Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9836Visninger
AA

23. Kapitel 22: Gange og farver

Corvus førte Mariah ned ad den grønne gang i den retning de var kommet fra den første dag. Da de nåede ned for enden, var der endnu en lang gang på tværs, som var hvid. Mariah havde haft lukket øjne her, igår, fordi at hun var ved at få kvalme over den hæsblæsende flyvetur.

"Det her er Collectiogangen. Det er fra den, at alle gangene til dødsrigerne går ud. På denne gang bor der ikke nogen," informerede Corvus. "Hvis du ser bagud, så kan du se enden. Gangen der går til højre nede for enden er Primus' gang, som jo bekendt er rød. Den ved siden af, er den vi kommer fra, som er Procuratorenes, og den næste vi kommer til er Ravnenes. Den er lilla," forsatte han og slog vingerne ud imod den gang de netop passerede. Den var ganske rigtigt udsmykket med lilla tæppe på gulvet, og billeder af forskellige ravne på væggen. Forskellen var dog, at der ikke var nær så mange billeder, som på den grønne gang, hvor Mariah boede.

"Hvorfor er her kun så få billeder?" spurgte hun nysgerrigt.

"Fordi vi procuratorravne har levet lige siden dødsrigerne blev skabt. Så der er kun os tretten, at hænge billeder op ad."

"Hvor længe har du så levet?" spurgte Mariah vantro, og stoppede op for at betragte den lilla gang, som ikke var særlig lang. Hun havde altså haft ret i at billederne forestillede hendes forgængere.

"Lige så længe, som jorden har eksisteret. Jeg var en af de første tretten ravne der døde, og så blev jeg valgt som procuratorravn. Dette gælder også Primus, som var den første mand, der døde. De første procuratorer var også nogen af de første mennesker. Men i mennesker kan desværre ikke blive her i mere end hundrede år, og så skal i videre."

"Jamen er Primus da ikke et menneske?"

"Jo, men fordi han var den første, er han nødt til at blive her. Det er ret kompliceret at forklare, men kort fortalt, så er Primus det eneste menneske, som kan blive her for evigt."

Mariah fortsatte videre uden at svare og kom nu til en gang, der var sort. Den virkede ligeså endeløs som hendes egen grønne gang, men her var ingen billeder på væggene.

"Hvad er de her gange egentligt beregnet til?" spurgte hun, og stoppede igen op.

"Menneskerne i dødrigerne bor i dem. Ligesom at du bor i den grønne. Det her er gangen til det første dødsrige," forklarede Corvus. "Kom nu, vi har travlt." Han puffede utålmodigt til hende, for at få hende til at gå videre.

"Jamen, hvis vi kun er tretten procuratore, hvorfor er der så så mange værelser på den grønne gang?"

"Fordi de andre værelser bliver brugt til alle dem der skal til prøverne i dit dødsrige. Man er ved at oprette en gang til dem, men der er lidt bøvl med at give dem en status og en farve, eftersom at de ikke er placeret endnu. Det er ikke noget du behøver at bekymre dig om. Det tager Primus sig af."

"Men er der så så mange mennesker, der sidder og venter på deres prøve?" spurgte Mariah, selvom hun egentligt ikke havde lyst til at høre svaret.

"Ja, hver prøve tager jo flere dage, og selvom vi har omkring tyve arenaer, så er det stadig ikke nok til at vi kan følge med. Det kommer lidt an på tiderne, du ved. Nogen måneder har vi stort set ingen, som ender i det femte dødsrige, og andre måneder, så vrimler det med folk."

"Jeg bryder mig altså stadig ikke om de prøver," mumlede Mariah lavt og fortsatte ned ad den hvide gang. Tyve arenaer, hvor de grusomme ting foregik? Det gjorde ondt i hendes hjerte at tænke på.

Corvus svarede hende ikke, og hun vidste at det var en dumt tidspunkt at starte en diskussion med ham på, så hun holdt mund. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre lige nu.

De nåede forbi tolv gange mere med forskellige farver, som Mariah hurtigt regnede ud, tilhørte de tolv andre dødsriger. Den sidste gang for enden af den hvide collectiogang var malet i alle farver. På væggene var der femten vandrette farver i lange linjer, som forsatte hele vejen ned af gangen.

"Dette er stedet, hvor der bliver afholdt møder, og hvor der bliver arbejdet. Det er dog kun højt privilligerede folk der må komme her, såsom procuratorene og os ravne, og så Primus selvfølgelig. Dette er ikke en gang for menneskene," forklarede Corvus da han så hvordan Mariah stirrede på de mange farver. "De mange farver symboliserer bare alle dødsrigerne."

"Jeg lærer aldrig at finde ud af, hvilken farve der hører til hvor," sukkede hun tungt.

"Bare rolig. Du får en oversigt over det til mødet, som du kan studere når du kommer hjem. Der vil du kunne læse meget mere om de forskellige dødsriger, og får svar på en masse af de ting, som du sikkert har undret dig over," svarede Corvus og fløj over til en brun dør et stykke ned af gangen.

"Det er herinde. Vær diskret, for jeg tror vi er lidt sent på den."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...