Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9837Visninger
AA

3. Kapitel 2: En ny begyndelse

Alt var mørkt. Mariah kunne ikke se en hånd for sig, da hun slog sine øjne op, og hun anede ikke hvor længe hun havde sovet, eller hvor hun var. Det eneste hun vidste var, at hun ikke havde andet tøj på, end en gammel slidt kjole, og at hun frøs.

"Er her nogen?" råbte hun, og opdagede at hendes stemme gav et ekko. Den uhyggelige gentagelse af hendes egne ord, sendte kuldegysninger igennem hende, og fik hendes til at trække armene op omkring sig, for at skærme for den kulde, og elendighed, der var ved at overvælde hende.

Der var ingen der svarede på hendes forvirrede kald, og hun turde ikke flytte sig. Der var så mørkt, at hun ikke engang ville kunne se sine egne fingre, hvis hun tog dem helt tæt på. Hun anede ikke om hendes næste skridt ville sende hende direkte ned i et dybt hul, eller om hun ville støde ind i en væg. Forsigtigt rejste hun sig op, og sørgede omhyggeligt for at sætte sine fødder, hvor hun vidste, at der var jævnt og sikkert, nemlig der, hvor hun havde ligget.

Forgæves prøvede hun at huske, hvad der var sket. Hvordan var hun kommet til dette sted? Hvorfor? Og hvor var hun før? Men intet af det ville komme til hende, og hun følte sig som et lille barn, der ikke kunne tale. Ikke engang hendes navn kunne hun huske.

Endelig virkede det som om at hendes øjne vendte sig bare lidt til det tunge mørke. Hun kunne stadig ikke se gulvet, men hendes hænder, som hun endnu en gang havde stukket op foran ansigtet i håb om at kunne se dem, viste sig nu en smule tydelige for hendes blik.

Hun stod stille lidt længere, og ventede imens hun lyttede anspændt. Det eneste hun kunne høre, var hendes eget åndedrag, og det føltes som evigheder, inden hun følte sig modig nok til at tage et skridt frem. Hun kunne stadig ikke se jorden, men hun havde ikke mere tålmodighed. Det var som om, at den fulde sigtbarhed ikke ville komme til hende. Som om at hun kunne måtte have lov at se et par centimeter frem, men ikke mere.

Skridtet hjalp hende ikke synderligt. Hun kunne stadig ikke se lys, og stadig ikke føle en væg. Prøvende rakte hun armene ud foran sig, men heller ikke det gav hende noget. Det eneste hendes fingre fandt, var luft og tomhed.

"Er det dig der er Mariah?"

En stemme, som hun ikke genkendte, lød pludselig i hendes øre. Manden stod så tæt på hende, at hun lavede et lille hop op i luften af ren forskrækkelse, og da hun kom til sig selv igen, og fik fattet sig, anede hun ikke hvad hun skulle svare. For var hun Mariah?

"Nej.." begyndte hun, og ville fortsætte, men hun vidste ikke hvordan.

"Hvem er du så?" blev der spurgt. Mandens stemme lød hverken fjendtlig eller venlig. Bare neutral.

"Det ved jeg ikke," svarede hun ærligt ud i mørket. Det føltes underligt for hende, at stå og tale med en person, som hun overhovedet ikke kunne se.

"Tag fat i min hånd, så fører jeg dig til lyset. Så kan vi finde ud af, hvem du er." En varm og hjælpende hånd, greb fat i hendes håndled og førte hende af sted. Hun følte sig stadig ikke sikker på benene, og frygtede hvert skridt hun tog, imens hun fulgte den fremmede. Mørket gjorde hende bange, og selvom manden ikke virkede ond, så var der noget ved hans stemme, der skræmte hende.

De gik længe i tavshed. Så længe at Mariahs ben efterhånden var tæt på at give op. Den hårde afgrund føltes som sandpapir imod hendes bare fødder, og kulden blev kun værre. Hendes ene hånd var efterhånden følelsesløs, og den anden blev kun holdt varm, fordi den fremmede holdt fast i den.

Mariah undrede sig over, hvordan han kunne orientere sig, men hun besluttede at det nok var dumt at spørge. Hvis bare han kunne bringe hende hen til noget lys, så var alt andet lige meget. Der var ingen grund til at risikere at fornærme ham.

Men det længe ventede lys var længe om at komme. Først da Mariahs ben var så udmattede, at hun var ved at knække sammen i knæene, fik hun øje på den lille lysplet et sted langt væk. Et lettelses suk undslap hende, uden at hun kunne forhindre det.

"Følg venligst med indenfor," sagde manden pludselig og trak hende brat mod venstre. Lyspletten forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, og uden at tænke over det, stemte hun fødderne i jorden og blev stående.

"Jeg vil gerne hen til lyset," sagde hun stålfast. Hendes blå øjne, ville have holdt hans blik fast, hvis ellers hun havde kunne se ham. Men det kunne hun stadig ikke, og længslen efter lys, var ved at gøre hende desperat.

"Der er også lys derinde. Og jeg har noget vigtigt at drøfte med dig, inden jeg kan lade dig gå," sagde manden og trak endnu en gang i hende. Mariah var stadig ikke helt tilfreds, men hun var for træt og kold til at protestere mere. Det var nok også bedst, hvis hun blev hos manden, indtil hun havde fundet ud af, hvor hun var, og hvad der skulle ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...