Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9799Visninger
AA

21. Kapitel 20: Sult og tørst

Det føltes som om de havde redet i evigheder, men solen stod stadig alt for højt på himlen, da de tre mænd endelig stoppede op, og gav Samuel og Linus lov til, at hoppe af deres heste. Samuel var så sulten, at han var bange for snart at besvime. Han havde heldigvis nået at drikke lidt om morgenen, men den ulidelige middagsvarme havde hurtigt gjort ham tørstig igen. Meget tørstig.

Han følte sig syg og elendig da han hoppede ned fra den trætte brune vallak og landede i græsset. De tre mænd havde, uden at sige noget, tændt et bål og givet sig til, at riste nogle kødstrimler. Det duftede allerede alt for uforskammet godt, og Samuel frygtede for, hvad han kunne finde på, hvis han ikke fik lov til at få noget.

Duften gjorde ham syg, og han måtte diskret holde sig for næsen og vende sig rundt, da mændene gav sig til at spise uden at tilbyde ham noget. Der var ikke dét, han ikke ville give, for en enkelt dråbe vand, og en bid af det varme indbydende kød.

"Skal i ikke ha' noget?" Stemmen kom fra manden med den sorte hest, som tydeligvis var deres leder. Han havde rakt et stort indbydende stykke kød i vejret og så udfordrende fra Linus til Samuel, der skævede skeptisk til hinanden. Det var tydeligt, at de ikke bare kunne få den. Det var helt sikkert en hage ved det.

"Kom nu. Der er ikke nogen der bider." Det flabede blik blev ved med, at være i mandens øjne. Morskaben lyste ud af ham.

Linus var den første til at rejse sig. Samuel gik udfra, at han var så desperat, at han var ligeglad med, hvor ydmyget han blev. Han nåede endda også tæt på, at Samuel et øjeblik troede at Linus blot ville få maden af manden, men i sidste øjeblik trak manden det til sig.

"Det går ikke ustraffet hen, at være sådan nogle som jer. Troede i virkelig i bare kunne få tingene serveret på et sølvfad?" Mandens hånlige smil blev værre og værre, og Samuel hørte hvordan Linus udstødte et langt og tungt suk.

"Hvad er det du vil have os til at gøre?" Linus så opgivende på manden. "For hvis du gerne vil have os med i live, hvilket jeg regner med siden du ikke har skudt os, så skal vi i det mindste have noget drikke."

"Rolig, rolig. Du skal nok få det. Jeg ville bare lige have lidt morskab med jer samtidig. Så har vi begge fordele. Det skal jo være retfærdigt, forstår du," svarede manden, og så på Linus som om han var en lille skoledreng, der skulle til at lære at regne.

"Fortæl ham nu for fanden, hvad det er du vil!" Samuel kunne ikke styre sin vrede. Han fløj op for at komme sin udmattede ven til undsætning. Nu kunne det være nok.

Manden reagerede ved lynhurtigt at trække en pistol op ad bæltet. "Så så. Ikke hidse sådan. Her går vi efter mine regler."

Samuel trådte et par skridt tilbage og rakte opgivende den ene hånd i vejret. Med et tungt suk landede han igen på sin bagdel, og betragtede lettet manden, da han igen sænkede pistolen og puttede den tilbage i bæltet.

Pistoler var ikke noget de ejede i Libo. Samuel vidste ikke noget om, hvor Patrika'erne havde dem fra, men de var livsfarlige i kampen. En pistol var et langt bedre våben end både knive og buer, og Samuel vidste, at man skulle have den dybeste respekt for dem. Det var trods alt sådan en, der havde dræbt Mariah.

"Løb ned til det der træ." Manden pegede et sted ud i horisonten, hvor man lige kunne skimte en trætop. Tågen var efterhånden lettet en del, men stadig ikke så meget. Samuel frygtede at, hvis man løb ned til træet, ville man måske ikke kunne finde tilbage igen. "Og tilbage igen på 3 minutter. Så får i en strimmel kød hver og en flaske vand," fortsatte han. Hans stikkende øjne borede sig ind i Samuels. "Ellers må i vente til i aften."

De to andre mænd sad og gumlede på hver deres kødstrimmel imens de puffede til hinanden og grinede. Hele situationen så ud til at more dem gevaldigt.

At klare den opgave, i den tilstand som Linus og Samuel var i, var umulig. Samuel vidste med det samme, at hvis de forsøgte, så ville de besvime inden de nåede tilbage. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Ikke desto mindre var de tvunget til at prøve. Han ville ikke holde hele eftermiddagen uden vand.

"Det kan vi jo ikke?" Linus så vantro på manden. "Vi falder da døde om, inden vi er halvvejs!"

"Og du skal forestille at være en kriger?" Manden gengældte hans blik med falsk undren. "Det kræver altså en smule mere kampgejst."

"Og hvad får du så ud af det her?" Samuel havde igen rejst sig, og prøvede at se så høfligt på manden, som han kunne. Hvis der skulle forhandles var han nødt til at opføre sig ordentligt.

"Det har jeg jo lige forklaret," sagde manden utålmodigt. "Morskaben."

Samuel måtte kontrolere sig selv til det yderste for ikke at hidse sig op, for det var tydeligvis hvad manden ville have ham til. I stedet prøvede han stædigt at se roligt på ham.

"Er der ikke noget andet vi kan gøre?"

"Tjoh, i kan da også tage det der træ." Manden pegede på et træ i en anden retning, som om muligt lå endnu længere væk. "Måske kan vi snakke om at i kan få tredive sekunder mere. Men så har jeg vidst også været flink." Han blinkede til Samuel, og prikkede sigende på sin ur. "Tiden begynder om ti sekunder. Ellers er det bare ærgeligt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...