Ravnens løgn

Da Mariah dør ender hun ved porten til de 13 dødsriger. Lederen af dødsrigerne ser hendes trang til at hjælpe mennesker, og skænker hende den gave, at kunne være leder af det femte dødsrige.
Men menneskerne i de femte dødsrige er de mest fortabte af dem alle, og jobbet som leder er ikke let. Det er udtærende og hårdt, om Mariah vil blive udsat for ting, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig.
Mariah tager dog imod opgaven med oprejst pande, og håber på, at hun kan hjælpe alle de fortabte sjæle. Men når, man som Mariah, har en sårbar og hjælpsom sjæl, er det ikke nemt, ikke at blive påvirket af den gribende sorg, der findes over alt, og da det viser sig at den hun stoler mest på slet ikke er, hvem hun i virkeligheden tror, ryger alting over styr.. (OBS: Der er en del spoilere i kommentarene. Så er i advaret!)

109Likes
257Kommentarer
9800Visninger
AA

19. Kapitel 18: Patrika?

"Lad dem begge to komme op i det sjette," bad hun. Hun ignorede det faktum at alle stirrede på hende, og så stædigt fra den ene dommer til den anden.

"Javel." Manden nikkede og skrev noget ned på sin blok. Så vendte han blikket imod de to vagter, som var kommet tilbage. "Før dem ind igen," beordrede han med et lille nik. 

Mariah sendte Corvus et sigende blik, da dommeren bare adlød, hvad hun sagde. Men Corvus responderede ikke. 

"Martha, søn af Ole Hammer, skal fortsætte sin gang i det sjette dødsrige, og ligeså skal Ragnar af Patrika," annoncerede en mindre mandlig dommer, da pigen og manden var kommet ind i gen. Mariah kunne ikke undertrykke et lille gisp. 

Ragnar af Patrika. Patrika.

Ordet gav genlyd i hendes hoved. Hvor havde hun hørt det før?

"Har du nogen indvendiger?" Den mindre mandlige dommer vendte sig imod Mariah og rettede på sine briller.

"Nej," svarede hun kort, og prøvede igen at huske. Et eller andet ved det ord fik det til at løbe hende koldt nedad ryggen, men hun kunne ikke huske hvorfor. Ligegyldigt hvor meget hun prøvede.

"Kom så. Det er nok nu." Corvus landede på hendes skulder, og skubbede lidt til hendes kind, med sin næbspids. "Nu kan du godt få lov at komme ud."

Mariah var ikke sen til at tage imod hans tilbud. To sekunder senere stod hun igen ude i den friske luft. Endnu en gang ude af stand til at se noget.

"Hvornår får jeg det der lys du snakkede om?" spurgte hun, og klamrede sig til væggen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun fornemmede, at de var højt oppe. De var trods alt gået ud af en udgang, som lå helt oppe over tilskuerrækkerne i arenaen.

"I eftermiddag når vi skal til møde med de andre procuratorer. Jeg har desværre ikke mulighed for at skaffe dig det før," svarede Corvus, og satte sine klør fast i bagsiden af hendes store kåbe. "Du kan gå selv gå hjem, men jeg må hellere lige bære dig ned. Trapperne er for farlige, når du ikke kan se."

Mariah lod ham gøre det uden protest. Hun var efterhånden ved at vænne sig til det. Denne gang gik der heldigvis heller ikke ret længe før hun havde fødderne solidt plantet på jorden. Hun kunne høre, at der var grus under hendes fødder.

"Vil det så sige at jeg er tvunget til at blive på mit værelse helt til i eftermiddag?" sukkede hun, og begyndte uden opmuntring at gå fremad.

"Det er ikke så længe. Klokken er snart tolv, og vi skal mødes med dem klokken et. Benyt du bare lejligheden til at tage en lille pause, og fordøje det du har oplevet her til morgen. Forresten så skal du ikke gøre det til at vane at afgøre prøverne. Det er slet ikke en del af dit job, og der er meget andet du skal se til. Du har slet ikke den korrekte uddannelse til at tage sådanne beslutninger." Han lød ikke sur, men bare bestemt. 

"Jamen de adlød da, hvad jeg sagde?" spurgte hun undrende.

"Fordi du er deres leder. De har ikke lært andet. Men hvis det er helt rigtigt, så er det faktisk ikke noget du må," svarede Corvus og landede på hendes skulder. "Lige fremme kommer der en dør, som du skal indad. Bare lige så du er klar."

Mariah følte sig utroligt handicappet, som hun gik der med hænderne ud for sig, og fægtede med armene, for at sikre sig at hun ikke gik ind i noget. Hun følte sig ikke spor magtfuld eller som leder af noget som helst. Og det var ikke meget bedre at Corvus var hendes eneste støtte. Nok var han flink og informativ, men hun kunne stadig ikke helt finde ud af, om han var til at stole på. Noget ved hans måde at være på gjorde hende stadig usikker, og hun var ikke i stand til at ryste det af sig.

Hun var så opslugt af sine egen tanker at hun næsten glemte døren, som Corvus havde advaret hende om. Han nåede lige akkurat at råbe; "Pas på!" inden at hun gik ind i den.

"Jeg sagde jo at der ville komme en dør," sukkede han. "Hvorfor lytter du ikke?"

"Det gjorde jeg også," mumlede Mariah surt og åbnede døren. "Hvor skal jeg så hen nu?"

"Bare ligeud. Du kan godt se herinde, så bare åben øjnene." 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...