Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9859Visninger
AA

22. Kapitel 21: Mindet

Noget slog ned i Mariah, da hun stod der, fuldstændigt afklædt og stirrede skrækslagent på Corvus imens hun ihærdigt forsøgte at dække sig selv til med sine hænder. Dog fuldstændigt uden held.

Der var noget ved de sorte øjne, og situationen, der virkede bekendt. Som om, at det her ikke var den første gang, dette var sket.

Mariah rystede på hovedet af sig selv, og tvang sine ben til at fortsætte over i mod soveværelset. Corvus var i sin skræk fløjet ind i køkkenet og hun stod igen alene i entréen.

"Jeg kommer lige om lidt. Jeg skal altså lige have noget tøj på!" råbte hun, som om intet var sket.

"Bare skynd dig," kom det mumlende inden fra køkkenet. Mariah var så flov over situationen, at hun bare skyndte sig, uden at sige mere. Det skulle bare glemmes.

 

"Nej, du må ikke plaske!" Mikalas stemme var skinger og hvinede. Mariah grinede og svømmede over til hende.

"Så må du heller ikke," smilede hun, og så ind i de smukke blå øjne, der lignede hendes egne til forveksling.

"Jo!"

For at understege sine ord slog Mikala hånden ned i vandet, så Mariah et øjeblik blev blændet af vand. Hun fnyste en enkelt gang, og gengældte angrebet ved, stille, at pjaske et par dråber på hendes 10 år yngre lillesøster.

"Din frækkert!" Mariah begyndte i stedet at trække den lille pige ind i mod land, imens hun forsigtigt kildede hende i siden. Hun kendte hendes ømme punkter. Mikala skreg og vred sig for at komme fri af hendes greb, men Mariah slap hende ikke, før hun var sikker på at de begge to kunne bunde. Der måtte ikke ske hende noget.

"Det skal du få betalt!" spruttede Mikala, og spænede ind  imod land, lige så snart hun var ude af Mariahs greb. "Bare vent til i morgen!"

"Jaja." Mariah sendte hende et indforstået smil og fulgte med op. Der var ingen af dem, der havde noget tøj på, for der var ingen fare for at de ville blive set. Den lille sø, som de havde badet i, lå gemt bagved deres hus, og en masse træer. Den var faktisk deres.

"Jeg fryser," stammede Mikala og lagde armene om sig selv. "Kan vi ikke skynde os op?"

"Tag dit håndklæde på." Mariah rakte hende det frem imod hende, og viklede hende ind i det. "Var det bedre?"

Uden at svare trak Mikala sin arm fri af håndklædet, og pegede op i mod en gren på et af træerne. Hendes øjne var store og beundrende. "Mariah, se!"

Mariah fulgte hendes finger og fik øje på en kæmpe stor sort fugl, som sad og stirrede intenst på dem. De dybe sorte øjne forekom hende alt for stikkende til blot at tilhøre en uvidende fugl.

"Det er bare en ravn," mumlede hun, og trak sin eget håndklæde om sig. "Kom, så går vi ind." Hun rakte armen ud, og tog Mikala i hånden.

"Ravne plejer da ikke at være så store?" Mikala så spørgende op på hende, og knuede hendes fingre. 

"Jo, det kan de godt være," svarede Mariah let, og prøvede selv at tro på det..

Men på trods af, at fuglen ikke have gjort hende noget, og nok bare var lidt større end normalt, så kunne hun ikke ryste synet af den, af sig. Det var noget ved den, der virkede alt for skræmmende. Alt for bekendt.

 

Mindet var kommet som et lyn fra en klar himmel. Pludseligt huskede Mariah, hvorfor Corvus' øjne havde sådan en underlig virkning på hende. Hun havde set ham før. Flere gange. 

Med hivende åndedrag fik hun viklet et håndklæde om sig, og gik ud i entréen igen, for at finde den grønne kåbe, hvor hun havde efterladt den. Hendes hoved var endnu en gang proppet med spekulationer.

Kunne det virkelig være Corvus, hun havde set den dag? Eller måske en af de andre ravne fra de andre dødsriger? 

"Corvus?" kaldte Mariah spørgende, da hun havde fået kåben på, og redt sit hår.

"Ja?"

"Du.." Hun kunne ikke finde ud af, hvordan hun skulle spørge ham. Det var jo latterligt. Selvfølgelig havde hun ikke set ham før, når nu han havde brugt alt sin tid i denne verden.

"Jeg, hvad?" spurgte han utålmodigt. "Er du ved at være klar?"

"Ikke noget." Mariah trak børsten igennem sit lange sorte hår en sidste gang, imens hun spekulerede febrilsk på, om det var klogt at spørge Corvus. Noget sagde hende nemlig, at det ikke var. 

"Jeg er klar nu," mumlede hun kort og kom udfra badeværelset. "Lad os komme afsted."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...