tristan så absolut ikke særligt rar ud. Han var stort og tungt bygget, og mindede hende en smule om Primus. Bortset fra, at hans øjne var meget mere stikkende, og at hans hår og skæg var utroligt langt. Han blev ved med, at se på Mariah imens han talte, og hun følte det som om, at han kunne se lige igennem hende, og trække alt den dårlige samvittighed op, der fandes i hendes krop.

"Mit navn er Santas, og jeg er procuratorravn for det første dødsrige," præsenterede ravenen kort, ved Tristans side.

"Fint," indvendte Arcusa. "Værsgod Lukina," fortsatte hun og pegede på kvinden der sad ved siden af Tristan. Hun rejste sig op. 

"Mit navn er Lukina Sterneskud, og jeg er procurator for det andet dødsrige. Vores farve er brun. Vi fungerer meget som det første, men vores arbejde er ikke nær så hårdt, og vores mennesker har fri efter klokken atten," sagde hun kort og satte sig derefter igen. Mariah kunne ikke lade være med at blive betaget af hendes skønhed. Hun havde meget langt, og meget lyst hår og nogle knaldblå øjne, som stak, præcis ligesom Tristans. Også Lukina havde en ubehagelig effekt på Mariah.

"Mit navn er Lotus, og jeg er som du nok kan se procuratorravn for det andet dødsrige," præsenterede ravnen ved Lukina's side sig hurtigt. Heller ikke den, virkede specielt venlig.

Ved siden af Lukina sad endnu en mand, som rejste sig, og præsenterede sig selv. Han hed Remus Måneskin, og var procurator for det trejde dødsrige, som var endnu et sted, hvor menneskerne arbejde. Her havde de dog både et par fridage om måneden, og frihed til at holde fester med masser af mad en gang i mellem.

Så småt som de forskellige procratorer præsenterede sig selv gik det hurtigt op for Mariah, at livet efter døden var præcis som menneskerne forestillede sig. Jo bedre man havde opført sig, jo bedre efterliv fik man. Jo højere dødsrige, jo mere luksus, og jo mindre arbejde.

"Mit navn, er som sagt før, Arcusa og jeg er gift med Primus. I mit tid hos dødsrigerne er mine opgaver at stå for disse møder og hjælpe Primus med at holde styr på det hele," fortalte Arcusa da den sidste procurator havde talt færdig. "Vil du ikke også fortælle lidt om dig selv, Mariah?"

Mariah rejste sig op, uden at protestere. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle fortælle, men hun følte heller ikke at hun kunne sige nej.

"Jeg kom hertil igår," begyndte hun. "Jeg husker ikke så forfærdeligt meget fra mit tidligere liv, andet end at jeg havde en søster, og en mor, som jeg elskede meget højt. Jeg er utroligt beæret over at blive valgt til denne opgave, og jeg glæder mig til at lære jer alle sammen at kende." Hun sendte dem alle et stort smil, og satte sig derefter ned, imens hun sukede lettet. Endelig havde hun formået bare at lyde en smule modig.

"Godt, så tror jeg vi er ved at være færdige," annoncerede Arcusa. Vi mangler bare lige en sidste ting." Hun stak hånden ned i en af de store lommer på sin kåbe og trak en lille stofpose op. "Jeg lovede jo Corvus, at jeg ville skaffe dig et beskytterlys. Og du skal jo også have din maske." Hun rakte Mariah posen. "Der ligger også en liste i, med en oversigt over dødsrigerne. Den kan du jo se lidt på," smilede hun.

"Tak," svarede Mariah, men Arcusas opmærksomhed var ikke længere rettet i mod hende. Hun så i stedet på Corvus.

"Og du skal selvføgelig have din ring igen, kæreste Corvus."

Hun rakte en lille lilla ring af metal frem, og lukkede den om hans ene ben. Det gav en lille kliklyd, og så sad den fast. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...